Coronavirus

Letland lukker det meste af landet efter smittestigning

En af årsagerne til smittestigning i Letland er, at kun knap halvdelen af befolkningen er fuldt vaccineret.

Regeringen i Letland lukker fra torsdag det meste af landet ned på ny for at få en smittestigning med coronavirus under kontrol.

Det oplyser premierminister, Krisjanis Karins, mandag aften efter et møde i landets coronakriseråd.

For at få styr på smittespredningen vil der fra 21. oktober til 15. november blive indført flere restriktioner i det baltiske land.

Tilbage til fjernundervisning

Det betyder blandt andet, at alle butikker og virksomheder – med undtagelse af dem, der tilbyder essentielle ydelser – skal holde lukket.

Landets skoler skal gå tilbage til fjernundervisning, mens folk kun har lov til at forlade hjemmet mellem klokken 20 og klokken 5, hvis de har en særlig grund til dette.

Tiltagene ventes at blive formelt godkendt onsdag.

Coronasituationen har på det seneste udviklet sig til det værre i Letland, selvom landet løbende har indført nye restriktioner.

Sundhedsmyndighederne oplyste mandag, at der de seneste fjorten dage er blevet registreret cirka 1307 nye smittede per 100.000 indbyggere. Det er det højeste niveau i landet, siden pandemiens begyndelse.

En af årsagerne til smittestigningen er, at kun knap halvdelen af landets 1,9 millioner indbyggere er blevet fuldt vaccineret mod corona.

Regeringen har ellers i månedsvis forsøgt at få flere til at lade sig vaccinere, men kun med moderat succes.

Ifølge statistikbanken Statista har Letland de seneste syv dage registreret 84 døde med covid-19. Det svarer til 4,4 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning har Danmark den seneste uge registreret 0,2 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Letland har under hele pandemien registreret 185.614 smittede og 2890 døde med covid-19.