Udland

De mistede livet i norsk angreb

Flere medier har samlet informationer om de fem personer, der blev dræbt i Kongsberg.

De hed Andréa Meyer, Hanne Merete Englund, Liv Berit Borge, Gunnar Erling Sauve og Gun Marith Madsen.

Det var de fem mennesker, der mistede livet i angrebet med bue og pil i Kongsberg onsdag aften.

Politiet har tidligere på eftermiddagen lørdag sat navn på de dræbte, og flere medier har samlet informationer om de fem dræbte.

Liv Berit Borge og Gunnar Erling Sauve

Liv Berit Borge og Gunnar Erling Sauve var begge 75 og ifølge Aftonbladet boede de sammen i Hyttegata, hvor flere af de dræbte boede.

Liv Berit Borge arbejdede i en kunstorganisation, og Gunnar Erling Sauve havde en lang karriere som dommer bag sig.

Deres pårørende fik at vide torsdag eftermiddag, at parret var døde.

De efterlader sig flere børn og børnebørn.

Gun Marith Madsen

Gun Marith Madsen blev 78 år og var en kendt kunstner, der arbejdede under pseudonymet Gun Mads. Ligesom parret boede hun i Hyttegata, men alene.

Aftonbladet har talt med en bekendt, der fortæller, at hun var en meget farverig person, der blandt andet havde helt rødt tøj på efter valget og glædede sig til, at den nyvalgte Jonas Gahr Støre skulle overtage posten som statsminister.

Hun skal blandt andet have æren for at gøre Hyttagata til en kunstnergade, fortæller den bekendte.

Gun Marith Madsen efterlader sig en søn.

Hanne Merete Englund

Hanne Merete Englund blev 56 år. Hun var keramiker, boede i Hyttegata, og ifølge NRK var hun højt respekteret i byen.

Mediet skriver, at en nabo beskriver hende som en "solstråle" og siger, at hun var en samlende figur i gadebilledet.

Andréa Meyer

Andrea Meyer blev 52 år.

Samme nabo siger om hende, at hun var høflig, imødekommende og optaget af menneskene omkring hende.

Hun var freelancer og oprindeligt fra Tyskland.

For syg til at afhøre yderligere

Onsdag aften kom der meldinger om, at en person skød med bue og pil på gader og inde i bygninger i den norske by Kongsberg, der ligger omkring 80 kilometer fra Oslo.

Lidt efter kom det frem, at fem personer havde mistet livet, og tre blev såret.

37-årige Espen Andersen Bråthen har erkendt forholdene omkring drabene. Han er dansk statsborger men har boet det meste af sit liv i Norge.

Politiet mener, at den mest sandsynlige tese er, at han arbejdede alene.

Politiet oplyste også på pressemødet lørdag, at de har afhørt den 37-årige flere gange, men han er nu blevet for syg til yderligere afhøringer og overført til en lukket institution.