Valg i Tyskland

Partifæller efterlyser ydmyghed fra valgets store taber

Armin Laschet bør indse, at han ikke står først i rækken til at danne ny regering i Tyskland efter "knusende nederlag" ved valget, lyder kritikken.

Søndagens valg udløste en historisk stor lussing til de kristenkonservative hos CDU og søsterpartiet CSU.

Unionen gik 8,8 procent tilbage og tabte tilsammen 50 sæder i Forbundsdagen, mens socialdemokratiske SPD gik frem og blev det største parti.

Derfor er det også skudt helt ved siden af, når CDU-formand Armin Laschet taler om at ville danne regering, lyder det nu fra adskillige partifæller, inden de tirsdag mødes til første gruppemøde efter valget.

De efterlyser ydmyghed og respekt for valgresultatet.

- Unionen har ingen ret til tage ansvaret for at danne regering, siger Volker Bouffier, CDU's ministerpræsident i delstaten Hessen, til Tagessschau.

Økonomiminister Peter Altmaier kalder valgresultatet for "et knusende nederlag" og siger til Rheinische Post, at partiet bør agere derefter.

- Vi er nødt til at lytte til signalet fra vælgerne. Jeg anbefaler på det klareste en portion ydmyghed.

Tilsvarende lyder det fra CDU-formanden i delstaten Niedersachsen, Bernd Althusmann, der opfordrer til at respektere vælgernes vilje "med anstændighed og ydmyghed".

Den kristenkonservatives ungdomsformand, Tilman Kuban, lægger heller ikke fingre imellem. Han fastslår, at mandatet til at forsøge at danne regering tydeligvis ligger hos SPD, De Grønne og liberale FDP.

- Vi tabte valget, punktum, siger han til Tagessschau.

CSU-formand stikker til Laschet

Hos søsterpartiet CSU stak partileder Markus Söder tirsdag ligeledes en pind i hjulet på Laschets kanslerdrømme.

På et pressemøde sagde Söder, der i foråret udkæmpede en magtkamp med Laschet om at blive unionens fælles kanslerkandidat, at SPD's Olaf Scholz nu har de klart bedste chancer for at blive kansler.

- Det er vigtigt, at man respekterer et valgresultat, sagde Markus Söder.

Samtidig ønskede han Scholz tillykke med at have fået flest stemmer ved valget, fordi det er "det passende" at gøre.

Armin Laschet har endnu ikke offentligt lykønsket Scholz med valgsejren.

På pressemødet sagde CSU-lederen ifølge Bild desuden, at det ikke med "en klar andenplads" vil være moralsk legitimt at kræve mandat til at danne regering.

- Du er nødt til at acceptere situationen, og også acceptere den internt, sagde Söder.

Opfordres til at trække sig

Allerede i ugen op til valget – hvor målingerne spåede valgsejr til SPD – udtalte Armin Laschet, at intet stod i vejen for, at magten kunne ende ved valgets næststørste parti.

På valgaftenen gentog han, at de kristenkonservative ville gå efter at danne regering trods den massive tilbagegang.

Men dagen derpå var retorikken blødt op, da Laschet forklarede, at der var tale om et tilbud.

Siden skuffelsen har utilfredsheden ulmet i baglandet, hvor mange i forvejen syntes, at Laschet var den forkerte kanslerkandidat.

Nederlaget har da også ført til opfordringer til at trække sig som formand for CDU. Blandt andet fra Ellen Demuth, der er medlem af delstatsparlamentet i Rheinland-Pfalz.

- Armin Laschet, du tabte. Vær sød at indse det. Undgå at gøre yderligere skade på CDU og træd tilbage, skrev hun mandag på Twitter.