Udland

EU åbner kontor i Grønland

Ved at åbne et kontor på Nuuk vil EU øge sin tilstedeværelse i Arktis, som er blevet en kampplads for stormagterne.

Magtkampen mellem USA, Rusland og Kina i Arktis fortsætter, og det har fået EU-Kommissionen til at reagere.

I håb om at bidrage til et "fredeligt og bæredygtigt" Arktis vil den åbne et kontor i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Arktis er et område, som geopolitisk er enormt vigtigt

Divya Das, TV 2s korrespondent

Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse onsdag, hvor den fremlægger sin nye strategi for den arktiske region.

Dermed træder EU ind på en storpolitisk kampplads, fortæller TV 2s korrespondent Divya Das.

- Der er store nationer, som kæmper om magten i det område, og EU har derfor en naturlig interesse i at gøre sig selv relevante i Arktis, siger hun.

Konkurrencen vokser, i takt med at isen smelter

Kommissionen ønsker at styrke EU's tilstedeværelse i Arktis, da regionen af flere grunde har en strategisk betydning for EU.

Det handler blandt andet om klimaet. EU er forpligtet til at gøre Arktis sikkert, stabilt, bæredygtigt og velstående, lyder det fra Virginijus Sinkevičius, som er EU's miljøkommissær.

- Den arktiske region varmer op tre gange hurtigere end resten af verden. Issmeltningen og optøning af permafrost i Arktis fremskynder yderligere klimaforandringer og har enorme effekter, siger han.

Divya Das siger, at klimaforandringerne skubber til den geopolitiske rivalisering mellem USA, Rusland og Kina, og det ønsker EU at undgå.

- Når isen smelter, vil det for eksempel skabe nye sejlruter gennem den arktiske region, og dem kæmper stormagterne om, fortæller korrespondenten.

Også råstoffer som olie, kul og gas har betydning for, at EU-Kommissionen vil styrke sit engagement på Arktis.

- EU vil gerne være frontrunners på klimaområdet, og derfor lægger unionen op til, at de fossile brændstoffer som olie og gas bliver i undergrunden i Arktis. Stormagterne kæmper for retten til at udvinde de fossile brændstoffer, for det er der mange penge i, lyder det fra Divya Das.

EU ønsker ikke, at Grønland falder i hænderne på de tre stormagter

Divya Das, TV 2-korrespondent

EU vil være med i det geopolitiske spil

Geopolitik spiller også en afgørende rolle for, at EU-Kommissionen vil åbne et kontor i Nuuk, står der i pressemeddelelsen.

I flere år har der været en stormagtskamp på Arktis mellem USA, Rusland og Kina. EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Joseph Borrell siger, at Arktis ændrer sig hurtigt på grund af rivaliseringerne.

Han tilføjer, at Europa må "definere sine geopolitiske interesser for at fremme stabilitet, sikkerhed og fredeligt samarbejde i Arktis."

Især Grønland er blevet et strategisk område i stormagtskampen, fortæller Divya Das.

USA's nordligste militærbase, Thulebasen, ligger i Grønland. USA benytter basen til at overvåge missilaffyringer og sikre USA's forsvar mod rivalerne.

I de seneste år har Kina udvidet sin økonomiske og diplomatiske tilstedeværelse på Arktis, mens Rusland har ekspanderet sin militære kapacitet i regionen.

- EU ønsker ikke, at Grønland falder i hænderne på de tre stormagter, idet Grønland har tætte bånd til EU, siger Divya Das.

Det fremgår ikke, hvornår EU-Kommissionen regner med, at kontoret i Nuuk vil stå klart.