Udland

Britisk parlamentsmedlem dræbt under vælgermøde

Politiet leder nu efter vidner til drabet.

Det konservative britiske parlamentsmedlem David Amess er død efter at være blevet stukket flere gange under et møde i sin valgkreds Southend West i Essex.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og britiske Sky News.

Hændelsen har fundet sted i en kirke i byen Leigh-on-Sea i Essex, der ligger omkring 60 kilometer øst for London.

Politiet i Essex skriver på Twitter, at de er blevet kaldt ud til et knivstikkeri i Leigh-on-Sea, hvor de har anholdt en 25-årig mand og ikke leder efter flere mistænkte. De skriver derudover, at offeret for angrebet senere døde af sine kvæstelser.

Ifølge flere britiske medier omhandler politiets tweet angrebet mod David Amess. Desuden er historien blevet bekræftet af David Amess' egne folk, skriver The Guardian.

Valgt ind i 1983

I en pressemeddelelse skriver Essex Police, at de nu leder efter vidner, ligesom de takker offentligheden for at reagere og tilkalde politiet hurtigt.

The Independent skriver derudover, at området er blevet spærret af for offentligheden, og at der er flere ambulancer og politifolk til stede.

Den nu afdøde 69-årige David Amess blev første gang valgt til parlamentet i 1983. Af hans hjemmeside fremgår det, at hans primære politiske mærkesager omhandler dyrevelfærd og en begrænsning i adgangen til abort.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har udtrykt sin sorg over drabet fredag eftermiddag:

- Alle vores hjerter er fyldt med chok og sorg over David Amess' død. Han blev dræbt i sin valgkreds i en kirke efter næsten 40 års utrættelig tjeneste for folket i Essex og hele Storbritannien, har Johnson udtalt ifølge nyhedsbureaet Reuters.

Politiker skudt på åben gade 2016

Hændelsen sætter endnu engang fokus på britiske parlamentsmedlemmers sikkerhed.

Tilbage i 2016 blev parlamentsmedlemmet Jo Cox fra Labour-partiet skudt og stukket ihjel på åben gade i den engelske kommune West Yorkshire.

Lyn-analyse

Lige nu er landet i sorg, men angrebet har også sat en diskussion i gang, når det kommer til politikeres sikkerhed ude i valgkredsene. 

En af dem, der har reageret med dyb sorg, er manden til den afdøde Labour-politiker Jo Cox, som også blev stukket ned og dræbt i sin valgkreds i 2016.

Politikerne ønsker jo at være tilgængelige for lokalbefolkningen, men det kan jo blive rigtig svært, når det kommer til stykket, og når man kan begynde at samle de sager, hvor politikere kommer til skade eller omkommer ude i deres kredse.

Øjenvidner fortalte dengang til Sky News, at det 41-årige parlamentsmedlem blev efterladt blødende på fortovet i byen Birstall nær Leeds. Overfaldet fandt sted i nærheden af byens bibliotek, hvor flere hørte to skud blive affyret.

Desuden blev parlamentsmedlemmet Stephen Timms fra Labour stukket ned i 2010 på sit kontor i sin valgkreds, East Ham. Stephen Timms overlevede angrebet.