Udland

Blev dømt for drab som 13-årig – nu kommer han på fri fod

Efter 10 afvisninger er amerikanske Eric M. Smith som 41-årig blevet godkendt til prøveløsladelse.

Eric M. Smith var bare 13 år, da han i 1993 dræbte en fireårig dreng med en stor sten i det vestlige New York.

Siden da har han siddet bag tremmer og afsonet sin dom, men nu er han som 41-årig snart en fri mand.

Efter et møde med prøveløsladelsespanelet tidligere på måneden – i øvrigt for 11. gang – blev Smith godkendt til prøveløsladelse, skriver nyhedsbureauet AP.

Dermed står han til at blive løsladt fra fængslet 17. november.

Drab i skovområde

Tilbage i 1993 var Eric M. Smith 2. august på vej hjem fra en sommerlejr, hvorfra han var blevet hjemsendt på grund af dårlig opførsel.

På vejen mødte han den fireårige Derrick Robie, der var på vej til selvsamme lejr, men Smith fik lokket Robie med ind i et nærliggende skovområde.

Her kvalte Smith den fireårige dreng, kastede en stor sten ned over hovedet på ham og stak en pind op i drengens endetarm. Dødsårsagen blev senere fastslået som stump vold med kvælning som medvirkende årsag.

Seks dage efter overfaldet indrømmede Smith drabet over for sin mor og meldte sig selv til politiet.

Sagen vakte stor opsigt i USA på grund af den lave alder hos såvel offer som gerningsmand.

Psykisk sygdom blev afvist

Ved retssagen i 1994 blev Eric M. Smith kendt skyldig i drab og idømt den hårdest mulige straf for en mindreårig, fængsel i minimum ni år og op til livstid.

Under retssagen argumenterede hans advokat for, at Smith var psykisk syg. Ifølge forsvarets diagnose led Smith af en adfærdsforstyrrelse, der karakteriseres ved pludselige, eksplosive vredesudbrud.

Men anklagemyndigheden fik lavet sin egen udredning og afviste diagnosen. Der var intet, der forklarede drengens voldelige adfærd, lød det.

De første år af sin straf afsonede Eric M. Smith i et ungdomsfængsel, inden han blev overført til et åbent fængsel for unge voksne. Siden 2001 har han siddet i fængsel med andre voksne.

Fik afslag ti gange

Under sin afsoning skrev Smith et brev, hvori han undskyldte til Derrick Robies familie. Brevet læste han op under en tv-transmission.

- Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ville jeg bytte plads med Derrick og udholde al den smerte, jeg har forvoldt ham. Hvis det betød, at han kunne leve videre, ville jeg bytte plads, men det kan jeg ikke.

Han har senere forklaret, at han under sin opvækst blev mobbet af sin egen far, søskende og klassekammerater, og at han lod sin vrede gå ud over Robie.

Siden 2002 har Smith gentagne gange forsøgt at blive prøveløsladt, men hver gang har han fået afslag. Senest i 2020.

Men i 11. forsøg – efter 27 år bag tremmer – lykkedes det.