Kina lukker by med fire millioner ned på grund af corona
Myndigheder siger, at ingen bør gå ud medmindre de skal hente fødevarer eller have lægebehandling.
Myndighederne i storbyen Lanzhou med fire millioner indbyggere i det nordvestlige Kina har indført udgangsforbud på grund af seks registrerede tilfælde af coronasmitte.
Folk må kun forlade deres hjem i nødstilfælde. Ind- og udrejse til byen vil blive strengt kontrolleret.
Det kommunistiske styre i Beijing indførte strenge nedlukninger og grænsekontrol, da de første coronaudbrud blev opdaget sent i 2019. Gradvist antallet af smittetilfælde bragt ned på et meget lavt niveau, og der kom igen gang i økonomien.
Hver gang et lokalt udbrud opstår, bliver der slået hårdt ned, og de nye restriktioner, som blev indført tirsdag, kommer efter 29 registrerede smittetilfælde i landet - heraf seks i Lanzhou.
Lanzhou er provinshovedstad i Ganzu.
Myndighederne siger, at de lokale indbyggeres færden vil blive strengt kontrolleret, og at ingen bør gå ud medmindre de skal hente fødevarer eller have lægebehandling.
Det seneste udbrud er blevet sat i forbindelse med den stærkt smitsomme Delta-variant.