Taliban viser rundt i nedbrændt lejr, der tidligere husede de danske styrker
Camp Price var i flere år base for danske soldater i Afghanistan. Nu kontrollerer Taliban lejren i Helmand.
Taliban-krigeren Mohammad Sediqie guider med tilfredshed rundt i den udbrændte militærlejr.
Fra 2007 til 2013 var Camp Price i den afghanske Helmand-provins hovedkvarter for de danske kampsoldater i Afghanistan.
Nu er lejren nedbrændt, smadret, udplyndret og under Talibans kontrol.
- Vi var lykkelige, da vi endelig kunne rykke ind. Ikke bare her, men i hele Afghanistan. Nu har vi igen islamiske regler, og som rettroende muslimer er vi meget glade, siger Mohammad Sediqie.
Han viser TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt rundt i lejren, der nu står som et monument over Talibans fuldstændige magtovertagelse i Afghanistan.
Rasmus Tantholdt har selv besøgt lejren flere gange, dengang den var en omhyggeligt beskyttet base for de danske soldater, og statsministre som Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen kunne aflægge besøg.
I 2013 trak de danske kampstyrker sig ud, og året efter blev basen overdraget til det afghanske militær.
For tre måneder siden opgav de afghanske regeringssoldater endeligt at forsvare basen mod Talibans angreb og rømmede lejren.
- Regeringssoldaterne ønskede ikke, at Taliban skulle overtage denne base med militærkøretøjer, ammunition, fitnesscentre, spisesale og så videre. Så de forsøgte at brænde det hele af og ødelægge så meget, som de overhovedet kunne nå, inden de flygtede fra området, fortæller Rasmus Tantholdt.
Brændte så meget som muligt
Så når guiden fra Taliban viser rundt, kan han fremvise både regeringsstyrkernes ødelæggelser og de ødelæggelser, der stammer fra Talibans angreb på lejren.
Lejrens fitnesscenter, hvor sortsværtede motionscykler og håndvægte står tilbage, er for eksempel offer for regeringsstyrkernes tilbagetrækning.
- Her trænede soldaterne, men da de flygtede, brændte de det hele, fortæller han.
I baderummet skyldes skaderne derimod Talibans offensiv, fortæller han:
- Vi angreb lejren hele tiden, som I kan se her. Her gik en raket igennem taget, og den dræbte mange, der var i bad, forklarer han.
Det ærgrer ham mere, at en del af lejrens mange militærkøretøjer er blevet ødelagt.
- Mange af dem er ødelagte, fordi de blev angrebet af os under krigen. Der er også mange, der stadig virker, og resten kan vi måske reparere, vurderer han.
Taliban er i hvert fald rykket ind på den delvist nedbrændte base, som nu skal fungere som base for Talibans styrker i området.
Og for krigere som Mohammad Sediqie er den også et stærkt symbol på den store sejr, som han og hans kammerater har vundet efter 20 års kamp:
- Amerikanerne og de andre udlændinge ville gøre deres levevis til vores, men det kan de aldrig. Vores kvinder skal ikke gøres så skamløse som jeres, siger han.