Muammar Gaddafi fejrede 40-årsjubilæum som diktator 2. september 2009.
Udland

Kongernes konge mistede alt, og så blev han spiddet bagfra

For ti år siden blev Libyens diktator lynchet af en rasende folkemængde, men hans død frelste ikke landet. Her er fortællingen om hans sidste døgn.

Den nordafrikanske nat var sort som råolie, når lysglimtene holdt pause over den belejrede by.

Det havde stået på i dagevis nu.

Jeg foretrækker at dø for libyske hænder

Muammar Gaddafi, diktator

Serier af lysglimt flængede nattehimlen. Glimtene blev efterfulgt af brag – ikke så voldsomme som tordenbrag, men farligere.

Uvejret her var menneskeskabt.

Regnen over Distrikt 2 i den libyske by Sirte bestod af artillerigranater og næsten tre meter lange Grad-raketter, som slog ned på må og få, mens folk krøb sammen i husene.

Men denne morgen var der mere travlt end normalt i Distrikt 2.

Oplysningerne om, hvad der dernæst skete i det nordlige Libyen 20. oktober 2011, stammer fra Humans Rights Watch, BBC Online, Al Jazeera og The Guardian.

Overraskelsesangrebet

Distrikt 2 var omringet af fjendtlige oprørssoldater og kunne ikke længere forsvares.

Mænd iført bandager, gummislanger og intravenøse drop blev forsigtigt flyttet ud i de firehjulstrækkere, små lastbiler og pickup-trucks, som blev gjort klar til en dristig operation før daggry.

Beslutningen om at tage de syge og sårede med på bilerne skulle vise sig at være fatal, men den øverstkommanderende, kendt som '1', ville ikke overlade sine venner til det barbariske sammenrend af beduiner, der var ved at indtage byen.

En af de krigere, som var ved at indtage området, hed Osama Swehli.

Han havde boet i London, håbede på frihed for folk i Libyen og kæmpede for at styrte landets diktator Muammar Gaddafi.

Osama Swehli lyttede til de radiosignaler, som kom ud fra Distrikt 2 i Sirte.

Og han havde en ret god fornemmelse af, hvem den mystiske Nummer 1, der blev talt om på radioen, var.

Det kunne næppe være andre end Muammar Gaddafis søn Moatissim.

En gåde på radioen

Det var også lykkedes at sætte navn på nummer 2 og nummer 3, men identiteten på en mystisk person, der blev omtalt som 'aktivet', forblev en gåde.

'Aktivet' var tilsyneladende en temmelig vigtig mand, for vedkommende blev konstant flyttet rundt, men Osama Swehli og hans fæller kunne ikke regne ud, hvem det var.

Når de tog soldater til fange i Distrikt 2, var fangerne ikke i stand til at sige, hvem 'aktivet' var.

Heller ikke selvom oprørerne brugte alle de afhøringsmetoder, som de kunne komme i tanker om.

Hvorfor er der ingen elektricitet, hvorfor er der ingen vand?

Muammar Gaddafi, diktator

Ingen af dem anede tilsyneladende, at 'aktivet' var den mand, som havde holdt Libyen i et jerngreb i 42 år.

Gaddafi snød alle

TV 2s journalist Rasmus Tantholdt var i Sirte 18. oktober, og han var så sikker på, at Muammar Gaddafi befandt sig et andet sted, at han valgte at flyve hjem for at fejre fødselsdag.

Alle vidste – eller troede, at de vidste - at Muammar Gaddafi skjulte sig et hemmeligt sted i Saharas gigantiske sandørken.

De tog fejl.

I virkeligheden var deres diktator flygtet til sin hjemby Sirte, da han mistede sit jerngreb om landet. Den magtfulde diktator, der før havde voldtaget unge piger i kælderen i sit palads i Tripoli.

Gaddafi stod bag så mange sexovergreb, at en dokumentarfilm på BBC i 2014 kunne afsløre, hvordan diktatoren havde en gynækolog i sit palads til at undersøge piger helt ned til 14 år for sygdomme, inden han forgreb sig på dem.

Men i de seneste uger havde det ikke været den 69-årige mands liv.

Muammar Gaddafi var flygtet i slutningen af august 2011, da oprørerne havde fordrevet hans soldater fra hovedstaden Tripoli.

Det gik så hurtigt, at diktatoren ikke fik sit fotoalbum med.

Gaddafi bliver vred

Efter Tripolis fald havde diktatoren og hans inderkreds holdt hof i centrum af Sirte.

Her var boligblokke, som havde de mest moderne fornødenheder, men i takt med at oprørerne pressede på, blev situationen mere og mere desperat.

Muammar Gaddafi måtte flytte fra hus til hus med få dages mellemrum. Diktatorens mænd måtte gennemrode køkkenskabe og spisekamre for at skaffe mad – derfor måtte de spise pasta og ris næsten hver eneste dag.

Vand var der heller ikke meget af. Bombardementerne ødelagde vandtankene i byen, og elforsyningen var smadret.

Det gjorde diktatoren vred.

- Hvorfor er der ingen elektricitet, hvorfor er der ingen vand? spurgte Muammar Gaddafi sin sikkerhedschef Mansour Dhao, men sikkerhedschefen var ikke i stand til at komme med et fyldestgørende svar.

Svigtet

Muammar Gaddafi skældte også ud på Italiens premierminister Silvio Berlusconi, Tyrkiets premierminister Erdogan og den britiske premierminister Tony Blair.

Han regnede dem for sine venner og håbede på hjælp fra dem, men alle havde svigtet ham.

Og han kunne ikke få svar på hvorfor. Det var sandt nok, at han havde stået bag terrorangreb i Storbritannien i 1988, men han havde jo haft held til at reparere sit omdømme.

I det hele taget var der rigtig mange ting, som Gaddafis inderkreds ikke kunne få svar på.

Ingen elektricitet betød nul tv, ingen nyheder og kun ganske lidt kommunikation med omverdenen.

Jeg vil forsøge at finde dig en vej ud af det her

Mutassim Gaddafi, øverstkommanderende

Faktisk havde sikkerhedschefen Mansour Dhao en satellittelefon, men den var farlig at anvende, da den kunne afsløre, hvor diktatoren befandt sig, og NATO havde angrebslystne jagerfly på vingerne konstant.

Alligevel brugte sikkerhedschefen af og til telefonen til at kontakte folk, som kunne fortælle, hvad der foregik på nyhedskanaler som Russia Today, Al Rai fra Kuwait eller France 24.

Der var langt mellem de gode nyheder.

En diktator alene med sig selv

Oprørerne var trængt så langt ind i Sirte, at bydelen Distrikt 2 var den sidste bastion.

Her var oprørernes granater og raketter flere gange tæt på at ramme diktatoren.

Muammar Gaddafis livvagter blev såret, men der var ingen læge hos diktatoren, så sårene kunne ikke behandles ordentligt.

I mangel på kommunikation med omverdenen gav Muammar Gaddafi sig til at snakke med Gud, så han brugte sine dage på at bede og stirre ud i luften i skæret fra stearinlys, mens hans søn Moatissim organiserede udbruddet fra den belejrede by.

Et udbrud, som Muammar Gaddafi frygtede kunne blive fatalt.

- Jeg er eftersøgt af den internationale krigsforbryderdomstol. Intet land vil have mig. Jeg foretrækker at dø for libyske hænder, sagde diktatoren til sin sikkerhedschef.

Soldaterne skulle først drikke te

Den store offensiv ud af byen var planlagt til mellem klokken 03.30 og 04.30 om morgenen. Udbruddet skulle bogstaveligt talt tage oprørerne på sengen.

De soldater, som gjorde bilerne klar, var godt nok meget loyale, men de var ikke ret professionelle.

Nogle foretrak at sove lidt ekstra, andre bryggede te, mens de sidste forsøgte at få civile, syge og sårede på plads i de rigtige biler.

Det var frivilligt, om man ville med i konvojen – men alternativet virkede skræmmende på mange.

Så i stedet for at køre ud med en lille slagkraftig militærenhed i ly af mørket, endte operationen som et klodset optog, der satte sig i bevægelse klokken 08.00 om morgenen.

På det tidspunkt var både solen og oprørerne stået op.

Der var omkring 50 køretøjer og 250 personer i konvojen. De fleste biler var firehjulstrukne pickup-trucks med maskingeværer og antiluftskytskanoner på ladet.

Truslen fra Las Vegas

Men krudt og kugler kan ikke stille ret meget op mod moderne fly og slet ikke mod den slags fly, hvor piloten sidder på en kontorstol i Las Vegas.

Motoren i den Toyota Landcruiser, som Muammar Gaddafi havde sat sig ind i, var ikke engang blevet varm endnu, da konvojen kørte ind i de første vanskeligheder.

Oprørerne havde lagt sig i baghold.

Konvojen kørte ud gennem den store rundkørsel, som markerede Sirtes vestlige bygrænse, og oprørerne åbnede ild mod bilerne.

Hvad er dette, mine sønner, hvad er det, I gør?

Muammar Gaddafi, diktator

Projektilerne fløj gennem bilernes blikplader og ramte de mennesker, der var klumpet sammen på sæderne.

Skytterne på den sværtbevæbnede konvoj svarede igen – og selvom der var blod i bilerne, lykkedes det Gaddafis folk at bevare momentum.

Konvojen var stadig på vej fremad.

Den havde kørt omkring fem kilometer, da der lød et gigantisk brag.

Den Toyota, som befandt sig fem meter foran Muammar Gaddafis Landcruiser, forsvandt på et splitsekund.

Bilen blev formentlig tilintetgjort af otte kilo sprængstof i spidsen på et amerikansk Hellfire-missil.

Det var efter alt at dømme affyret fra en drone, som blev styret fra kontorstol i Las Vegas.

De ødelagte biler

Amerikanerne har den dag i dag ikke bekræftet, at det var deres drone, som tilintetgjorde Toyotaen, men en talsmand har bekræftet, at der deltog en Predator-drone i angrebet på konvojen.

Om det var tilfældigheder eller diktatorens satellittelefon, som var skyld i det amerikanske præcisionsangreb, er heller ikke blevet opklaret.

Missilet slog ned så tæt på Gaddafis Landcruiser, at passagererne blev ramt af sprængstykker, dækkene blev ødelagt, og bilens airbags blev aktiveret.

Den fornemme passager måtte over i en anden bil, men det var farligt, for nu stod det klart, at fjenden også angreb fra luften.

Konvojen var i opløsning.

Der var fjender til alle sider, ingen steder at gå i dækning, og de biler, som skulle have bragt diktatoren i sikkerhed, var blevet en dødsfælde.

Han måtte væk - straks.

Der lurede mere død i luften, hvor to franske fly havde sat kursen mod den mistænkelige kolonne af køretøjer.

Piloterne i de franske fly fik tilladelse til at angribe og smed bomber mod de forreste og bagerste biler i konvojen.

53 lig i sandet

Bilerne i konvojen havde været fyldt med ammunition, så de brød i brand og begyndte at eksplodere.

Så bare en halv time efter, at konvojen havde forladt Distrikt 2, var 14 af bilerne forvandlet til brændende vrag.

Luftangrebet efterlod 53 lig i det gule sand.

Men Muammar Gaddafi var ikke blandt dem.

Mens der endnu var tid, havde hans folk bragt ham i sikkerhed i et forladt hus, inden bilerne blev ramt af de laserstyrede GBU-12 bomber fra det franske jagerfly.

Nu var Libyens diktator klar til at slås mod de oprørere, der engang havde været hans undersåtter.

Et år tidligere havde et enkelt ord været nok til at ende deres liv.

Nu havde han kun et automatgevær i hånden, en pistol i lommen, en skudsikker vest på brystet og en hjelm på hovedet.

Og så havde han sin søn Mutassim hos sig.

Sønnen var såret, men ikke mere end at han stadig kunne lede militæroperationen.

Men skjulestedet var blevet opdaget af oprørerne.

Der gik ikke længe, før braget fra den første mortergranat fik murene til at dirre.

Gaddafi måtte ned på maven

Selvom det så sort ud, havde Mutassim ikke opgivet at redde sin far.

- Jeg vil forsøge at finde dig en vej ud af det her, sagde han.

Han samlede en gruppe mænd, som ville forsøge at finde biler, der stadig kunne køre.

Det var sidste gang, at far og søn så hinanden.

Haram alaikum, du begår en stor synd

Muammar Gaddafi, diktator

Kort efter blev oprørernes antiluftskytskanoner rettet mod skjulestedet, så det var farligt at blive der.

Heldigvis for Gaddafi og hans mænd lå der store betonblokke strøet på jorden omkring huset.

De kunne bruges som dækning for oprørernes kugler, men hvor skulle diktatoren flygte hen?

Sikkerhedschefen Mansour Dhao kom med svaret.

Han havde set, at der løb to kloakrør under hovedvejen cirka 100 meter borte.

Hvis det kunne lade sig gøre at krybe under vejen, kunne de måske finde et nyt skjulested.

Gruppen på omkring ti mænd måtte krybe væk fra huset – nogle gange måtte de helt ned på maven for at undgå at blive ramt.

På vejen blev en transformatorstation ramt af oprørerne, og det havde nær taget livet af Muammar Gaddafi.

Elkabler faldt ned over diktatoren, men takket være hans skudsikre vest og kulfiberhjelm slap han med mindre skrammer.

Hjelmen mistede han, men det var prisen for at nå hen til kloakrørene.

Det sidste skjulested

Gaddafi selv knælede mellem de to rør, mens hans folk krøb i stilling inde i rørene og på jordvoldene.

Men hos oprørerne var unge mænd med automatvåben begyndt at søge efter overlevende fra luftangrebet, og der kom hele tiden flere til.

Da oprørerne nåede kloakrørene, besluttede en af de officerer, som Gaddafi havde ved sin side, at gå til angreb.

Lyden af skud rungede i kloakrørene.

Men Gaddafis folk havde stadig en smule teknologisk overlegenhed med i lommerne.

Mens oprørerne måtte lave granater af gamle vandrør og konservesdåser, havde Gaddafis livvagter nemlig ægte håndgranater.

Nogle af soldaterne var bare ikke så gode til at kaste med dem.

Livvagtens offer

De første to håndgranater eksploderede oppe på vejen og holdt oprørerne væk.

Men granat nummer tre kom ikke op over vejens kant.

I stedet ramte den betonvæggen lige over kloakrørene og faldt ned foran Muammar Gaddafi.

Der går cirka seks sekunder, fra man kaster en håndgranat, til at den eksploderer, så Gaddafis livvagt forsøgte febrilsk at gøre fejlen god igen.

Eksplosionen rev hans arm af.

Yderligere to af Gaddafis mænd blev dræbt af eksplosionen, men diktatoren selv blev reddet af sin skudsikre vest og den offervillige livvagt.

Han sad nu svimmel, chokeret og blødende inde i det ene kloakrør.

Stykker af granaten havde ramt ham i tindingen i venstre side af hovedet og havde ødelagt hans skudsikre vest.

Kampen var slut.

En af Gaddafis soldater besluttede, at det var tid til at overgive sig.

Han fandt et hvidt stykke stof frem fra sin turban og gav sig til at vinke med det.

Pludselig var der oprørere over alt.

De kunne nemt genkende deres diktator.

Som enhver diktator af betydning havde Muammar Gaddafi nemlig fået hængt tusindvis af billeder af sig selv op i sit land.

Han ville ikke stå tilbage for nogen, så ligesom Nazitysklands Adolf Hitler og Kinas kommunistleder Mao Zedong havde han skrevet sin egen bog, der var obligatorisk stof i Libyens skoler.

Bogen hed 'Den grønne bog' og var fyldt med livsvisdom.

Her er en smagsprøve: ”Ifølge en gynækolog har kvinden menstruation og er svagelig en gang om måneden. Manden, der er maskulin, har ikke menstruation, og han er ikke offer for den månedlige blødning”.

Bogen indeholdt også ”løsningen på demokratiets problem”, der gik ud på, at masserne skulle styre sig selv under ledelse af Muammar Gaddafi.

Men denne dag ville masserne ikke lade sig styre.

Ydmygelsen

Først kom en hånd ud i det skarpe sollys fra kloakrørets munding, sekunder senere en hånd til.

- Fortsæt, lød det fra en af oprørerne, mens en anden skød op i luften.

Et hoved dukkede op fra rørets skygge – et hoved med tykt krøllet hår.

Oprørerne tog hårdt fat under armene på manden. De trak håret tilbage på ham, og lod solen skinne direkte på ansigtet.

- Muammar, Muammar, blev der råbt.

- Hvad er det her for noget? Hvad er dette, mine sønner? Hvad er det, I gør? Lød det fra diktatoren.

Gaddafis tøj var plettet af blod fra flængen i tindingen, men ellers var han ikke alvorligt såret.

Endnu.

Oprørerne flokkedes om ham og lod deres had få frit løb.

- Allahu Akbar, Gud er størst, blev der råbt, mens en oprører trak sin bajonet og stak den op i diktatorens endetarmsåbning.

- Haram alaikum, du begår en stor synd, skreg Muammar Gaddafi.

Situationen var kommet ud af kontrol.

Massakren i fængslet

Oprørerne havde tilsyneladende glemt Gaddafis løfter om at skabe et Libyen med et gratis moderne sundhedsvæsen, gratis uddannelse og gaver på 250.000 kroner til alle nygifte.

Diktatoren havde da heller ikke indfriet alle løfter endnu, selvom han rådede over de største oliereserver i Afrika og havde haft 42 år til at prøve.

Det er nok mere sandsynligt, at oprørerne huskede, hvordan Gaddafi havde behandlet 1200 fanger i Abu Salim-fængslet i 1996.

Fangerne gjorde oprør for at få bedre forhold, og de havde held til at få diktatorens opmærksomhed.

Fængslets kok, Hussein al-Shafai, kunne senere fortælle, hvordan det lykkedes Gaddafis forhandlere at få de oprørske fanger til at samle sig i fængslets gård.

Bagefter måtte Hussein al-Shafai lytte til den skrattende lyd af automatgeværer i to timer.

Og det var blot en af historierne om Muammar Gaddafis rædselsregime.

Så blodtørsten blandt oprørerne i Sirte 20. oktober 2011 kom ikke ud af det blå.

Dødens ambulance

Den rasende gruppe af unge mænd skubbede og slæbte deres bytte op på kølerhjelmen af en bil.

Muammar Gaddafi faldt af, da bilen gav sig til at trille.

Det hele blev filmet på mobiltelefon.

Han blev trukket i håret, skubbet og slået, indtil han nåede frem til en ambulance, som kørte ham væk.

Billeder fra ambulancen er de sidste af Muammar Gaddafi i live.

Bilen kørte ham til oprørernes by Misrata, og da den nåede frem, var diktatoren død.

Der er aldrig blevet opklaret, hvem der slog ham ihjel.

Gaddafis lig til offentligt skue
Gaddafis lig til offentligt skue

Da Muammar Gaddafis lig blev obduceret, stod det klart, at han var død på grund af et skud i hovedet og et skud i brystet.

Det kunne TV 2s journalist Simi Jan bekræfte, da hun så diktatorens lig i kølehuset, inden han blev bisat et hemmeligt sted i ørkenen.

Den libyske diktator lå til offentligt skue i et kølehus efter sin død i 2011.

Selvom nyheden om diktatorens fald bragte håb til Libyen og resten verden, skulle det vise sig, at hans død hverken bragte fred eller stabilitet til landet.

Arven efter Gaddafi

I et retssamfund var diktatoren blevet stillet for en domstol og dømt for sine ugerninger.

Men sådan var det ikke i Libyen i 2011, og sådan er det stadig ikke.

Libyen er i dag et land i borgerkrig, hvor vold, bortførsler og lovløshed hører til dagsordenen.

Heller ikke Gaddafis sidste gemmested i Sirte har nydt godt af hans død.

Lokale krigsherrer og russiske lejesoldater har i årevis kæmpet om magten i området.

Sidste slag var i 2020, og der er stadig friske bombekratere i byen.

En tidligere version af denne artikel blev i 2016 udgivet på TV2.DK i forbindelse med markeringen af femåret for katastrofen.