Udland

126 migranter spærret inde i container: - Vi hørte skrig og gråd

Af de 126 migranter kommer langt størstedelen fra det uroplagede Haiti.

Lyden af skrig fra en container var det, der ved solopgang lørdag fik politiet til at undersøge en efterladt container nærmere.

Containeren var placeret mellem byerne Nueva Concepción og Cocales i det vestlige Guatemala, og den skulle vise sig at indeholde 126 personer på flugt.

- Vi hørte gråd og bank fra indersiden af containeren. Så vi åbnede dørene og fandt 126 udokumenterede personer derinde, sagde en talsperson fra politiet efter fundet ifølge BBC.

Af de 126 personer kommer 109 fra det uroplagede Haiti, mens 11 var migranter fra Nepal og 9 fra Ghana. Det skriver politiet på Twitter.

Skal tilbage til Honduras

De 126 migranter har formentlig betalt menneskesmuglere for at fragte dem ind i USA, men er derpå blevet forladt, mener myndighederne.

Den lange tur i containeren formodes at være begyndt i Honduras, hvortil de 126 migranter nu sendes tilbage.

Det er ikke mere end en enkelt dag siden, at de mexicanske myndigheder standsede tre store lastbiler med 652 migranter - inklusiv flere end 350 børn - lige ved grænsen til USA.

Betjentene fandt de mange migranter siddende tæt sammen i tykke jakker, sultne, tørstige og de fleste med mundbind på.

Farlig flugt

Der er flere og flere migranter, der forsøger sig med den farlige tur til USA. En tur, der desuden ofte koster titusindvis af kroner.

Det er blandt andet coronapandemiens usikkerhed og stigende arbejdsløshed, der gør, at flere og flere fra Mellemamerika lægger deres liv i menneskesmuglernes hænder og forsøger at flygte nordpå mod USA.

Særligt haitianere flygter fra deres hjemland i øjeblikket efter en periode med naturkatastrofer, fattigdom, politisk tumult og drabet på landets præsident i juli.