Udland

USA advarer Storbritannien mod at bryde Brexit-aftale med EU

Joe Biden er den usynlige mand ved forhandlingsbordet.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har en usynlig modspiller, når han forhandler Brexit og Nordirland med EU.

For præsident Biden har i skarpe vendinger advaret Johnson mod at bryde den såkaldte Nordirland-protokol, som sikrede ham Brexit-traktaten med EU.

Det skriver The New York Times.

Derfor kan EU tage det roligt, når den britiske Brexit-forhandler, Lord David Frost, på hvert eneste møde truer med at bryde protokollen, uanset at den har status som bindende international traktat.

Desuden har EU i efteråret tilbudt en omfattende stribe indrømmelser, som vil gøre samhandlen mellem Storbritannien og Nordirland meget lettere end hidtil, noterer man i Det Hvide Hus.

USA er bekymret

Det, der driver præsident Biden i denne sag, er amerikanernes frygt for, at et brud på protokollen vil bringe freden i Nordirland i fare. Fredsaftalen kom i stand i 1998 med præsident Clintons hjælp.

Og Bidens sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, minder hos BBC om, at man risikerer hele stabiliteten på den irske ø, hvis protokollen falder væk.

Og det er USA ”alvorligt bekymret” for, siger sikkerhedsrådgiveren.

Bekymringen er så stor, at Joe Biden beder sine diplomater understrege over for Johnson, at han intet må gøre, der bringer fredsaftalen i fare, siger kilder i Det Hvide Hus.

Bidens irske familie

Desuden betyder Bidens irske baggrund, hvorfra hans familie i sin tid emigrerede til USA, at han konstant forlanger at blive holdt orienteret om forhandlingerne mellem EU og London, skriver BBC.

Derfor er han en vigtig spiller i disse forhandlinger, selvom han ikke sidder med ved bordet.

Alligevel har Lord Frost på det seneste møde med EU foreslået en helt ny protokol, skriver BBC. En ny protokol skal bryde med EU-domstolen, som briterne hidtil har accepteret som grundlag for protokollen.

Frost afviser tilmed kritikken fra USA, skriver The Irish Times.

- I sidste ende kan jeg ikke gøre for, hvordan andre lande ser på os, siger Brexit-forhandleren.

Diplomater advarer

Men Boris Johnson bliver også mindet om hensynet til USA af de tungeste personligheder i britisk diplomati.

Det gælder Jonathan Powell, som i 1990’erne var briternes chefforhandler i forhold til USA og var manden, der skabte det nære samarbejde mellem den daværende præsident Clinton og tidligere premierminister Tony Blair.

Han skriver i Financial Times, at Johnson “spiller politik” med Brexit-aftalen. Og han advarer mod “ansvarsløs vandalisme over for fredsprocessen i Nordirland”.

Boris Johnson har imidlertid problemer med USA, som ikke bare kan affærdiges med en uforskammet bemærkning fra hans Brexit-forhandler.

Frihandelsaftale?

For den største gevinst ved Brexit har hele tiden været udsigten til at få en frihandelsaftale med USA, som skulle erstatte den gigantiske britiske samhandel med EU.

EU aftager 43 procent af eksporten og leverer 52 procent af importen, mens handelen med USA er mindre end halvdelen. Desuden har de foreløbige aftaler med gamle kolonier som Australien og New Zealand stort set ikke givet noget som helst.

Så Storbritannien er i knibe, nu hvor handlen med EU bliver mindre og mindre, og hvor præsident Biden samtidig ikke vil svare, når Johnson beder om en aftale med USA. Biden har ikke glemt, at Johnson var bonkammerat med præsident Trump, og amerikanerne har ikke travlt med at hjælpe Boris.

Penibelt

Derfor er forholdet til USA mere og mere penibelt for Boris Johnson. Og derfor er Johnson nødt til at lytte, hver gang Bidens diplomater melder sig i Downing Street.

Samtidig er økonomien i alvorlig knibe med tomme benzintanke og tomme hylder i supermarkederne.

- Johnsons løfter om bedre lønninger er bare snak, siger professor Bernd Brandl fra Durham University til The New York Times.

Italiensk økonomi

Mediet tilføjer, at den britiske økonomi vokser langsommere end de fleste EU-landes. Og ser man bort fra finansindustrien i City of London, så svarer økonomien i resten af landet til Italien.

Derfor er Joe Biden den usynlige mand ved forhandlingsbordet, når briterne forhandler Brexit og Nordirland med EU.

Og derfor kan selv den tidligere leder af IRA, Gerry Adams, nu glæde sig over, at ”Biden siger Johnson nogle sandheder”, som Belfastmedia noterer.

Der lyttes i Nordirland, når den amerikanske præsident taler. Og det er man også nødt til i London.