Coronavirus

- Det gik måske lidt hurtigt, siger kongen om svensk genåbning

Kongen har tidligere kritiseret den svenske coronastrategi, og nu sår han igen tvivl om de svenske myndigheders beslutninger.

Sverige ophævede 29. september næsten alle restriktioner, der har været sat i værk for at bekæmpe coronapandemien.

Væk var forsamlingsloft, indskrænkede lukketider for restauranter, anbefalinger om hjemmearbejde og krav om coronapas.

Men genåbningen af landet er ifølge kong Carl Gustaf gået lidt for hurtigt. Det giver han udtryk for i et interview med TV4 i forbindelse med optagelserne til et kommende program om det svenske kongehus.

- "Langsomt, men sikkert" er et godt udtryk. Det burde man tænke lidt mere over. Det gik måske lidt hurtigt nogle steder, og vi skal stadig kunne følge med, siger han.

Som mange andre har den 75-årige konge og den 77-årige dronning selv været isoleret under dele af pandemien, men hvis kongeparret havde fået valget, havde de gerne holdt fast i restriktionerne lidt endnu.

Den svenske konge påpeger, at man skal huske, at pandemien ikke er slut endnu.

- Det er jo ikke overstået. Det her kommer til at hænge ved, siger han.

Kongen har selv haft coronasmitten tæt inde på livet, da både hans søn, prins Carl Philip, og svigerdatter, prinsesse Sofia, samt hans datter, kronprinsesse Victoria, og svigersøn, prins Daniel, har været smittet.

Har før kritiseret svensk strategi

Sverige er et af de lande i Europa, der har været allerhårdest ramt under pandemien, og kongen har tidligere kritiseret de svenske myndigheders håndtering. Det skete i december i SVT-programmet 'Året med kongefamilien'.

- Jeg mener, vi har fejlet. Vi har et stort antal døde, og det er forfærdeligt. Det er noget, som vi alle lider under. Det svenske folk har lidt kolossalt under meget svære forhold, sagde kong Carl Gustaf dengang.

Den svenske konge undsiger corona-indsats

Sammenlignet med mange andre lande førte svenskerne anført af statsepidemiolog Anders Tegnell længe en mere lempelig politik med færre restriktioner.

Først senere i pandemien ændrede Sverige taktik og indførte restriktioner, der i nogle tilfælde var endnu strammere end de danske.

I alt har over 1,1 millioner svenskere været smittet med covid-19, og 14.905 ud af landets 10,4 millioner indbyggere er døde med sygdommen.

De tilsvarende tal for døde i Danmark og Norge er 2669 og 871.

Dronning sender opfordring til unge

I det kommende program på TV4 udtrykker den svenske dronning Silvia også et ønske om, at flere i Sverige skal vaccineres.

- Det er vigtigt, at man tager alle doser, og at man bliver vaccineret for at beskytte sig selv og beskytte andre, siger hun.

Samtidig kommer hun med en klar opfordring til landets ungdom.

- Det er et hensyn. Jeg vil også bede alle unge om at tage vaccinen, siger den svenske dronning.

I Sverige har 84 procent af befolkningen over 16 år påbegyndt vaccination mod covid-19 svarende til cirka 70 procent af den samlede befolkning.