Udland

Dansk ambassadør og ni andre erklæret persona non grata i Tyrkiet

At erklære en ambassadør persona non grata betyder, at ambassadøren vil blive smidt ud af landet, siger ekspert.

Ti vestlige ambassadører i Tyrkiet vil blive erklæret for persona non grata, oplyser landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ifølge Reuters.

Blandt de ti ambassadører er den danske, Danny Annan.

- Jeg har givet den nødvendige ordre til vores udenrigsminister og meddelt, hvad der skal gøres. Disse ti ambassadører skal erklæres persona non grata med det samme. Det skal ordnes straks, siger Erdogan i en tale lørdag.

Udmeldingen kommer, efter at ambassadørerne har opfordret til, at den 64-årige aktivist Osman Kavala skal løslades.

Erklæringen fra de ti ambassadører blev afleveret mandag, og allerede tirsdag blev de ti ambassadører så indkaldt til samtale i Tyrkiets udenrigsministerium.

Foruden danske Danny Annan kommer de andre ambassadører fra Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Frankrig, Holland, USA, Canada og New Zealand.

I erklæringen skriver de ti ambassadører blandt andet, at fortsatte forsinkelser i Kavalas retssag "kaster en skygge over respekten for demokratiet, retssikkerheden og gennemsigtigheden i det tyrkiske retsvæsen".

- Vi opfordrer til, at Tyrkiet hurtigst muligt løslader ham, står der.

Udenrigsminister Jeppe Kofod fortæller i et skriftligt svar til TV 2, at Udenrigsministeriet ikke har modtaget nogen officiel henvendelse om "såkaldt Persona non grata-status".

- Jeg kan dog oplyse, at vi er i tæt kontakt med vores venner og allierede om sagen, og vi vil fortsat stå vagt om vores fælles værdier og principper, som også er udtrykt i fælleserklæringen, lyder det fra Jeppe Kofod.

"Meget overraskende" skridt fra Erdogan

Søren Dosenrode er dr. phil på Aalborg Universitet i international politik og kalder Erdogans beslutning "meget overraskende". For at erklære en ambassadør persona non grata betyder simpelthen, at ambassadøren smides ud af landet, forklarer han.

- Jeg kan ikke komme i tanke om, det er sket før for en dansk diplomat. Det er skridtet før, man afbryder de diplomatiske forbindelser. Og det igen er skridtet før, man erklærer krig. Det er virkelig at lægge sig ud med den vestlige verden, siger han.

Dog er det stadig muligt, at de diplomatiske forbindelser igen i fremtiden kan genoptages.

- Det er ikke usandsynligt, ambassadørerne kommer tilbage efter noget tid. Men Erdogan er både meget stædig og meget tålmodig, så det er svært at sige, siger Søren Doserode.

Hvad handler striden om?

Striden omhandler Osman Kavala, der blev fængslet for fire år siden for sin påståede rolle i forbindelse med regeringsfjendtlige protester i Gezi Park i Istanbul i 2013.

Demonstrationerne i 2013 begyndte som et forsøg på at bevare den lille Gezi Park, der ligger ved Taksim-pladsen i Istanbul, og som regeringen havde planer om at fjerne til fordel for et nyt indkøbscenter.

Men efter kort tid udviklede demonstrationerne sig til landsdækkende protester mod den tyrkiske regering. Flere blev dræbt og tusinder såret.

I februar 2020 frikendte en tyrkisk domstol Kavala og otte andre i forbindelse med de regeringsfjendtlige protester i 2013.

Friheden varede dog ikke længe, og kort tid efter sin løsladelse blev han hentet af politiet igen, da anklageren havde udstedt en ny arrestordre på ham. Denne gang på anklager om indblanding i et kupforsøg i Tyrkiet i 2016.

Osman Kavala afviser anklagerne mod ham.

Tyrkisk suverænitet

Foruden Erdogan har også den tyrkiske justitsminister, Abdulhamit Gül, kritiseret ambassadørernes fælles erklæring for at få Kavala løsladt.

Også talsperson for Tyrkiets regerende parti Ömer Celik udtalte sig mandag aften om sagen på Twitter.

- Alle diplomater er forpligtede til at respektere vores lands suverænitet og det tyrkiske retsvæsens uafhængighed og afholde sig fra at blande sig i vores indenrigsanliggender, skrev han.