Udland

Ny læk: Stats- og regeringschefer skjuler formuer i skattely

Tjekkiets premierminister er ifølge lækkede dokumenter en af de politiske ledere, der har værdier i skattely.

Nuværende og tidligere stats- og regeringschefer har skjult formuer i skattely. Det viser lækkede dokumenter, der har fået navnet Pandora Papers.

Lækket består af over 11,9 millioner filer og dokumenter. De kommer "fra alle verdensdele".

Dokumenterne afslører blandt andet, at Tjekkiets premierminister, Andrej Babis, anvendte en række skuffeselskaber i skattely til at købe ejendomme i Sydfrankrig. Ejendommene havde en værdi svarende til omkring 100 millioner kroner.

Det rapporterer blandt andet den svenske tv-station SVT og britiske BBC.

I strid med de tjekkiske regler for folkevalgte politikere har Babis undladt at opgive både ejendomme og skuffeselskaber til tjekkiske skattemyndigheder.

Babis er en af Tjekkiets rigeste mænd, og han gik til valg på at bekæmpe skatteunddragelse og korruption. Han stiller op til genvalg i Tjekkiet i den kommende uge.

Putin og Blair

Dokumenterne viser også, at der er en forbindelse mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hemmelige aktiver i Monaco.

Jordans kong Abdullah har ifølge Pandora-papirerne i al hemmelighed erhvervet sig ejendomme i USA og Storbritannien. De skal have en værdi svarende til mere end 600 millioner kroner.

I de lækkede dokumenter finder man også Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair. Også præsidenterne fra Kenya, Ukraine og Ecuador optræder.

Ud over omkring 35 tidligere og nuværende stats- og regeringschefer er der også oplysninger om flere end 300 embedsmænd. Det fremgår af de millioner af filer, der er lækket fra i alt 14 finansselskaber rundt om i verden.

Det er det internationale journalistnetværk ICIJ, der står bag afsløringen.

- Lækken viser, at der findes en skyggeverden, som vi ikke kender til, siger Gerard Ryle, der er chef for ICIJ, ifølge den svenske tv-station SVT.

- Når lande drænes for deres aktiver, fører det til større kløfter. Skatteparadis fordyber fattigdommen, siger han.

Netværket samarbejder med over 100 medier og organisationer verden over. Blandt dem er britiske BBC og The Guardian, amerikanske Washington Post samt fra dansk side DR og Politiken.