Udland

Misbrugt af katolsk præst som 13-årig: - Mens han befølte mig, gik det op for mig, at noget var galt

Den katolske kirke i Frankrig må arbejde hårdt for at få tilgivelse, siger en fransk biskop efter fremlæggelsen af rapporten.

En ny rapport kaster mørke skygger over den katolske kirke i Frankrig.

Rapporten fastslår, at 216.000 børn og mindreårige er blevet seksuelt misbrugt af præster og andre gejstlige i landets katolske kirke.

Jeg opfattede præsten som et godt, omsorgsfuldt menneske, som ikke ville skade mig

Olivier Savignac, misbrugt af præst som 13-årig

Antallet af ofre kan være helt op mod 330.000, hvis man medregner overgreb begået af andre ansatte i landets katolske kirker.

Overgrebene er foregået over en periode på 70 år - fra 1950 til 2020, og rapporten har identificeret flere end 3000 af den katolske kirkes folk som gerningsmænd.

Misbrugt som 13-årig

Olivier Savignac var 13 år, da blev han misbrugt af en præst.

- Jeg opfattede præsten som et godt, omsorgsfuldt menneske, som ikke ville skade mig. Men da jeg fandt mig selv halvnøgen på en seng, mens han befølte mig, gik det op for mig, at noget var galt, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

I dag står Olivier Savignac i spidsen for en forening, der repræsenterer ofrene. Han betegner konklusionerne i den nye rapport som et jordskælv.

- Ja, det er et jordskælv og en orkan. Ja, det er en tsunami. Det er det nødt til at være, for når vi ser tallene i dag, er beviserne så fældende, at ingen kan bestride det. Hverken i den katolske kirke eller i hele samfundet, lyder det fra Olivier Savignac.

Undersøgelsen fastslår, at de fleste af ofrene var drenge i alderen 10 til 13 år.

Perspektiv

Sexmisbrug i Frankrig

Problemet med seksuelle overgreb i Frankrig rækker langt ud over den katolske kirke. Det fortæller TV 2s internationale analytiker, Frederikke Ingemann.

- Det sted, hvor der foregår flest seksuelle overgreb, er i familien. En ny undersøgelse viser, at en tiendedel af den franske befolkning har været udsat for incest, siger Frederikke Ingemann.

I alt 5,5 millioner nulevende franskmænd menes at have været udsat for et seksuelt overgreb. Det svarer til 14,5 procent af alle franske kvinder og godt 6 procent af mændene.

Kirken undskylder

Den katolske kirke i Frankrig må arbejde hårdt for at få tilgivelse, siger en fransk biskop efter fremlæggelsen af rapporten.

- Det, vi har set, er skræmmende, men nu skal vi have det hele frem. Jeg undskylder af hele mit hjerte, men hvis vi skal opnå tilgivelse, må vi arbejde hårdt på det, lyder det fra Eric de Moulins-Beaufort, som er repræsentant for de katolske biskopper i Frankrig.

Han fik tirsdag overrakt rapporten af undersøgelseskommissionen, og her stod endnu et offer frem med en besked til mændene bag de seksuelle overgreb.

- I må betale for alle de her overgreb, sagde Francois Devaux henvendt til gerningsmændene.

Kæmper for erstatning

For Olivier Savignac er rapporten en anerkendelse af de forbrydelser, som han og mange andre blev udsat for. Nu kæmper han for, at ofrene bliver kompenseret af kirken.

- Det handler ikke blot om et par tusinde euros. Vi kræver en kompensation baseret på de skader, som det enkelte offer har været udsat for, siger Olivier Savignac til Reuters.

Da undersøgelsen af de mange sager startede, blev der oprettet en hotline, der modtog tusindvis af opkald fra mulige ofre og personer, som kendte til ofre for overgreb.

Og selvom mange af overgrebene er fundet sted for en del år siden, er der stadig en række sager, der kan forfølges i retten, oplyser kommissionen bag rapporten.