Udland

Britisk teleselskab foreslår ny app til at beskytte kvinder – får opbakning af regeringen

Problemet ligger i kulturen om mandlig vold mod kvinder, og det vil appen ikke ændre på, lyder kritikken fra flere parlamentsmedlemmer.

I marts blev britiske Sarah Everard dræbt af en politibetjent, da hun gik hjem fra en vens hus i det sydlige London.

Og i sidste måned blev folkeskolelæreren Sabina Nessa fundet dræbt få minutter fra sit hjem i den britiske hovedstad.

De to drab har fået briterne til at vende opmærksomheden mod kvinders sikkerhed i offentligheden. Og nu træder det britiske teleselskab BT ind i kampen.

Teleselskabet foreslår en ny app med det formål at beskytte kvinder, der bevæger sig alene rundt offentligt. Det oplyser administrerende direktør i BT Philip Jansen til det britiske medie Daily Mail.

- Mandlig vold får så mange mennesker, især kvinder, til at leve i frygt. Og deres forældre, partnere og venner bekymrer sig også mere nu end nogensinde, skriver Philip Jansen.

Appen sporer kvinderne via GPS

Tjenesten har fået navnet Walk me Home, ”følg mig hjem” på dansk, men selskabet kalder også appen 888 - et spil på telefonnummeret til den britiske alarmcentral, 999.

Appen bygger på et GPS-sporingssystem, der vil sende en advarsel, hvis brugeren ikke når deres destination til tiden.

I appen kan brugerne indtaste deres hjemmeadresse og andre almindelige destinationer. Før man begynder at gå, skal brugeren åbne appen eller ringe eller sende en sms til telefonnummeret 888.

Derefter vil programmet beregne den forventede rejsetid og starte GPS-sporingen.

På det forudsagte ankomsttidspunkt vil en besked blive sendt til brugeren, og hvis personen ikke reagerer, vil appen kontakte telefonens nødkontakter og derefter politiet.

Indenrigsminister er positiv

Philip Jansen fortæller, at appen skal fungere som et supplement til politiets eksisterende alarmcentral.

- Selve eksistensen af 888-tjenesten burde virke afskrækkende på kriminelle, der ved, at alarmen vil starte automatisk, hvis deres offer ikke når deres destination til tiden, og at venner og familie vil begynde at ringe rundt og advare politiet, siger han.

I Daily Mail fortæller Philip Jansen, at tjenesten stadig mangler at blive testet og kræver finansiering.

BT har fremlagt planerne for appen, der kan være klar inden jul, i et brev til den britiske indenrigsminister, Priti Patel, der er positiv over for forslaget.

- Denne nye telefonlinje er præcis den slags innovative ideer, det ville være gode at komme i gang med så hurtigt som muligt. Jeg ser nu på det med mit team og har kontakt med BT, siger Priti Patel ifølge Daily Mail.

Opposition: Problemet er ikke, at vi går hjem

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for forslaget.

Priti Patels partifælle, Caroline Nokes, der samtidig er forkvinde for Komiteen for Kvinder og Lighed i det britiske parlament, fortæller til BBC Radio, at hun hilser enhver handling velkommen, hvis de får kvinder til at føle sig mere sikre. Men det virkelige problem er "kulturen om mandlig vold mod kvinder", lyder det.

- Selvfølgelig vil denne app ikke gøre noget for at tackle det, siger Caroline Nokes og fortsætter:

- Regeringen er nødt til at komme med en hel række foranstaltninger, der skal løse roden til problemet, og ikke bare finde et plaster, der kan få alle til at have det lidt bedre, men som faktisk opnår meget lidt.

Priti Patel får også kritik fra oppositionspartiet Labour for at godkende forslaget.

- Kun 1 procent af de rapporterede voldtægter resulterer i en sigtelse. Dét er problemet - ikke at vi går hjem, skriver næstformanden, Angela Rayner, blandt andet på Twitter.

Også det lille feministiske parti Women’s Equality Party er kritiske over for forslaget.

- Dette er bare en anden ting for kvinder at gøre for at forsøge at holde sig trygge; endnu en indikation på, at regeringen mener, at det er kvinders ansvar at undgå vold, siger partiet ifølge BBC News.

Lignende apps findes allerede

Der er allerede andre apps, der tilbyder lignende funktioner, eksempelvis Hollie Guard, der har været tilgængelig i seks år.

Appen er lavet af Hollie Gazzard Organisationen, der blev oprettet til minde om den 20-årige kvinde af samme navn, som blev dræbt af sin ekskæreste i 2014.

Organisationens grundlægger og Hollie Gazzards far, Nick Gazzard, siger til BBC, at deres gratis app er ”afprøvet og testet og har alle de funktioner, som 888-appen vil komme til at indeholde".

Hollie Guard-appen er blevet downloadet mere end 300.000 gange, og tallet har været støt stigende siden mordet på Sarah Everard.