Rusland slår USA i kampen om at indspille første film i rummet
Det har taget månedsvis af intensiv træning at forberede tre russere til en 12-dages rummission, hvor de skal filme scener til en russisk film.
En russisk skuespillerinde, en filminstruktør og en kosmonaut har tirsdag sat kurs mod rummet, hvor de skal optage scener til en film.
Det skriver den russiske rumfartsorganisation Roscosmos.
Hvis det lykkes, vil filmen blive den allerførste film, der er indspillet i rummet.
Kosmonauter bliver skuespillere
Ombord på rumfartøjet er skuespillerinden Yulia Peresild, som spiller hovedpersonen i filmen.
Hun bliver ledsaget af filmens instruktør, Klim Shipenko, og kosmonauten Anton Shkaplerov, som i løbet af sin karriere har været på tre rummissioner.
Trioen skal til Den Internationale Rumstation, hvor de skal mødes med to andre kosmonauter, som ligesom deres kollega, Anton Shkaplerov, også har roller i filmen.
Filmen hedder "Challenge" og handler om en kirurg, som skal til en rumstation for at redde et besætningsmedlem, der lider af en hjertesygdom.
Peresild, Shipenko og Shkaplerov forventes at vende tilbage til Jorden om 12 dage.
Før de tog afsted, skulle de igennem et intensivt træningsforløb, der varede fire måneder.
- Det var psykologisk, fysisk og moralsk hårdt, fortalte Yulia Peresild under en pressekonference i mandags.
- Men jeg tror, at når vi har nået målet, vil alt træningen ikke virke så svært, og vi vil huske det med et smil, tilføjede hun.
Slår konkurrenten NASA
Filmen blev første gang annonceret sidste år.
Kort tid før havde den amerikanske rumfartsadministration (NASA) meddelt, at de havde planer om at indspille en film i rummet med skuespilleren Tom Cruise.
I årevis har der været konkurrence mellem USA og Rusland om rumdomænet.
Det begyndte efter Anden Verdenskrig, hvor der opstod et rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen.
Kapløbet handlede om, hvem der først kunne få et menneske på månen. Her vandt USA, da den amerikanske astronaut Neil Armstrong blev den første mand til at gå på månen i 1969.