Udland

Flertal stemmer for kontroversielt boligforslag i Berlin

Opbakning til forslag om ekspropriation af boligselskaber tydeliggør berlinernes vrede over boligpriser.

I en folkeafstemning, som ikke er bindende, stemmer et flertal i Berlin for et kontroversielt forslag om at ekspropriere store boligselskaber.

Det viser foreløbige resultater mandag fra en afstemning, som blev gennemført samtidig med valget til Forbundsdagen og til bystaten Berlins parlament.

Forslaget lægger op til omfattende ekspropriation - altså tvungen afståelse af ejendom - for boligselskaber, der ejer over 3000 lejligheder.

Omkring 56 procent har stemt for forslaget. 39 procent har stemt imod.

Hundredtusindvis af lejligheder i byens hænder

Afstemningen er ikke bindende. Men den kan potentielt lægge pres på Berlins politikere for at gøre noget ved boligproblemerne i byen.

Her har mange i en årrække klaget over stigende leje- og ejendomspriser.

Gruppen bag folkeafstemningen har erklæret sejr. Den opfordrer byens senat til at udarbejde en lov, der kan gøre forslaget til virkelighed.

Håbet er, at op mod 240.000 lejligheder kunne overtages af byen. Boligselskaberne ville blive kompenseret i nogen grad.

Befolkningsudskiftning

- At ignorere afstemningen ville være en politisk skandale, siger Kalle Kunkel, som er talsmand for initiativet.

Mange byområder i Berlin har gennemgået en proces, der hedder gentrificering.

Det betyder i grove træk, at blandt andet byfornyelse og øget efterspørgsel har ført til værdistigninger i et område. Det medfører en befolkningsudskiftning, hvor rige flytter til, mens mindre velstående fraflytter.

Socialdemokratisk borgmester

Resultaterne er kommet, samtidig med at Vonovia, som er Tysklands største boligselskab, har opnået aktiemajoriteten i det mindre selskab Deutsche Wohnen.

Dermed kan Vonovia opkøbe Deutsche Wohnen og skabe en ny boliggigant med omkring 550.000 lejligheder.

Tidligere denne måned kom Vonovia og Deutsche Wohnen med en plan om at sælge 15.000 lejligheder til Berlin for en pris på godt og vel 18 milliarder kroner. Målet var blandt andet at få støtte til fusionen.

Efter delstatsvalget i Berlin ventes socialdemokratiske SPD, som fik 21,4 procent af stemmerne, og dets spidskandidat Franziska Giffey at sætte sig på borgmesterposten.

Giffey har bekræftet, at hun er imod ekspropriationerne. Men hun mener også, at afstemningens resultat skal respekteres.