Udland

En hård dag for Polens premierminister i Europa-Parlamentet

Striden mellem Polen og EU var tirsdag til debat i Bruxelles, hvor skeptiske parlamentarikere talte om et muligt polsk farvel til EU.

Den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, var på en næsten umulig opgave i Europa-Parlamentet tirsdag.

Han skulle forklare europaparlamentarikerne i Strasbourg den polske side af den principielle strid mellem Polen og EU.

- Jeg kan se på jeres ansigter, at I er uenige. Og jeg forstår ikke hvorfor, sagde han til de skeptiske parlamentarikere.

- Jeg er her for at forklare. Man bør ikke sprede løgne om, at Polen ønsker at forlade EU, men EU-lovgivningen må aldrig true et medlemslands forfatning, sagde den polske premierminister.

Striden mellem Polen og EU-systemet brød for alvor ud for to uger siden, da den polske forfatningsdomstol afgjorde, at EU-domstolens afgørelser ikke kan stå over den polske forfatning.

Det betyder, at den polske regering i visse tilfælde har ret til at ignorere afgørelser fra EU-domstolen.

I EU ses det som en udfordring af de mest fundamentale principper i det europæiske fællesskab.

- Retsstatsprincippet er den lim, som holder unionen sammen og er essentielt for at beskytte de værdier, EU er grundlagt på. Vi kan og må ikke tillade, at vores fælles værdier krænkes. Kommissionen vil handle, sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der også talte til Europa-Parlamentet.

EU har foreløbigt reageret ved at ramme Polen der, hvor det gør ondt – nemlig på pengene.

Polen står til at modtage 36 milliarder euro som landets del af EU’s enorme genopretningspakke, der skal bringe EU's medlemslande nogenlunde helskindet gennem coronakrisen.

Men EU-Kommissionen har indtil videre nægtet at udbetale penge til Polen, så længe Polen ikke vil indordne sig under EU's retsprincipper.

"Det er jer, der går mod døren. I bliver ikke skubbet"

Både i Europa-Parlamentet og i Polen er striden talt op til, at den kan få konsekvenser for Polens EU-medlemskab.

Tirsdag understregede for eksempel Manfred Weber, der er leder af den konservative gruppe i Europa-Parlamentet, at Polen selv sætter sit EU-medlemskab i fare.

- Vi har fælles spilleregler, vi skal overholde. Ja, medlemslandenes forfatning er altafgørende, men de fælles regler i vores fællesskab er vigtigere. Hvis man afviser de fælles europæiske regler, presser man sig selv ud af unionen. Polens udtræden kommer tættere og tættere på, sagde han.

Lyn-analyse

Der er jo en forfatningskamp i Europa. Naturligvis er der det, for man forsøger at binde stolte nationalstater sammen i en anden form for samarbejde end det, man historisk har haft. Og undervejs er der knaster hele tiden. Den polske regering vil nok sige, at de ikke er ude på at komme ud af EU, men at de vil teste skillelinjen mellem, hvad der er EU's, og hvad der er nationalstaternes opgave. Det er det, som Polen nu har kørt helt op på et principielt niveau. De siger, at ifølge deres grundlov har de lov til at fravælge visse dele af EU's fælles regler.

Og lederen af den socialistiske gruppe i Europa-Parlamentet, spanske Iratxe Garcia Pérez, understregede, at hvis Polens EU-medlemskab ender med at komme i fare, er det Polens eget valg:

- Det er jer, der går mod døren. I bliver ikke skubbet. Men I skal forstå, at man kommer her frivilligt, sagde hun tirsdag til den polske premierminister.

I Polen har udtalelserne ikke været mildere.

For eksempel har Marek Suski fra det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) tidligere sagt til nyhedsbureauet AP, at Polen "vil bekæmpe besættelsesmagten fra Bruxelles" på samme måde, som man tidligere har bekæmpet besættelsesstyrkerne fra Nazityskland eller Sovjetunionen.

Afviser "Polexit"

Hverken den polske premierminister eller EU-Kommissionens formand vil dog sætte spørgsmålstegn ved Polens medlemskab af EU – det såkaldte "Polexit".

Perspektiv

Polens opgør med dommerne

Demonstration til støtte for kritisk dommer foran den polske højesteret i sommeren 2020.

Polens regeringsparti, PiS, har flere gange været på kollisionskurs med EU i spørgsmål om domstolenes uafhængighed, rettigheder for homoseksuelle og pressefrihed.

Særligt spørgsmålet om de polske domstole har skabt konflikt.

Den polske regering har ændret reglerne for, hvordan polske dommere kan udnævnes, forflyttes og blive sendt på pension – og hvordan de kan blive straffet af en disciplinærdomstol for de domme, som de afsiger.

PiS kalder reglerne et opgør med dommere, der har siddet siden kommunisttiden. Men mange polske dommere mener – med opbakning fra EU – at regeringen forsøger at sikre sig en urimelig kontrol med domstolene.

Ifølge Mateusz Morawiecki handler striden alene om, at Polen ønsker at trække en grænse for, hvad EU kan bestemme.

Og grænsen går ved den polske forfatning, understregede han.

- Det er medlemsstaterne, der bestemmer, hvad EU's kompetencer er. EU kan bestemme meget, men ikke alt, sagde den polske premierminister.

Omvendt er der heller ikke megen lyst til et kompromis hos de øvrige EU-medlemslande.

- Vi bliver nødt til at tale sammen, men jeg kan ikke se nogen mulighed for et kompromis, sagde for eksempel den tyske europaminister, Michael Roth, tirsdag.

- Det må munde ud i et klart løfte om at holde det, vi lovede, dengang vi gik med i EU. Der kan ikke laves særaftaler, siger han til nyhedsbureauet Reuters.