Dansk milliardeksport på spil i EU’s Brexit-opgør med Storbritannien
EU forsøger nu at redde Brexit-aftale, som briterne vil rive i stykker.
EU’s Brexit-forhandler, Maros Sefcovic, rejser torsdag til London i et sidste forsøg på at redde Brexit-aftalerne med Storbritannien.
Det er en næsten umulig opgave. For samtidig afviser den britiske Brexit-minister, Lord Frost, at Storbritannien kan leve med de eksisterende aftaler. Så en handelskrig mellem EU og Storbritannien truer i horisonten, forudser Lord Frost i Financial Times.
Dermed er også Danmarks 85 milliard kroner store eksport til briterne på spil.
Problemet for den britiske Brexit-minister er et helt specielt tillæg til Brexit-aftalen, nemlig den såkaldte Nordirland Protokol. Den er særdeles upopulær i Nordirland.
Men protokollen er underskrevet af premierminister Boris Johnson og er dermed en bindende international traktat. Så briterne søger efter en anledning til at komme af med protokollen – eller i det mindste gøre teksten ligegyldig.
Ovenikøbet fortalte Boris Johnsons tidligere rådgiver Dominic Cummings onsdag, at premierministeren allerede fra starten var fast besluttet på at løbe fra sin egen underskrift.
Planlagt snyd
Da Boris Johnson i 2019 indgik Nordirland Protokollen med EU, var det i stedet meningen at snyde EU, lød det. Man ville blot sikre bedre handelsaftaler med de 27 EU-lande i den endelige Brexit-traktat, fremgår det af The Guardian.
Dominic Cummings var topembedsmand i Downing Street indtil november 2020. Han understreger, at det var altafgørende at få en god handelsaftale i Brexit-forhandlingerne i 2019.
Det var ligegyldigt, om Storbritannien så senere måtte bryde internationale traktater, altså Nordirland Protokollen, fremgår det af hans indlæg på Twitter.
Dominic Cummings' påstand om bevidst snyd støttes af den daværende leder af den mest EU-fjendtlige gruppe i det britiske parlament European Research Group, Steve Baker.
Beskeden var ifølge ham, at parlamentet bare skulle støtte Nordirland Protokollen. For "man kunne lave den om senere", skriver The Guardian.
EU-indrømmelser
Modstanden mod protokollen i den britiske regering gør, at der er ringe udsigter for forhandlingerne i denne uge mellem Brexit-minister Frost og EU kommissær Sefcovic.
Den britiske Brexit-minister har nemlig på forhånd gjort det klart, at briterne forlanger helt grundlæggende indrømmelser. EU kan ikke slippe med praktiske indrømmelser, men skal helt opgive EU-Domstolens rolle i at sikre protokollen, skriver Financial Times.
Alligevel fremlagde Maros Sefcovic onsdag aften en lang stribe indrømmelser, der på det praktiske plan tager hensyn til næsten alle de anklager om bureaukratisk besvær, som både de handlende og lokalregeringen i Nordirland klager over.
Da Nordirland Protokollen betyder, at provinsen forbliver i EU’s indre marked, er der toldkontrol for varer, der sendes fra Storbritannien til Nordirland. Og det har skabt voldsom irritation både i Storbritannien og i provinsen.
Listen er lang, fremgår det af Irish Times’ gennemgang på Twitter. Så EU-Kommissionen forsøger at vise god vilje over for nordirerne.
80 procent af kontrollen væk
For eksempel tilbyder EU at fjerne 80 procent af sundhedskontrollen med varer, der sendes fra Storbritannien til den nordirske provins. Man vil samtidig droppe halvdelen af al toldkontrol.
EU vil også helt droppe kontrol med varer, som ikke skal sælges videre til Irland og dermed til EU, men kun skal til Nordirland.
Her er EU villig til at stole på de handlendes oplysninger uden at kontrollere dem.
Men det politisk afgørende er, at EU-kommissæren samtidig fastholder, at EU-Domstolen fortsat skal være den øverste domstol, når det gælder den omstridte protokol. Så her er der ingen udsigt til kompromis i forhandlingerne de kommende dage.
Og alle ved, at et sammenbrud betyder handelskrig mellem EU og Storbritannien, hvis begge parter står fast på deres krav. Så alt er stadigvæk på spil.
EU straffer briterne
I første omgang tales der i Bruxelles om EU-sanktioner mod handelen mellem EU og Storbritannien, hvis forhandlingerne bryder sammen. Men også fiskeriet kommer på spil, siger den franske regeringstalsmand Gabriel Attal ifølge nyhedsbureauet AP.
Så det er tunge skyer, der hænger over kampen omkring protokollen. Og den britiske regering strammede onsdag aften sine krav før starten af forhandlingerne. Det oplyser Irish Times’ korrespondent Tony Connelly på Twitter.
Briterne kræver således "betydelige ændringer" i hjertet af protokollen. Det vil på almindeligt dansk sige EU-Domstolens rolle.
Så der er ikke lagt op til noget kompromis fra nogen af siderne. Hele Brexit-aftalen er derfor nu på spil.