Udland

Sigtet dansker afhørt i mere end tre timer i nat

Mandens motiv til det dødelige angreb er stadig uvist.

Den 37-årige danske statsborger, der er sigtet i sagen om fem drab i den sydnorske by Kongsberg onsdag aften, vil samarbejde med politiet.

Det fortæller forsvarsadvokat Fredrik Neumann, der har bistået den danske mand i sagen, til TV 2.

- Jeg har snakket med min klient, og vi har været afhørt i nat, siger Fredrik Neumann.

Ifølge forsvarsadvokaten varede afhøringen mere end tre timer fra klokken 01.30 og indtil omkring klokken 05.00 torsdag morgen.

Ukendt motiv

Den danske mand har afgivet sin forklaring til politiet. Han har erkendt begivenhederne, men har ikke erklæret sig skyldig.

Mandens motiv til det dødelige angreb i aftes er stadig uvist.

- Det har jeg ingen kommentar til, lyder det fra forsvarsadvokaten.

Han oplyser, at den 37-årige dansker har en dansk mor og en norsk far.

Politibetjent såret

Norsk politi fik de første meldinger om, at en mand skød efter andre mennesker med en bue og pil i byen Kongsberg, klokken 18.13 onsdag aften.

Derefter igangsatte politiet en aktion, som blandt andet involverede en politihelikopter og et hold af bomberyddere.

Efterfølgende er det også kommet frem, at gerningsmanden gjorde brug af andre våben. Hvilke er dog fortsat uvist.

Efter en halv times tid blev den danske mand anholdt.

Det skete klokken 18.47 efter en konfrontation, hvor betjente måtte affyre varselsskud.

Foruden de fem dræbte personer blev to personer såret i angrebet, herunder en politibetjent i civil.