Udland

Kinas befolkning kan blive halveret langt hurtigere end ventet

Tidligere opgørelser kan have undervurderet udviklingen markant, lyder konklusionen i nyt studie fra kinesiske forskere.

Problemet har været kendt længe.

Trods et officielt befolkningstal på 1,4 milliard mangler Kina mennesker.

Men nu forudsiger et nyt studie, at landets befolkningstal kan skrumpe langt hurtigere end hidtil forventet.

Faktisk kan antallet af mennesker i Kina være halveret inden for de næste 45 år, lyder konklusionen i studiet, skriver South China Morning Post.

Bag studiet står forskere fra Xian Jiaotong-universitetet i Kina, som har baseret deres fremskrivninger på den officielle fødselsrate, der sidste år lå på 1,3 barn per kvinde i Kina.

Det er langt under de to børn per kvinde, der på skal til for på sigt at holde befolkningstallet stabilt.

Hurtigere fald end ventet

I 2019 forudså FN en tilbagegang, men at Kina i år 2065 fortsat ville have en befolkning på omkring 1,3 milliarder.

Et internationalt studie, som sidste år blev publiceret i det anerkendte tidsskrift The Lancet, forudsagde et noget hurtigere fald, og at den kinesiske befolkning ville være halveret i år 2100.

Men det nye kinesiske studie argumenterer for, at de tidligere studier har undervurderet hastigheden i befolkningsnedgangen.

For eksempel henviser forskerne til, at FN-fremskrivelsen baserede sig på, at Kinas fødselsrate ville forblive omkring 1,7 barn per kvinde.

De 12 millioner nyfødte i Kina sidste år var således 25 procent færre end FN-vurderingen.

Kan falde endnu hurtigere

Det nye studie baserer sig på data fra den seneste folketælling i Kina, som ifølge South China Morning Post anses som den hidtil mest præcise, fordi tallene for første gang alene er indsamlet digitalt og krydstjekket med andre datasæt fra de kinesiske myndigheder.

Ifølge tallene udgør børn nu 17 procent af befolkningen i Kina, mens andelen af ældre over 60 år er steget til over 18 procent.

Det er første gang, at Kina har flere ældre end unge mennesker, noterer forskerne i studiet.

Og selvom fødselstallene for 2020 er behæftet med usikkerheder på grund af coronapandemien, anser forskerne det for mest sandsynligt, at befolkningstallet snart vil falde hastigt på grund af det faldende antal kvinder i den fødedygtige alder.

- Hvis fødselsraten falder ned til en, vil befolkningen i vores land være halveret allerede om 29 år, konkluderer forskerne.

Fra et- til to - til trebørnspolitik

Efter en periode med hungersnød og boligmangel besluttede Kinas kommunistparti i 1979 at indføre begrænsninger på antallet af børn, så de fleste familier kun kunne få tilladelse til at få et barn.

For mange familier var det økonomisk mest attraktivt at få drenge, og derfor kom Kina med årene til at mangle kvinder, og fødselstallene faldt.

Samtidig udgjorde den voksende gruppe ældre en potentiel bombe under den økonomiske vækst i Kina.

I 2015 tog kommunistpartiet derfor konsekvensen og ændrede reglerne til en tobarnspolitik.

Det var uden den store effekt, og tidligere i år blev lovgivningen igen ændret, så det nu var tilladt at have tre børn per par.

Økonomi er en begrænsning

Adskillige studier har dog påpeget, at lovændringen i sig selv ikke er nok til at vende udviklingen.

Økonomiske faktorer spiller en mindst lige så stor rolle, hvor stigende boligpriser og ufatteligt høje omkostninger ved at opfostre børn i dagens Kina holder mange tilbage.

En konklusion som de kinesiske forskere i det nye studie også laver:

- Folk tør ikke at få børn på grund af tiltagende økonomisk pres. Der er også alvorlig mangel på hjælp til børnepasning og -pleje, skriver forskerne.

I Danmark faldt fødselsraten også i 2020, hvor kvinder ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik i gennemsnit fødte 1,67 levende børn.

Det var fjerde år i træk med et fald.