Biden kom med dyster forudsigelse: Klimaforandringerne er en trussel for livet, som vi kender det

USA vil firdoble klimastøtten til verdens fattige lande, lød det fra præsident Biden ved FN's klimatopmøde i Glasgow mandag.

Tiden er knap, hvis vi skal nå at hæve ambitionerne på klimaets vegne.

For som det ser ud nu, er klimaforandringerne en "eksistentiel trussel mod menneskets eksistens, som vi kender den" - og fejler vi, er der ingen nation, der kan undslippe det, der ligger og lurer forude.

Sådan lød de dystre forudsigelser mandag fra USA's præsident, Joe Biden, ved FN's klimatopmøde COP26 i den skotske by Glasgow.

Men der var også lyspunkter at spore i præsidentens tale.

Fremover vil USA nemlig yde et endnu større økonomisk bidrag for at sikre, at verdens udviklingslande også kommer helt med på den grønne omstilling, lyder det fra Biden.

Vil firdoble klimastøtte til udviklingslande

Hvis verden skal nå målet om at bremse den globale temperaturstigning og bekæmpe klimaforandringer, er det nu for alvor "all hands on deck", som præsident Biden sagde henvendt til FN's medlemslande.

USA, som selv er verdens andenstørste udleder af CO2, vil ifølge Biden forsøge at firedoble landets klimastøtte til udviklingslande inden 2024 - herunder også en øget støtte specifikt til landenes grønne omstilling.

Præsidenten kom i sin tale desuden med en klar opfordring til alle verdens ledere om at gå sammen om en øget reducering af drivhusgasser og en fælles kamp for planeten. Lykkes det ikke, er det kun et spørgsmål om tid, før vi ikke længere kan leve det liv, vi kender, lød det:

- Det her er vores alles udfordring for livet. Den eksistentielle trussel til menneskelivet, som vi kender det. Og for hver dag, vi venter, bliver det dyrere at være passive, sagde Biden.

COP26 i Glasgow skal derfor ifølge præsidenten være startskuddet til "et årti fuld af ambition og innovation", så vi undgår "rekordvarme og -tørke, omfattende naturbrande og fejlslagen høst" - fænomener, som amerikanerne selv har oplevet på egen krop bare i de seneste par måneder.

- USA er tilbage

Der var store forventninger til USA's rolle ved dette års klimatopmøde, allerede inden præsident Biden gik på talerstolen mandag eftermiddag.

Det fortæller TV 2s EU-korrespondent Divya Das.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump trak nemlig til manges forargelse USA ud af den globale klimaaftale fra Paris i 2015 - Parisaftalen.

Men med Joe Biden som ny kaptajn ved roret er der ingen tvivl om, at verdens største økonomi er med i kampen igen, lyder vurderingen.

- USA er tilbage på klimascenen, og mange lande synes, det er meget interessant, siger Divya Das, som desuden bed mærke i Bidens løfte om at øge tilskuddet til den grønne omstilling i verdens fattigste lande.

Et løfte, der dog endnu er et godt stykke fra virkeligheden, fortæller korrespondenten:

- Et er, hvad den amerikanske præsident siger på en talerstol i Glasgow, noget andet er selvfølgelig, hvad der rent politisk kan lade sig gøre, når han kommer hjem til Washington D.C. og skal slås med politikerne i Kongressen om det.

Foruden Joe Biden har også den britiske premierminister Boris Johnson samt den tyske forbundskansler Angela Merkel været på talerstolen.