Udland

Minut for minut: Det skete der før, under og efter Baldwin-ulykken

Der er stadig flere spørgsmål end svar om dødsulykken på filmsettet til westernfilmen 'Rust' med Alec Baldwin i hovedrollen.

I sidste uge mistede den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins livet i en tragisk ulykke, da skuespilleren Alec Baldwin ved en fejl affyrede en revolver med rigtig ammunition.

Ud fra en politierklæring og vidneudsagn tegner der sig nu et billede af forløbet op til og omkring ulykken.

Filmholdet var torsdag i gang med optagelserne til filmen ’Rust’ på Bonanza Creek Ranch uden for Santa Fe i New Mexico.

I filmen har Alec Baldwin hovedrollen som en lovløs cowboy, der er på flugt fra myndighederne med sit 13-årige barnebarn.

Tidlig start

Alec Baldwin, instruktøren Joel Souza, fotografen Halyna Hutchins og en række assistenter var fra morgenstunden gået i gang med at øve en skydescene i en støvet, gammel trækirke på settet.

Normalt startede optagelserne allerede klokken 6.30 om morgenen, men denne morgen var filmholdet kommet senere i gang.

Flere ansatte havde dagen inden forladt filmsettet, fordi de var utilfredse med arbejds- og sikkerhedsforholdene. Derfor var der torsdag morgen flere nye folk på settet, som skulle sættes ind i deres opgaver.

Men på trods af forsinkelserne gik alt efter planen, har filmens instruktør, Joel Souza, fortalt i erklæringen til Santa Fe County Sheriff Department.

Skydescenen

Filmholdet var netop vendt tilbage fra frokost og havde genoptaget prøverne i kirken, da assisterende instruktør, David Halls, hentede en rekvisitrevolver fra en vogn uden for kirken.

Halls råbte ”cold gun” (et udtryk i filmbranchen for et våben, der ikke indeholder skarp ammunition, red.), inden han rakte revolveren til Alec Baldwin, som stod midt i kirken med front mod instruktøren, fotografen og assistenterne.

Scenen krævede, at Baldwin skulle lave et "krydstræk", hvor man trækker et skydevåben fra et hylster på modsatte side af kroppen fra den hånd, man skyder med.

Baldwin skulle derefter sigte direkte mod kameraet.

Ulykken

Klokken var ifølge instruktør Joel Souzas vidneforklaring lige omkring 13.50 lokal tid, da han studerede scenen på fotografens monitor.

Pludselig hørte han, ”hvad der lød som et smæld efterfulgt af et knald”.

Filmfotografen Halyna Hutchins snublede bagover og faldt til jorden. Hun tog sig til maven og sagde, hun ikke kunne mærke sine ben.

Souza, som havde stået tæt på Hutchins, bemærkede, at han havde blod på skulderen. Han var også blevet ramt.

Og med ét udbrød der kaos på settet.

Folk løb ud af kirken og skreg i panik, mens lægen på filmsettet kom til og forsøgte at stoppe Halyna Hutchins’ blødning, fortæller vidner.

Alarmopkaldet

En kvindelig manuskript-assistent var blandt de første, som kom igennem til alarmcentralen.

- To personer er blevet skudt med en rekvisitrevolver på et filmset. Vi har brug for hjælp omgående. Instruktøren og fotografen er blevet skudt, sagde kvinden ifølge en udskrift af opkaldet, som CNN er i besiddelse af.

Den vagthavende på alarmcentralen spurgte, om våbenet havde været ladt med ægte patroner.

- Det kan jeg ikke svare dig på. Vi var i gang med at øve, da den gik af. Jeg løb ud, vi løb alle ud. De blev ramt begge to – både instruktøren og kamerakvinden, lød det fra kvinden ifølge udskriften.

Herefter begyndte kvinden at råbe til en anden person på settet om den manglende våbensikkerhed på ’Rust’.

Redningsaktionen

Kort tid efter ankom de første patruljebiler fra Santa Fe County Sheriff Department til Bonanza Creek Ranch – og snart efter en lægehelikopter.

42-årige Halyna Hutchins blev fløjet små 100 kilometer til et hospital i storbyen Albuquerque, hvor hun blev erklæret død ved ankomsten.

48-årige Joel Souza blev ramt i skulderen, men blev hurtigt meldt uden for livsfare.

Den fortvivlede Alec Baldwin gav det dødbringende våben til den våbenansvarlige på filmsettet, Hannah Gutierrez. Hun afleverede derefter revolveren til politiet på stedet.

Efterforskningen

Det er stadig uklart, hvilken ammunition der var i den revolver, der dræbte Halyna Hutchins og sårede Joel Souza.

Af politiets erklæring fremgår det, at den våbenansvarlige, Hannah Gutierrez, havde lagt tre våben frem på en vogn uden for kirken.

Under prøverne til skydescenen tog assisterende instruktør David Halls som forklaret en af revolverne og gav den med det samme til Baldwin.

Instruktør Joel Souza har i sin vidneerklæring fortalt, at han var overbevist om, at revolveren ikke var ladt.

Rust Productions, der står bag filmen, skriver i en kommentar, at de samarbejder fuldt ud med politiet, der stadig er i gang med efterforskningen af dødsulykken.