Udland

Demonstrationer i Polen: - Vi er Europa

EU-tilhængere frygter, at landet kan være ved at bryde ud af det europæiske fællesskab.

Tusindvis af folk er søndag på gaden i Polen for at demonstrere mod landets forfatningsdomstol.

Det skyldes, at den torsdag erklærede, at dele af EU's lovgivning ikke er forenelig med Polens forfatning.

Og det er ikke faldet i god jord hos de mange demonstranter, der har været samlet i hovedstaden Warszawa med både EU-flag og polske flag.

"Vi bliver" og "vi er Europa", har det lydt fra EU-tilhængerne, som frygter en polsk pendant til Storbritanniens omstridte Brexit.

Baggrunden for demonstrationerne er en risiko for, at Polen er på vej ud af det europæiske fællesskab. Og det kan blive en bekostelig affære.

Polen står til at modtage 36 milliarder euro - eller 270 milliarder kroner - som landets del af den enorme genopretningspakke, der skal bringe EU’s medlemslande økonomisk gennem coronakrisen.

Penge, som EU har nægtet at udbetale, så længe Polen ikke vil indordne sig under EU’s retsprincipper og principper om domstolenes uafhængighed.

Oprør og krigserklæring

Polens forfatningsdomstol siger nemlig, at landet ikke behøver at følge afgørelser fra EU-domstolen. Polsk ret har på visse områder forrang for europæisk ret, hedder det.

Det er blevet set som en form for oprør i EU-kredse, hvor stats- og regeringsledere har kritiseret erklæringen fra den polske forfatningsdomstol.

Den franske europaminister, Clement Beaune, har kaldt situationen for "meget alvorlig":

- Faktisk er der en reel risiko for, at Polen forlader EU, vurderes det fra fransk hold.

Polens plads er i Europa. Og vi vil vinde, for vi er de fleste.

Donald Tusk, tidligere EU-præsident.

Direktør Lykke Friis fra Tænketanken Europa kaldte det fredag for en "krigserklæring".

- Polen vil godt være med i det politiske samarbejde, de vil også gerne modtage økonomisk støtte, men de ønsker ikke at overholde spillereglerne. Det kan man naturligvis ikke, siger Lykke Friis.

Reaktionerne er så markante, at man i EU nu åbent taler om begrebet "Polexit".

Folket er EU-positive

Den folkelige stemning i Polen er dog overvejende EU-positiv. Og derfor har der søndagen igennem været demonstrationer i Gdansk, Stettin, Krakow og flere andre byer.

Den tidligere EU-præsident Donald Tusk, der er fra Polen, har direkte opfordret til demonstrationerne.

- Polens plads er i Europa. Og vi vil vinde, for vi er de fleste, siger Tusk søndag aften til demonstranterne i Warszawa.

Politikeren leder nu oppositionspartiet Borgerplatformen. Han mener, at det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) går efter at trække Polen ud af EU.

Faktisk er der en reel risiko for, at Polen forlader EU.

Clement Beaune, Frankrigs europaminister.

Kritik af reformer

Chefdommer i Polen Julia Przylebska opremsede torsdag adskillige artikler i EU's traktater, som er "uforenelige med den polske grundlov og retten til suverænitet".

- EU-domstolens forsøg på at involvere sig i Polens retslige mekanismer er en overtrædelse af de regler, der prioriterer forfatningen, og regler der respekterer suverænitet i den europæiske integrationsproces, lød det fra chefdommeren.

Polen og EU forhandler allerede om, hvilke indrømmelser Polen skal give, før EU eventuelt vil begynde at udbetale milliarderne fra genopretningspakken.