Coronavirus

Putin tager utraditionelt våben i brug mod corona

Flere lande er hårdt presset af stigende smittetal, og nu tager Rusland drastiske skridt for at dæmme op for coronasmitten.

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst i store dele af Europa, og flere lande advarer nu mod nye bølger af smittestigninger.

Således også i Rusland, hvor den eksplosive stigning i antallet af coronasmittede nu får myndighederne til at reagere.

Onsdag meddelte præsident Vladimir Putin, at han har godkendt et regeringsforslag om at sende folk hjem på en uges ferie for at begrænse coronasmitten.

Den statsbetalte ferie skal ifølge lovforslaget afholdes fra 30. oktober til 7. november, men Putin har meddelt de forskellige regioner i landet, at de kan indlede ferieugen tidligere eller forlænge den, hvis smittesituationen kræver det.

Smitteeksplosion

Meldingen kommer, efter at Rusland onsdag satte en kedelig rekord med 1028 coronarelaterede dødsfald på et døgn.

Smittesituationen fik tirsdag borgmesteren i Moskva til at beordre hovedstadens ældre til at blive hjemme i de næste fire måneder.

Samtidig skal Moskvas virksomheder lade mindst hver tredje af deres ansatte arbejde hjemmefra.

Borgmester Sergej Sobjanin har også udvidet kravet om, at ansatte i servicesektoren i Moskva bliver vaccineret. De nye regler i hovedstaden træder i kraft mandag og gælder til 25. februar.

Ingen nemme løsninger

Den russiske regering har været tilbageholdende med at indføre nye restriktioner og nedlukninger, da landets økonomi og opbakningen til præsident Putin led et alvorligt knæk, da Rusland sidste år blev tvunget til at lukke ned på grund af stigende smitte.

Men den seneste tids udvikling har tvunget regeringen til at handle.

- Der er ingen nemme løsninger. Jeg vil betegne dem som nødvendige, siger den russiske premierminister, Mikhail Misjustin, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Rusland har registreret omkring 221.000 dødsfald blandt coronasmittede siden pandemiens start, men myndighederne er ifølge AFP blevet beskyldt for at underrapportere antallet.

Tidligere på måneden offentliggjorde det statslige statistikbureau Rosstat tal, som peger i retning af, at det samlede dødstal snarere ligger over 400.000.

Desuden viser tal fra statistiksiden Statista, at kun omkring hver tredje russer er færdigvaccineret.

Flere lande oplever stigning

Som nævnt er flere lande udfordrede på grund af stigende coronasmitte.

I Letland indfører de nu en fire måneder lang gen-nedlukning som det første land i EU. Det skyldes en markant stigning i antal smittede på det seneste og en frygt for, at sundhedsvæsenet kan kollapse.

Samtidig advarer myndighederne i Polen mod en eksplosion i antal smittede, som måske kan ende med at kræve "drastiske tiltag".

Også Storbritannien risikerer at blive kastet ud i endnu en alvorlig coronakrise, hvis ikke regeringen omgående genindfører en række restriktioner. Sådan lyder advarslen onsdag fra en række britiske sundhedsmyndigheder.