Udland

Forsvundet 22-årig kvinde blev kvalt

Sagen fra USA har den seneste måneds tid trukket overskrifter i alverdens medier, og på nettet har folk delt teorier og tips til efterforskningen.

22-årige Gabrielle Petito blev dræbt, tre-fire uger før hendes lig blev fundet 20. september i Grand Teton National Park i Wyoming.

Det viser en retsmedicinsk undersøgelse, der desuden fastslår, at den unge kvinde blev kvalt. Det skriver BBC.

Gabby Petitos forlovede, 23-årige Brian Laundrie, som er mistænkt i sagen, har været forsvundet siden 14. september. Store politistyrker har lige siden ledt efter Brian Laundrie i naturreservatet Carlton Reserve i Florida med politihunde, droner og terrængående køretøjer.

- Liget har ligget i vildnisset i tre til fire uger, før det er blevet fundet. Dette er blot et af mange dødsfald i landet, der kan relateres til vold i hjemmet, men desværre får de andre sager ikke samme opmærksomhed og mediedækning som denne, sagde retsmediciner Brent Blue fra Teton County tirsdag på et pressemøde.

Er gået verden rundt

Sagen har den seneste måneds tid trukket overskrifter i alverdens medier, og på nettet har folk delt diverse teorier og tips til efterforskningen.

Gabby Petito og Brian Laundrie tog i juni på roadtrip i USA og delte oplevelser fra deres rejse på både Instagram og YouTube.

Den unge kvinde var under hele rejsen i kontakt med sine forældre i New York, men 30. august stoppede kontakten pludseligt.

Godt to uger før – 12. august – blev parret standset af politiet i staten Utah, fordi de kørte for stærkt og ramte en kantsten. Videoer fra den ene betjents kropskamera viser en grædende Gabby Petito og en Brian Laundrie med kradsemærker i ansigtet.

Ifølge parret selv havde de været uvenner på grund af "småting omkring rengøring i varebilen", og betjentene valgte derfor at skille parret ad for natten, hvorefter de genoptog deres rejse dagen efter.

Kom hjem uden Gabby

1. september – dagen efter sidste livstegn fra Gabby Petito – trillede Brian Laundrie ind i indkørslen i hjemmet i Florida efter flere måneders rundrejse i USA.

Der var ingen spor af Gabby Petito.

Efter nogle dage valgte politiet at konfiskere og undersøge parrets hvide varevogn. Brian Laundrie blev forsøgt afhørt af politiet, men nægtede at udtale sig.

Først to uger efter blev den forsvundne kvindes forlovede officielt mistænkt i sagen.

Da politiet dukkede op for at anholde Brian Laundrie, var han imidlertid taget på vandretur i naturreservatet i Florida, hvor politiet siden har ledt forgæves efter ham.