Udland

Første officielle besøg fra Vesten hos Taliban i Kabul

Britiske diplomater og ministre fra Taliban-regeringen mødtes tirsdag. Men de var ikke helt enige om, hvad mødet gik ud på.

En delegation fra den britiske regering var tirsdag på officielt besøg hos Taliban i Afghanistan.

Den britiske topdiplomat med særligt ansvar for Afghanistan, Sir Simon Gass, mødtes med nogle af Talibans absolutte topfolk, blandt andre fungerende udenrigsminister Amir Khan Muttaqi og vicepremierminister Abdul Ghani Baradar.

Det er den første vestlige delegation, der har været på officielt besøg i Afghanistan efter Talibans magtoverdragelse.

Ifølge TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, der befinder sig i hovedstaden Kabul, er det lidt overraskende, at der er tale om et officielt besøg.

- Normalt er der hemmelige forbindelser bag kulisserne, og det har der helt sikkert også været her. Men at gøre det officielt på denne måde er et signal, både fra Storbritanniens og fra Talibans side. Det er et signal til Taliban og til omverdenen om, at der er nogle ting, som vi bliver nødt til at løse, siger Rasmus Tantholdt.

Helt forskellige udlægninger

Efter mødet har parterne udlagt mødets indhold og resultater forskelligt.

Taliban fokuserer på, at man diskuterede tættere, diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Det afghanske udenrigsministeriums talsmand sagde, at formålet med mødet var at "starte et nyt kapitel med konstruktive forbindelser":

- Mødet fokuserede på detaljerede diskussioner af, hvordan de diplomatiske forbindelser mellem de to lande kunne genoptages, sagde talsmanden Abdul Qahar Balkhi ifølge den britiske avis The Telegraph.

Den britiske udlægning af mødet var noget anderledes.

Lige siden Talibans magtovertagelse i Afghanistan har Storbritannien sagt, at man ikke har planer om en formel anerkendelse af Taliban-regimet.

Storbritanniens mål med mødet var mere praktisk, skriver en af deltagerne i mødet.

- Det var det rigtige at gøre: at teste om vi kan finde fælles grund i et pragmatisk samarbejde, skriver den britiske diplomat Martin Longden, der var en del af delegationen, på Twitter.

Fælles interesse i penge

Mens der er meget forskellige udlægninger af, hvorfor mødet blev holdt, har parterne ifølge Rasmus Tantholdt også klare fælles interesser.

Den vigtigste fælles interesse er penge.

Taliban ønsker, at omverdenen skal frigive de mange milliarder, der står indefrosset i udenlandske banker. Og samtidig ønsker både Taliban og omverdenen, at den humanitære hjælp til Afghanistan skal genoptages, inden den afghanske vinter sætter ind.

- Man frygter, at halvdelen af afghanske børn under fem år vil sulte i denne vinter, fordi der ikke kommer de midler fra omverdenen, som der gjorde før, siger Rasmus Tantholdt.

For Taliban er vejen til den humanitære hjælp netop møder som det, der tirsdag blev holdt med Storbritannien. Faktisk holdt Taliban tirsdag også møde med en anden udenlandsk delegation, nemlig fra nabolandet Iran.

- Taliban har en interesse i at vise omverdenen, at de er villige til at mødes med hvem som helst. De vil gerne have diplomatiske forbindelser til hele verden. Og hvorfor vil de det? Jo, for så ved de, at pengene ruller ind igen, siger Ramus Tantholdt.

Storbritannien har til gengæld en interesse i at sikre, at menneskerettigheder og kvinderettigheder bliver overholdt, at britiske statsborgere frit kan rejse ud af Afghanistan, og at der kan leveres humanitær hjælp til landet.

- Når man har været i et land med soldater i 20 år og forsøgt at skabe demokrati efter bedste evne, er det også en underlig situation bare at forlade det hele og sige: "Fint, så må I passe jer selv", siger Rasmus Tantholdt.