Militæret står klar til at hjælpe på britisk benzinmangel
Manglen på chauffører i Storbritannien har ført til tomme benzintanke. Militærets tankvognschauffører kan være en del af løsningen.
Det britiske militær står nu klar til at bringe benzin ud til landets tomme tankstationer.
150 militære tankchauffører er sat på standby og gennemgår et særligt træningsprogram, så de kan begynde at levere benzin med kort varsel.
- Mænd og kvinder fra vores væbnede styrker står klar til at lindre presset på transportbranchen, hvor der er mest brug for det, siger forsvarsminister Ben Wallace til Sky News.
Regeringen understreger dog, at beslutningen taget for en sikkerheds skyld og ikke er sat i værk endnu.
- Hvis det bliver nødvendigt, vil indsættelsen af militært personale skabe ekstra kapacitet i forsyningskæderne, siger erhvervsminister Kwasi Kwarteng til BBC.
Bilister sværmer om tankstationerne
Manglen på benzin har skabt en akut krise i Storbritannien, hvor bilister holder i lange køer uden for tankstationerne i håb om at sikre sig en fuld tank.
Mandag oplyste de uafhængige britiske benzinforhandleres organisationer, at mellem 50 og 90 procent af deres medlemmer er løbet tør for benzin.
Et stort selskab som BP meddelte samtidig, at en tredjedel af selskabets tankstationer var løbet tør for de mest almindelige typer benzin og diesel, skriver The Guardian.
Den pludselige benzinkrise er opstået, på trods af at benzinlagrene i Storbritannien er lige så fulde som normalt. Til gengæld er der mangel på chauffører til at køre benzinen ud.
Det førte i sidste uge til, at de første tankstationer oplevede tomme benzinstandere – og benzinmanglen eskalerede hurtigt, da bilisterne begyndte at sværme omkring benzinstationerne for at hamstre, før det var for sent.
Stemningen har hen over weekenden været så desperat, at britiske vejassistanceselskaber melder om en femdobling af tilfælde, hvor bilister har haft behov for hjælp til at tømme deres tank, fordi de har hældt benzin på deres dieselbil eller omvendt.
100.000 chauffører
Manglen på benzinchauffører er kun en lille – men meget synlig – del af den voldsomme mangel på lastbilchauffører, der plager Storbritannien i øjeblikket. Brexit, coronakrisen og dårlige arbejdsforhold i branchen har fået så mange udenlandske lastbilchauffører til at forlade landet, at det britiske transportsystem nu mangler 100.000 chauffører.
Den britiske regering har ikke kun reageret ved at gøre klar til at indsætte militæret. Man har også åbnet for, at 5000 europæiske chauffører kan få lov til at arbejde i Storbritannien indtil jul.
Ideen får dog ikke nogen god modtagelse hos chauffører i EU.
- De EU-arbejdere, som vi har talt med, har ikke lyst til at tage til Storbritannien på et kortvarigt visum for at hjælpe briterne ud af det lort, de selv har skabt, siger Edwin Atema fra den hollandsk baserede fagforening FNV, der organiserer lastbilchauffører fra hele EU, til The Guardian.
Brexit, corona og køreprøver
Ifølge de britiske transportfirmaers organisation RHA har omkring 20.000 chauffører fra andre EU-lande forladt landet efter Brexit, fordi de kom i tvivl om "deres fremtidige muligheder for at bo og arbejde i Storbritannien".
Tusindvis af andre udenlandske chauffører er rejst hjem under coronakrisen og har valgt ikke at vende tilbage. Corona aflyste også køreprøverne sidste år, så 25.000 færre end normalt havde mulighed for at erhverve sig et lastbilkørekort.
Endelig har branchen store problemer med at tiltrække unge chauffører. Gennemsnitsalderen blandt de britiske lastbilchauffører er 55, og hver uge forlader 2000 chauffører branchen for at gå på pension, mens kun 1000 nye kommer til, skriver Sky News.
Paradoksal hamstring
Den britiske regering har hele tiden afvist, at man kan lægge skylden for benzinmanglen på Brexit.
- Jeg har set, at folk giver Brexit skylden. Det er faktisk forkert, siger transportminister Grant Shapps til Sky News.
I stedet lægger regeringen skylden på de bilister, der hamstrer benzin.
Paradoksalt nok betyder de seneste dages hamstring måske, at problemet løser sig selv, skriver de store benzinselskaber BP og Shell i en fælles udtalelse:
- Nu hvor så mange biler har mere benzin i tanken end de plejer, forventer vi, at efterspørgslen vil vende tilbage til det normale i de kommende dage. Det vil lette presset på vores tankstationer, skriver BP og Shell.