Valg i Tyskland

Scholz går efter trafiklyskoalition med FDP og De Grønne

Mange koalitioner har været i spil før valg. Nu melder SPD's kanslerbud, at en trafiklyskoalition er målet.

Den socialdemokratiske SPD-kanslerkandidat Olaf Scholz har en ambition om at danne regering med liberale FDP og miljøpartiet De Grønne.

Ved en tale i partiets hovedkvarter i Berlin mandag siger han, at resultatet af søndagens parlamentsvalg er et tydeligt tegn på, at konservative CDU/CSU må gå i opposition efter 16 år ved magten.

- Vælgerne har talt klart. De har sagt, hvem der skal danne den næste regering, siger Scholz.

- De har styrket tre partier - socialdemokraterne, De Grønne og FDP - og derfor er det et klart mandat, som dette lands borgere har givet, om at de tre bør danne den næste regering.

Valglussing til konservative

Valget søndag har gjort SPD til Forbundsdagens største parti med 25,7 procent af stemmerne.

Merkels CDU/CSU fik 24,1 procent af stemmerne. Det var en markant tilbagegang.

På trods af det har også den konservative kanslerkandidat, Armin Laschet, sagt, at han tror på en regering ledet af CDU/CSU.

En række forskellige koalitioner er fortsat mulige - og har været i spil i optakten til valget.

Den koalition, som Scholz nu lægger op til, er den såkaldt trafiklyskoalition opkaldt efter de mulige regeringspartiers farver. SPD har partifarven rød, FDP har gul, og så er der miljøpartiet De Grønne.

FDP fik ved valget 11,5 procent af stemmerne. De Grønne fik 14,8 procent.