Udland

Østrigs kansler går af: - Han har set skriften på væggen

Det sker i forbindelse med anklager om korruption mod Kurz og hans regering.

Østrigs kansler, Sebastian Kurz, går af og overlader kanslerposten til Østrigs udenrigsminister, Alexander Schallenberg.

Det siger Kurz ifølge flere medier, blandt andet tyske Bild, på et pressemøde lørdag aften.

- Mit land er vigtigere end jeg selv. Hvad der er brug for nu, er stabile forhold. Jeg har derfor valgt at trække mig, lyder det fra Sebastian Kurz.

Den nu tidligere kansler har meddelt sin afgang efter anklager om korruption rettet mod ham og hans regering.

Han har kunnet se skriften på væggen

Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa

Schallenberg, som altså bliver Kurz' efterfølger, har tidligere arbejdet under ham som ansat i det østrigske udenrigsministerium og blev senere selv udenrigsminister.

- Jeg tror, at han har de nødvendige politiske færdigheder, der er brug for, så vi alle kan genopbygge tilliden inden for koalitionspartierne, siger Kurz.

Indrykkede annoncer i avis til gengæld for positiv omtale

Tidligere på ugen meddelte østrigsk politi, at de havde indledt en efterforskning mod kansleren og ni andre personer.

Mistanken går på, at landets finansministerium har indrykket annoncer i en avis til gengæld for positiv omtale af Kurz og hans konservative parti, ÖVP.

Kurz skal have været involveret i sagen fra april 2016 og frem. På daværende tidspunkt var han udenrigsminister.

Anklagemyndigheden har desuden gennemført ransagninger af Kurz' talspersons kontor samt finansministeriet.

Går frem for at blive sparket ud

Tidligere har Kurz i et tv-interview i programmet 'Zeit im Bild 2' afvist at trække sig som kansler på baggrund af anklagerne.

Men nu har den tidligere kansler altså set sig tvunget til at fratræde. Det fortæller Lykke Friis, der er direktør i Tænketanken Europa.

- Han har kunnet se skriften på væggen og har valgt at gå frem for at blive sparket ud, siger hun til TV 2.

Nu træder Kurz til side for at se, om han trods alt kan overleve politisk

Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa

Et mistillidsvotum skulle ellers tirsdag have taget stilling til, om han kunne være fortsat som kansler.

- Det, har han vurderet, ville betyde, at han måtte gå af, så nu træder Kurz til side for at se, om han trods alt kan overleve politisk, siger Lykke Friis.

Kurz meddeler lørdag, at han nu sætter sig ned i parlamentet for at være partileder for ÖVP.

Styrket alliance med Danmark

Der findes flere eksempler på, at Østrig og Danmark inden for det seneste år har fået gang i en styrket alliance, på trods af at konservative Kurz umiddelbart ikke deler partilinje med den danske statsminister.

I marts rejste Sebastian Kurz sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) til Israel for at tale om coronavacciner.

Og i begyndelsen af februar var begge statsoverhoveder – sammen med Grækenland og Tjekkiet – medunderskrivere på et brev om vaccinerne til EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen.

Brevet advarede om problemer med vaccinen fra Johnson & Johnson.