Udland

Prins Andrew har fået tidsfrist i overgrebssag i USA

Andrew skal under ed svare på spørgsmål i en sag, hvor han er anklaget for seksuelt misbrug af en mindreårig.

Prins Andrew har fået en tidsfrist frem til midten af juli næste år til at stille op og svare på spørgsmål i en sag, hvor han er anklaget for seksuelt misbrug af en mindreårig.

Tidsfristen er fastsat til 14. juli 2022 af en distriktsdomstol på Manhattan i New York City.

Det er en 38-årig kvinde ved navn Virginia Giuffre, som anklager prins Andrew for at have misbrugt hende seksuelt for 20 år siden, da hun var 17 år og dermed mindreårig.

Andrew skal under ed svare på spørgsmål i sagen inden tidsfristens udløb. Spørgsmålene vil blive stillet af advokater for Guiffre.

Prinsen afviser kategorisk anklagerne mod ham.

Misbrugt på privat ø

Giuffre beskylder ham for at have misbrugt hende seksuelt i et London-hjem, som tilhørte Ghislaine Maxwell, som var tæt knyttet til den afdøde finansmand Jeffrey Epstein.

Andrew, som er 61 år, er ikke tiltalt for nogen lovovertrædelser. Han afviser "kategorisk" Giuffres anklager.

Epstein, som tog sit eget liv i en fængselscelle på Manhattan, var anklaget for omfattende sexhandel med mindreårige. Anklagerne mod ham kunne have sendt ham i fængsel i op mod 45 år.

Maxwell var Epsteins ekskæreste og mangeårige samarbejdspartner.

Ifølge Giuffre skal prins Andrew også have misbrugt hende seksuelt i Epsteins luksushjem på Manhattan og på Epsteins private ø i Det Caribiske Hav.

Epstein købte øen Little Saint James for mere end 50 millioner kroner i 1998 og har opført en enorm ejendom på øen. Little Saint James har i pressen blandt andet fået tilnavnet "orgieøen".

Maxwell ventes sidst i november at blive stillet for retten på Manhattan. Hun erklærer sig ikke skyldig i anklager om, at hun var med til at rekruttere mindreårige piger til Epstein.