Udland

Amerikansk ubåd ramte "ukendt genstand" på vej gennem Det Sydkinesiske Hav

Ubåden deltog i en aktion, der skulle vise, at Vesten kræver ret til at sejle i farvand, som kineserne betragter som deres.

USA har netop afsløret, at en af USA's atomdrevne ubåde lørdag stødte sammen med "en ukendt genstand" i Det Sydkinesiske Hav.

- Ubåden ramte genstanden, mens den var neddykket i internationalt farvand, skriver den amerikanske flåde i en udtalelse.

"Mere end et dusin" søfolk ombord på ubåden blev kvæstet, men ingen af dem livsfarligt, skriver BBC fredag.

- Ubåden er stadig sikker og stabil, understreges det i udtalelsen fra flåden, og USS Connecticut er nu på vej til den amerikanske flådebase på stillehavsøen Guam.

Den atomdrevne ubåd var i Det Sydkinesiske Hav som en del af en international flåde, der skulle vise flaget over for Kina midt i den stadig mere anspændte situation omkring Det Sydkinesiske Hav og Taiwan.

Kina betragter hovedparten af Det Sydkinesiske Hav som kinesisk farvand og Taiwan som en oprørsk provins, der før eller siden skal genforenes med resten af Kina.

En række andre lande – med stormagten USA i spidsen – betragter til gengæld Det Sydkinesiske Hav som internationalt farvand og Taiwan som en selvstændig stat, der skal beskyttes mod kinesiske overgreb.

Flåde viser flaget over for Kina

I den seneste uge har flere begivenheder optrappet spændingen.

Atomubåden USS Connecticut sejlede i Det Sydkinesiske Hav sammen med krigsskibe fra USA, Storbritannien, Japan, Australien, Canada og Holland for at understrege den internationale opfattelse af, at det er et frit tilgængeligt, internationalt farvand.

Samtidigt gennemførte Kina i denne uge den hidtil største gennemflyvning af det luftrum, som Taiwan betragter som sin luftforsvarszone.

Lørdag fløj 39 kinesiske kampfly gennem zonen, og mandag gentog Kina manøvren med 56 fly, skriver CNN. Begge gange blev Taiwans missilforsvar gjort klar, ligesom kampfly fra Taiwan gik i luften for at afvise de kinesiske fly.

Begivenhederne har i ugens løb fået både USA og Kina til at komme med bekymrede udtalelser om modpartens aggressivitet.

- Vi er meget bekymrede over Kinas provokerende militære aktivitet nær ved Taiwan. Det skaber risiko for farlige misforståelser og kan underminere den regionale fred og stabilitet, sagde den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, på en pressekonference under et besøg i Frankrig onsdag.

Kina afviste til gengæld den amerikanske bekymring som "uansvarlige bemærkninger", skriver CNN.

- I den seneste tid har USA fortsat sin negative indsats med at sælge våben til Taiwan og styrke de militære bånd mellem USA og Taiwan, sagde Hua Chunying, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.

Talsmandens pointe blev understreget torsdag, da avisen Wall Street Journal kunne afsløre, at USA i mindst et år har haft en lille gruppe elitesoldater og marinesoldater udstationeret i Taiwan, hvor de træner landets militær.

"Parat til invasion i 2025"

Den stadig dårligere stemning mellem parterne blev sat på spidsen onsdag, da Taiwans forsvarsminister, Chiu Kuo-cheng, udtalte, at "Kina kan være parat til at gennemføre en stor invasion af Taiwan allerede i 2025".

- Kina har nu evnen til at angribe, men de kommer til at betale prisen for at gøre det, sagde forsvarsministeren.