Udland

Tantholdt tilbage i resterne af Armadillo-lejren - minderne om danskerne er ikke gode

En lille flig af et dansk ugeblad er en af kun få ting, der vidner om den danske tilstedeværelse, der kostede 38 danske soldater livet.

For 11 år siden var det med skudsikker vest og hjelm og i selskab med de danske soldater.

Nu er jeg tilbage i afghansk klædedragt og Taliban.

- Det er nok bedst, at I siger, I er fra Tyskland, siger vores afghanske hjælper, da vi nærmer os den tidligere danske militærlejr Armadillo i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

Vi har kørt flere timer på ujævne grusveje, hvor vi ofte må bremse hårdt op, fordi vejen er ødelagt af en af de mange vejsidebomber, der var den største årsag til, at så mange danske soldater mistede livet her i det tidligere danske ansvarsområde.

For 11 år siden turde jeg ikke rejse rundt på egen hånd her i den øvre Gereshk-dal eller i resten af den krigshærgede Helmand-provins. Risikoen for at blive kidnappet eller dræbt af Taliban var alt for stor.

Nu er de danske soldater for længst væk, og området er overtaget af den bevægelse, som de kæmpede så blodige kampe imod. Selv oplevede jeg at blive omringet af Taliban med de danske soldater, og jeg fik et kortvarigt indblik i, hvad det var, de danske soldater stod overfor.

Lokket frem med ukvemsord

En tidlig morgen i november 2007 sneg to delinger sig ind på Taliban og lagde sig i skjul i en bevoksning i den såkaldt grønne zone. Et frodigt bælte langs Helmandfloden med marker, frugttræer og lerklinede huse.

Talibanerne lå stadig og sov i et af de primitive huse bygget af kokasser, da de blev vækket af en af danskernes afghanske tolke udstyret med en mikrofon og en højtaler.

Tolken råbte ukvemsord mod dem, og de sortklædte mænd vågnede, og kort efter åbnede de ild.

NATO's hovedkvarter i Kabul gav ikke altid danskerne mandat til at skyde først under denne type operationer, hvis formål var at markere, hvor frontlinjen gik gennem den øvre Gereshk-dal. Derfor brugte danskerne indimellem utraditionelle metoder, når de skulle skubbe Taliban væk fra et område.

"Du skal åbne munden, når bomben rammer"

Under ildkampen, hvor jeg med egne øjne så en Talibaner blive ramt i maven af et skud fra en dansk soldat, blev de to danske delinger skilt fra hinanden. Den deling, jeg lå sammen med, blev omringet af Taliban.

- Jeg har nedkæmpet en, råbte en af de danske soldater, mens ildkampen rasede.

- De skyder lige over hovederne på os, forklarede en anden dansk soldat, mens jeg pressede mig så langt ned i bevoksningen som muligt.

Et amerikansk B52 bombefly blev tilkaldt, og det ændrede for alvor kampbilledet.

- Rasmus, du skal åbne munden, når bomben rammer, sagde delingsføreren.

Vi var 140 meter fra det koordinat, som amerikanerne havde modtaget fra danskerne, og det er for tæt på, når en 2000 pund stor bombe rammer. Nu håbede vi bare, at den ramte rigtigt.

En hvislen i luften blev højere og højere, og så kom braget. Fra 10 kilometers højde ramte amerikanerne plet. 10-12 talibanere døde under operationen, lød vurderingen fra danskerne, der kunne trække sig sejrrigt tilbage uden døde eller sårede til Sandford-lejren, som danskerne boede i tilbage i 2007.

En tidlig morgen i november 2007 sneg to delinger sig ind på Taliban og lagde sig i skjul i en bevoksning i den såkaldt grønne zone. Et frodigt bælte langs Helmandfloden med marker, frugttræer og lerklinede huse.

Spor efter danskere

Nu, hvor jeg er tilbage, er det i den tidligere danske lejr Armadillo, der blandt andet blev kendt efter dokumentarfilmen af samme navn. Den fungerede som en fremskudt base 15-20 kilometer fra danskernes hovedbase Camp Price i provinsbyen Gereshk.

Armadillo er svær at finde, men vi møder en mand, der fortæller, at lejren lå på hans grund, indtil den blev forladt for 10 år siden.

Ligesom de fleste andre her i området lever Haji Muhammad af den frodige jord langs Helmandfloden.

- Det var mit hjem. Det var min grund, men danskerne ødelagde den, da de byggede deres lejr, fortæller han, mens han peger ud over et stort stykke gold ørken.

Stedet ligger på et højdedrag og passer med de koordinater, vi har med. Men jeg leder efter mere dokumentation for, at dette stykke jord engang var Armadillo-lejren. Jeg kan ikke genkende stedet. Alt blev enten fjernet eller brændt, da danskerne forlod lejren i 2011.

Jeg bøjer mig for at samle et stykke papir op på størrelse med en tændstikæske. Det ligner en del af et ugeblad, og teksten er på dansk. Jeg finder også en krøllet pose fra en feltration på den hårde stenede jord, hvor vejledningen står på dansk: “Efter at vandet er tilført, lad det hvile i fem minutter.”

En mand kommer op til mig med en pistol, som han vil vise mig. Den fandt hans børn efter en eksplosion, der ramte de danske soldater, forklarer han. På pistolen står der DK09 FMT. FMT er en forkortelse for Forsvarets Materieltjeneste.

Vi har fundet det rigtige sted.

"Alt var ødelagt"

I løbet af den korte tid vi har været der, er mange mænd og børn kommet til. Danskere er ikke længere hverdag på disse kanter. Vi er ikke iført skudsikker vest og hjelm, og vi bærer ikke våben som alle de andre danskere, de har mødt tidligere. Fotograf Thøger Andersen og jeg er iført traditionelt afghansk tøj, der kaldes Peran Tumban, for ikke at skille os for meget ud og for at formilde Taliban, hvis de skulle finde på at komme forbi.

Det viser sig hurtigt, at de indbyggere, vi står sammen med, ikke har meget positivt at sige om de soldater, der var i Armadillo-lejren fra 2008-2011.

- I begyndelsen havde vi et fint forhold til danskerne, men så udvidede de lejren, og de sagde, at vi skulle flytte et andet sted hen. Vi havde ikke noget valg. Vi bor fem brødre her sammen med vores familier, og vi blev spredt til mange forskellige steder, fortæller Haji Muhammad, og hans bror afbryder:

- Vi håbede, at danskerne kunne skaffe os fred. Det er det eneste, vi ønsker, men i stedet skabte de bare mere ødelæggelse og krig.

De fortæller, at danskerne kompenserede dem økonomisk for, at de overtog deres jord, men det ændrer ikke på deres utilfredshed.

- Da vi kom tilbage, efter at danskeren havde vores jord, var hele vores grund ødelagt. Vi var nødt til at genopføre flere af vores huse. Alt var ødelagt, siger Nagibullah Muhammad.

At ejerne af den jord, som danskerne byggede på, er utilfredse, er måske ikke så overraskende. Vi bevæger ned mod den grønne zone langs floden. Det var her i det uvejsomme terræn, at mange af de 38 danskere, der mistede livet i Helmand-provinsen, blev dræbt.

Endelig fred?

Vi møder en ældre mand, der sidder på hug med en si, som han ryster forsigtigt. Små sorte frø bliver tilbage i sien, mens grønne hakkede blade, der ligner the, lander på jorden. Frøene smager af sesam.

- Jeg har oplevet det hele, siger han, mens nogle børn hjælper med at kaste de grønne hakkede blade op på sien.

- I 20 år har vi været bange hver eneste dag. Først bombede de fra luften. Så kom de udenlandske soldater, og der var krig over det hele. De sagde, at de ville skabe fred, men pludselig var de væk. Krigen stoppede ikke. For første gang er her ro og fred. Det er jeg så lykkelig for. For os er det ligegyldigt, hvem der har magten. Bare de kan skabe fred, og det kan Taliban, siger han, mens flere mænd, der er kommet til, giver ham ret.

Streger i sandet

På vej tilbage af de næsten ufremkommelige veje bliver vi pludselig stoppet af Taliban. De er nysgerrige, men venlige.

- Vi er fra Tyskland, siger vores afghanske hjælper.

Han spørger dem, hvordan det var at kæmpe mod danskerne. Vi stiger ud af bilen, og en talibaner tegner i sandet med en pind. Han tegner et billede af en mobilstyret vejsidebombe.

- Vi vandt krigen med vejsidebomber, fortæller han, mens nogle uforståelige streger i sandet skal vise os, hvordan de byggede dem.

Vi er omgivet af høje majsmarker, og en anden talibaner hopper ind blandt majsene.

De er alle bevæbnede med AK-47-rifler, og flere har også pistoler i hylstre omkring livet. Vi gemte os her i majsene, når danskerne kom. Nogle gang gik de lige foran os, men de kunne ikke se os.

Jeg tænker tilbage på dengang, jeg selv var på patrulje med de danske soldater. Jeg var mest bange, når vi gik i majsmarkerne. Vi kunne intet se, og Taliban kunne være overalt. Det er de stadig. De er overalt. En talibaner løfter sin AK47 og skyder mod himlen.

- Vi vandt krigen. Allahu Akbar.

Vi siger farvel til Taliban og kører ud af det gamle danske ansvarsområde.

Vi skal hjem til Tyskland, siger vi.