Udland

Tysk kvinde dømt for grusomt IS-drab på yazidisk pige

Tysk kvinde står anklaget for at se på, at en pige blev lagt til at dø af tørst i den brændende sol i Mosul.

Tysk domstol har mandag idømt en tysk kvinde, som sluttede sig til Islamisk Stat i Irak, ti års fængsel. Hun er dømt for krigsforbrydelsen at lade en femårig yazidisk "slavepige" dø af tørst i solen.

Domstolen fandt blandt andet den dømte skyldig i medlemskab af en terrororganisation i udlandet og i medvirken til drab og forbrydelser mod menneskeheden.

Den 30-årige Jennifer Wenisch og hendes mand fra Islamisk Stat skaffede sig ifølge anklageskriftet kontrol over en yazidisk kvinde og et barn, som de holdt som "husslaver", da de boede i Mosul i 2015. Det skete, da IS havde besat den irakiske storby.

- Efter pigen blev syg og gjorde sin madras våd, skal den anklagede kvinde og hendes mand have lænket hende ude i solen, hvor barnet led en frygtelig død af tørst i den ekstreme hede, hedder det i anklageskriftet.

- Den anklagede tillod sin mand at handle sådan og gjorde intet for at redde pigen, hedder det.

Wenischs mand, Taha al-Jumailly, står også anklaget ved en separat retssag i Frankfurt.

Moren til den dræbte pige, som kun er kendt i offentligheden under fornavnet Nora, har aflagt vidneudsagn igen og igen om det påståede drab på hendes datter – både i München og i Frankfurt.

Konverterede i 2013

Dommen, som blev afsagt af retsformanden ved en domstol i München, Reinhold Baier, er en af de første mod medlemmer af Islamisk Stat for bevægelsens krigsforbrydelser mod yazidi-samfundet.

I august 2014 angreb den militante bevægelse Islamisk Stat yazidierne og fordrev dem fra byen Sinjar. Mænd blev slået ihjel, mens kvinder og børn blev bortført. Mange af dem blev udnyttet som sexslaver, der blev solgt igen og igen.

Wenisch blev fundet skyldig i "to forbrydelser mod menneskeheden i form af slaveri" samt i at have medvirket til drabet på pigen ved at se passivt på.

Wenisch siger, at hun ikke hjalp pigen, fordi hun var bange for, at hendes mand ville "skubbe hende eller låse hende inde."

Ifølge tyske medier konverterede Wenisch til islam i 2013 og sluttede sig året efter til IS i Irak.

Retssagen mod Wenisch blev indledt i april 2019.

Yazidierne, et kurdisktalende mindretal fra det nordlige Irak, har i århundreder været forfulgt af islamiske grupper som følge af deres religion, der har elementer fra både islam og kristendommen.

Under angrebet i august 2014 blev næsten 1300 yazidier i løbet af få dage dræbt af Islamisk Stat. Desuden blev omkring 6400 yazidier taget til fange. Heriblandt moren og hendes datter.

I Danmark er en 23-årig kvinde for nylig dømt fem års fængsel for at tilslutte sig Islamisk Stat. Yderligere tre mødre er varetægtsfængslet og sigtet for det samme. De kom til landet med deres børn i begyndelsen af oktober. Ingen af de danske kvinder er sigtet for medvirken til drab, som den tyske kvinde nu er dømt for.