Udland

Norsk politi: Gerningsmand dræbte ofre efter kontakt med politiet

Ifølge tidligere dansk drabschef kan det potentielt få konsekvenser, hvis det viser sig, at politiet kunne og burde have reageret anderledes.

En 37-årig dansk statsborger er blevet anholdt og sigtet efter et angreb med bue og pil, hvor fem personer døde, og tre blev såret i den sydnorske by Kongsberg onsdag aften.

Da politiet første gang klokken 18.18 var i kontakt med gerningsmanden, blev betjentene beskudt med pile.

Det oplyser politichef Ole Bredrup Sæverud på et pressemøde torsdag formiddag.

I tiden herefter og indtil klokken 18.47, hvor det lykkedes politiet at anholde manden, nåede gerningsmanden at udføre flere drab.

- Ud fra det vi ved, fremstår det rimelig klart, at nogen, sandsynligvis alle, er dræbt, efter politiet var i kontakt med gerningsmanden første gang, siger Ole Bredrup Sæverud.

Han oplyser, at den videre efterforskning vil vise, hvad der skete.

- Det er et uoverskueligt område, og der var mange patruljer i aktion. Præcis hvorfor det tog en halv time at pågribe gerningsmanden, ved jeg ikke, siger Ole Bredrup Sæverud.

Kan påvirke politiets selvforståelse

Ifølge Jens Møller, tidligere vicepolitiinspektør og drabschef i Københavns Politi, kan det påvirke politiets selvforståelse, hvis alle fem drab blev foretaget, efter at de ankom til stedet.

- Der vil selvfølgelig være grund til kolossal ærgrelse og nok også en lille smule ængstelighed i forhold til, om man kunne have reageret anderledes og dermed have lavet en anholdelse tidligere, siger Jens Møller.

Han sammenligner situationen med terrorangrebet på den norske ø Utøya i 2011, hvor politiet efterfølgende fik kritik for at være for langsomme til at reagere.

- At man her starter en efterforskning med at være langsomme til at anholde gerningsmanden, og man samtidig kan konstatere, at den sigtede slog fem personer ihjel, efter politiet havde kontakt til ham, vil sætte sig i både de enkelte politifolk, men også i systemet, siger Jens Møller.

Den tidligere drabschef fortæller, at hændelserne på Utøya har medført, at offentligheden formentlig vil kæmpe hårdere for at få et svar på, hvad der skete i Kongsberg. Og at myndighederne vil bruge ekstra kræfter på at dykke ned i sagen.

- Jeg tror, at der sidder et latent ønske i befolkningen om at få at vide, hvad der skete. Man vil gerne have bekræftet, at der ikke var andet at gøre, så man ikke ender i "øv igen"-scenariet, siger han.

Tidligere drabschef: Klogt at politiet adresserede detaljer

Jens Møller bed mærke i, at den norske politichef frivilligt informerede offentligheden om, hvornår ofrene sandsynligvis blev dræbt.

- Det er en klog taktik, men det er måske også, fordi man ved, at det vil blive nævnt alligevel, siger den tidligere drabschef.

Han fortæller, at det må "gøre ondt" på politiet, at det tog dem næsten en halv time at anholde den 37-årige gerningsmand.

- Det er virkelig uheldigt, hvis det viser sig, at gerningsmanden dræbte alle fem, efter han var i kontakt med politiet. Det er ikke en ønskeposition for politiet, siger Jens Møller.

Ifølge ham kan det potentielt få konsekvenser for politiet, hvis det viser sig, at politiet kunne og burde have reageret anderledes. Men det kræver en "meget nøje" undersøgelse af sagen, fortæller den tidligere drabschef.

- Men det kan jo godt være, at politiet kom frem til stedet og kun fik et kort blik af ham, inden han forsvandt. At det bare var kortvarig, visuel kontakt, der ikke gav mulighed for anholdelse, siger Jens Møller.