Udland

WHO-ansatte stod bag sexmisbrug i Afrika

Rapport afslører, at hjælpearbejdere, der skulle bidrage i kampen mod ebola, begik en række sexovergreb. WHO giver nu kvinderne en kæmpe undskyldning.

Ansatte fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, misbrugte en række kvinder seksuelt, da de mellem 2018 og 2020 var i Den Demokratisk Republik Congo for at bekæmpe den dødelige sygdom ebola.

Det er den klare konklusion i en rapport, som WHO offentliggjorde tirsdag, skriver BBC.

Rapporten fik WHO’s øverste chefer til at lægge sig fladt ned.

Den regionale direktør for Afrika, Matschidiso Moeti, erklærede, at rapportens afsløringer efterlod hende ”ydmyget, forfærdet og med knust hjerte”.

WHO’s generaldirektør, Tedros Ghebreyesus, kalder afsløringerne for "forfærdelige" og "utilgivelige":

- Jeg er så ked af, at mennesker, der var ansat af WHO til at hjælpe og beskytte jer, har gjort det her mod jer, sagde han henvendt til kvinderne.

Beskyldninger er undersøgt

Den uafhængige undersøgelse kom efter beskyldninger mod både congolesiske og udenlandske hjælpearbejdere og læger, der strømmede til DR Congo i 2018 for at bekæmpe ebola.

Beretningerne om seksuelt misbrug blev blandt andet samlet af nyhedsbureauet Reuters og offentliggjort i oktober 2020.

Beskyldningerne fra 51 kvinder blev dengang ikke alene rettet mod WHO-ansatte, men også mod ansatte i andre FN-organisationer og i private hjælpeorganisationer. Det fik WHO til at iværksætte en uafhængig undersøgelse – en undersøgelse, der nu er offentliggjort.

Undersøgelsen identificerer 83 mandlige hjælpearbejdere som involveret i overgrebene, hvoraf 21 var ansat hos WHO. Fire af dem, som stadig var ansat hos WHO, er blevet fyret.

Sex for arbejde

De congolesiske kvinder fortæller om en række forskellige overgreb, deriblandt ni tilfælde af voldtægt.

De mest almindelige overgreb handlede om, at kvinderne blev afkrævet seksuelle ydelser for at få et job i en af hjælpeorganisationerne, skriver det tyske medie Deutsche Welle.

- Hvis der er en af udlændingene, der kan lide dig, og du lader ham få dig, så får du et job med det samme, forklarer en kvinde i Butembo i den østlige del af landet til Deutsche Welle.

Hun fortæller, at hun selv startede som tandplejer på et ebola-behandlingscenter og på den måde kom i kontakt med en af de magtfulde udlændinge.

- En måned senere gjorde han mig til administrator af hele lejren, fortæller kvinden.

Rapporten bebrejder WHO, at organisation var uforberedt og manglede "strukturer, der kunne tage sig af tilfælde af seksuel udnyttelse og misbrug".

Men rapporten tilføjer samtidig, at det delvist skyldes, at hele organisationen var fuldstændigt fokuseret på den akutte opgave – at bekæmpe det livsfarlige udbrud af ebola i landet.

Dødelig sygdom

Den livsfarlige virussygdom rammer især i Afrika, hvor den er blusset op flere gange. Faktisk er den opkaldt efter en flod i DR Congo, hvor sygdommen første gang blev observeret i 1976.

Udbruddet, der begyndte i 2018, kostede mere end 2000 mennesker livet, før det kunne erklæres nedkæmpet i 2020.

Siden har der været enkelte mindre udbrud i DR Congo, senest i foråret. Efter seks dødsfald kunne WHO erklære dette udbrud for nedkæmpet i maj.