Coronavirus

Engang lå Storbritannien forrest i vaccineræset – nu står en hård vinter for døren

En tiendedel af børn mellem 7 og 11 år anslås at have haft coronavirus i løbet af sidste uge. En forsker kalder dødstallene for uacceptable.

Det var muntre tider, da Storbritannien som en af de første nationer i Europa i juli åbnede samtlige dele af samfundet uden coronarestriktioner.

Nu ser det hele noget mere efterårsgråt ud.

I hvert fald advarer den britiske regering nu om, at landet ser ind i nogle særdeles hårde måneder, hvor smittetallene vil stige, og der ifølge regeringens egne eksperter er overhængende fare for, at sundhedsvæsenet bringes under hårdt pres.

Bekymrende situation

Antallet af daglige smittede i Storbritannien er steget støt gennem oktober og nåede mandag op på 49.156 nye smittede. Det er blot 19.000 færre end 8. januar 2021, hvor allerflest briter blevet testet positiv.

Og det er det højeste niveau siden 17. juli, hvor en hård smittebølge også havde ramt Storbritannien.

Hvis den nuværende tendens fortsætter, vil smittetallene vokse noget tid endnu, siger Andrew Hayward, som er epidemiolog og rådgiver for den britiske regering, til mediet GB News. Og så kan det ifølge ham bliver svært at finde plads og personale nok i sundhedsvæsenet.

Andrew Hayward kalder coronasituationen, som den ser ud i øjeblikket, for bekymrende, fordi der er "enormt potentiale for, at sundhedsvæsenet kommer under massivt pres."

Regeringen: Vi går "udfordrende" tid i møde

Men selvom der er tale om relativt høje coronatal, er det ikke som sådan overraskende, lyder det fra en talsmand for den britiske premierminister, Boris Johnson.

- Vi har altid vidst, at de kommende måneder ville blive udfordrende, siger han ifølge The Guardian og fortsætter:

- Vi ser, at antallet af smittede, indlagte og døde med covid-19 nogenlunde harmonerer med de modeller, vi havde for nogle måneder siden. Vaccinationsprogrammet er vores primære forsvarsværk.

Vi bliver nødt til potentielt at tænke over andre foranstaltninger, hvis tingene kommer ud af kontrol

Andrew Hayward, epidemiolog

Fra regeringen lyder det, at vaccinationerne sørger for at bryde den direkte sammenhæng mellem høje smittetal og høje indlæggelses- og dødstal.

Ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University var antallet af britiske døde med coronavirus da også flere gange højere, sidste gang smittetallene befandt sig på samme niveau.

Men ifølge The Guardian var antallet af døde i sidste uge 11,4 procent højere end ugen før, mens indlæggelsestallet sidste uge var steget med 6,9 procent i forhold til ugen før.

Forbindelsen er ikke brudt

I The Guardian siger Kit Yates, der er matematisk biolog på britiske University of Bath, at man ikke kan afskrive smittetal som en vigtig indikator på, hvordan det går med epidemien.

- Smittetallene betyder ikke det samme, som de gjorde før vaccination, men forbindelsen mellem smittede og døde er ikke brudt, siger Kit Yates.

Herefter påpeger hun det ifølge hende "uacceptable" i, at Storbritannien i øjeblikket registrerer flere end 120 daglige dødsfald med covid-19.

- Når man ser på tallene fra vores naboer i Europa, bliver det tydeligt, at det ikke behøver at være sådan her, tilføjer hun.

To tredjedele er vaccineret

Mens Storbritannien var blandt de allerhurtigste til at vaccinere sin befolkning indtil midt på sommeren, er de siden droppet ned af ranglisten. Ikke fordi de ikke har adgang til vacciner nok, men snarere fordi mange briter ikke ønsker at lade sig vaccinere.

I skrivende stund er to tredjedele af alle briter vaccineret, men særligt blandt de yngre befolkningsgrupper kæmper myndighederne med at få folk til at lade sig stikke i armen. I nogle dele af England har kun fem procent af de 12 til 15-årige ladet sig vaccinere, og det afspejler sig også i smittetallene særligt blandt børn.

Ifølge den officielle britiske statistikmager, Office for National Statistics, har omkring hvert tiende britiske barn mellem 7 og 11 år haft coronavirus i løbet af sidste uge.

Som grund til de høje smittetal peger epidemiolog Andrew Hayward over for Sky News desuden på, at efterårets ankomst som regel bringer en stigning i antallet af lungeinfektioner med sig. Samtidig påpeger han, at det er ved at være lang tid siden, mange briter blev vaccineret, hvorfor immuniteten i samfundet kan være på vej ned.

Derfor mener han også, at den britiske regering ikke bør udelukke at tage skrappere metoder i brug for at holde epidemien stangen.

- Vi bliver nødt til at få vaccinationsraterne op, og vi bliver nødt til potentielt at tænke over andre foranstaltninger, hvis tingene kommer ud af kontrol, siger Andrew Hayward.