Hvorfor bliver de ikke bare hjemme, tænkte Steinmetz, inden han forstod den uhyggelige sandhed

Der lå et lig i vejkanten mellem gruset og græsset. Det kunne jeg se fra vores bumlende Toyota-firehjulstrækker.

Det var en mand i Nike-sko, blå t-shirt og jeans med to våde skudhuller på låret. Hans venstre skulder gabte hvidt og rødt efter et hug med noget, der må have været en machete.

Han lå på ryggen i hjulsporet lige ud for et lille hus, hvor en familie på seks bor i det eneste rum. Vidner fortalte mig, at han i mange år havde arbejdet på den nærliggende gård uden for millionbyen San Pedro Sula i Honduras. Lidt væk derfra cyklede unger i børnehavealderen rundt og kiggede småfnisende på manden.

Jeg var taget til Honduras og denne brutale scene for bedre at forstå en krise, der lige nu foregår 3000 kilometer væk ved grænsen til USA, hvor tusindvis af mennesker forsøger at komme ind. Billeder af primært haitianske migranters behandling ved grænsen har trukket overskrifter. For mange andre af dem, der venter ved rejsen, begyndte rejsen her i Honduras.

Se også

Det Hvide Hus kalder videoer fra grænsen "skrækkelige"

Mens vi filmede den lokale retsmediciner arbejde, modtog vi en Whatsapp-besked om et endnu voldsommere drab.

Har aldrig kunnet sætte mig ind desperationen

I de 11 år, jeg har arbejdet som korrespondent i USA, har jeg lavet et utal af historier om såkaldte illegale immigranter. De fleste har forladt deres hjem i Mellemamerika og taget den lange, farlige og fornedrende rejse mod USA.

Jeg har set dem krydse Rio Grande ved Texas. Jeg har kravlet på knæ i smuglertunneller ind i Californien. Og jeg har mødt de få heldige, der er endt med at knokle som underbetalte opvaskere, gartnere og håndværkere overalt i USA.

Jeg har altid spurgt dem, hvorfor de hellere vil leve et liv uden for loven i USA end et legalt i deres hjemland?

Svaret er tredelt: kriminaliteten, manglende jobs og få fremtidsudsigter.

Jeg forstår det intellektuelt, men desperationen, der hvert år får millioner af mennesker til at risikere livet på vejen mod USA, har jeg aldrig kunnet sætte mig ind i.

Den første dag Honduras i landet tog vi ud til grænseområdet op mod Guatemala, hvor mange af de desperate rejser fra landet begynder.

Ved en af grænseovergangene var der 400 meter væk et tydeligt spor under pigtråden.

Vi så en lille gruppe haste op ad sporet på den anden side.

Så vi fulgte efter og kravlede under pigtråden og videre ad den grønne bakke med palmer og tæt buskads foran os.

Omkring os kunne vi se efterladt tøj, sutter, poser med babymad. Og rigtig mange tomme vandflasker.

Efter fem minutter stødte vi på en lille familie. Far, mor og tre børn, der småløb med rygsække på ryggen og den mindste på fars arm. Den lille dreng med krøller klamrede sig skrigende til farens hals.

- I går aftes blev min taxa brændt af, sagde faren til mig.

Hans levebrød var væk, og jeg kunne se angsten i hans øjne.

- Vi er blevet truet og har fået at vide, at vi ikke nogensinde skal vende tilbage til vores by igen. Jeg tør ikke tage chancen, som situationen er nu. Derfor har jeg valgt at tage min familie med til grænsen i dag.

I situationen tænkte jeg, at det var en overreaktion, men da vi dagen efter stod ved den maltrakterede landarbejder i vejkanten uden for San Pedro Sula, begyndte det at gå op for mig, at det lige så godt kunne have været ham. Naboerne sagde, at de troede, det var et røveri. Fordi mandens bil var væk.

Mens vi filmede ved gerningsstedet, stod en lille dreng på omkring et år i ble og hvid t-shirt ved huset og kiggede ned mod den døde mand.

Da moren i familien et øjeblik var uopmærksom, stavrede han nysgerrigt ned mod liget.

Hvorfor skærmer de ikke børnene?

Moren nåede at fange drengen, inden han kom hen til liget, hvor retsmedicinerne var begyndt at flytte på det.

Da de løftede i hans arm, fulgte kroppen ikke rigtigt med. Hugget i skulderen gik ned til midt på brystet og blotlagde hvide knogler og mørkerødt kød. Blodet var stoppet med at løbe. Af en eller anden grund fik det mig til at tænke på et kyllingeskrog.

Mens mørket faldt på omkring politifolkene, der arbejdede i den våde, fugtige varme, kunne jeg mærke, at jeg blev rasende på de voksne, der lod børnene lege så tæt på den bestialske virkelighed.

Hvorfor skærmede de dem ikke fra det syn?

Fordi det åbenbart er en virkelighed, der er så normal i Honduras, at folk bare trækker på skuldrene af det.

Godt, det ikke er mig.

Kort efter kørte vi efter retsmedicinerens gamle, hvide Toyota med rødt blinklys på taget. Han skulle videre til det næste drab.

Denne gang ventede de på retsmedicineren inde i byen. Det bliver kun værre nu.

Vi kom ind til en aldrende Nissan pickuptruck med rustpletter og karosseridele i forskellige farver. Den holdt med åben førerdør på en mørk sidevej. Ved den åbne dør lå en ung mand på siden i grå t-shirt med den ene arm strakt ud for sig. Hans hånd manglede.

I en halvcirkel omkring ham stod 15 nummererede, gule plastikskilte. Et for hvert patronhylster, som politiet havde fundet.

- Det er klassisk i Honduras, sagde den lokale journalist, vi rejste rundt med.

Når der bliver brugt så mange skud, handler det om at sende et signal, sagde han. Så er det som regel banderelateret og handler om narko. For selv i verdens tredjefarligste land er der forskel på drabene.

Igen stod folk omkring scenen, oplyst af blå og røde politiblink, og så på, som om der var tale om et vejarbejde.

Bortset fra en enkelt kvinde, der græd lavmælt.

- Jeg så det i nyhederne. Jeg vidste ikke, at det var sket. Da jeg så det, kom jeg direkte herned, sagde den grædende kvinde, der hed Maria, til mig.

Mellem ordene sivede en langtrukken, lavmælt hulken ud af hende. Hun var mandens storesøster og kunne genkende hans bil i nyhederne.

- Det er slet ikke til at forstå. Det er fuldstændigt forfærdeligt.

Ifølge de andre vidner var han håndværker og kaldt ud til en hasteopgave. Han blev skudt ned i det øjeblik, han trådte ud af bilen. Nu kunne vi kun høre politibilernes tomgang og nogle børn, der cyklede rundt på den mørke sidevej.

12 timer senere sad jeg på vores hotelværelse og så vores materiale igennem. Vores hotel var hegnet ind sammen med et dyrt shoppingcenter, hvor sikkerhedsvagter i camouflageuniformer og med automatrifler holdt døden fra gaden på afstand. Sådan et sted, hvor de lokale rige kom for at spise, slappe af og sole sig ved den dybblå pool.

En skærende kontrast til vores optagelser, der allerede var fulde af så meget udpenslet vold og død, at vi kun kunne vise en brøkdel af det. Jeg har aldrig nogensinde været på en reportagerejse, hvor man nærmest kunne trække drab i en automat. Men sådan er det i Honduras.

Da vores lokale journalistkollega fik endnu en besked på sin telefon, var det heldigvis ikke om et nyt drab.

Der var pressemøde om ti minutter, sagde beskeden. Politiet havde fundet noget afgørende.

Måske der alligevel var en smule retfærdighed i al volden, vi har set det seneste døgn?

Tredje måned foran porten

Dagen før – inden vi besøgte det første gerningssted – så vi solen stå op over et hav af mennesker med pangfarvede plastikchartekker. Plastlommerne, der lyste op i morgengryet, indeholdt deres cv’er og anbefalinger.

Jeg vil tro, at omkring 200 mennesker stod i kø foran en fabrik, der laver tøj til Adidas og Nike.

Mens køen voksede, mødte vi José Hernandez Villanueva med nyklippet, tilbagestrøget hår og Tommy Hilfiger-logo på poloshirten.

Hans mappe var blå, og ligesom de mange andre håbede han at få chancen, når gitterporten om nogle timer ville åbne, og der ville blive råbt, hvor mange nye der var brug for den dag.

Nogle dage er det to eller tre. Men den dag var der brug for 50. Alligevel vendte Villanueva sig og bevægede sig ud af køen.

- Vi tager kun folk, der har uddannelse eller relevant erfaring (folk, der kan betjene en symaskine, red.), lød det, da porten foran fabrikken åbnede.

21-årige José Hernandez Villanueva gik ud af 7. klasse for at kunne tjene penge til familien. Hans eneste erfaring var som opvasker på en restaurant i en lillebitte landsby.

Det var hans tredje måned foran porten. Derfor vidste han, hvad han var nødt til at fortælle sin to år yngre kone, da han tog os med hjem til hende.

- Nu er jeg nødt til at tage afsted. Hvordan har du det med det? spurgte han hende.

- Det har jeg det ikke godt med. Vi ved jo ikke, om vi får hinanden at se igen, svarede hun med deres 15 måneder gamle pige på skødet.

Væggene i deres lånte hus var i rå betonsten. Der var ikke noget bræt på deres toilet. Der var ud over et fritstående køleskab blot to borde, nogle stole og en seng, men ellers ingen møbler. Og udenfor bestemte narkokartellerne.

For mig at se var det blot to store børn, der ved et uheld selv havde fået et barn. De anede intet om livet.

Dømt til at mislykkes

- Du ved, at vi kommer til at være her alene, og vi kommer til at lide. Du skal virkelig love, at du kommer til at vente på os, sagde 19-årige Nea Hernandez Villanueva til sin to år ældre mand.

- Ja, det lover jeg, svarede han.

Få dage efter beslutningen var taget, kyssede de farvel. Han gik ud mod bussen med rygsæk over skuldrene, og hvad der svarede til lige under 1000 kroner i amerikanske dollars.

Nu var det jo ikke min opgave som journalist at fortælle en 21-årig mand om hans fremtidsmuligheder, men jeg havde så ondt af ham. For mig lød det fuldstændigt urealistisk, at han nogensinde skulle komme til USA, endsige klare sig der.

Det var dømt til at mislykkes.

- Jeg føler mig totalt ødelagt, men beslutningen er taget, sagde han til mig.

Pistoler, penge og patroner ligger frit fremme

Den tredje dag i landet kørte vi ud til politiets pressemøde. Et lille lokale stod altid klar med et langt bord i den ene ende. Bandeenhedens logo med brølende sort panter i et sigtekorn stirrede fra et banner ud over den inviterede presse, der stod op, fordi der ikke var nogen stole.

Samtlige politifolks ansigter var dækket til under de mørke kasketter. Og det var ikke kun på grund af corona.

På bordet lå en række pistoler, patroner og mobiltelefoner fremme. Jeg kunne gå helt op til dem og samle dem op, hvis jeg ville.

Ved siden af på bordet lå nogle lokale pengesedler. De sedler, der angiveligt var en del af betalingen for weekendens lejemord.

Så skete der noget. Fire mænd i håndjern og mundbind blev skubbet ind af betjente med maskinpistoler, hvor det blanke metal var slidt frem under malingen på alle kanterne.

De to meget unge mænd blandt de anholdte stirrede ned i gulvet. Den tredje var noget ældre og i bar overkrop, så hans fuldt tatoverede overkrop kunne fotograferes. Den sidste er en lettere overvægtig mand i grå t-shirt og det, der lignede pyjamasbukser.

Underligt nok så de anholdte ikke særligt tyngede ud over at blive vist frem. Måske fordi de vidste, at de vil blive sat på fri fod inden længe.

- Det er rent show for at berolige befolkningen, sagde den lokale journalist.

Kun omkring hver fjerde af dem, der bliver vist frem til de ugentlige pressemøder, ender med at blive anholdt, forklarede han. Politiet hiver hellere en for meget end en for lidt ind til disse seancer.

På bordet ringede en af mobiltelefonerne, mens jeg betragtede de udstillede bevismaterialer. Ingen tog sig af det.

På politistationen kom der endnu en besked

38 mennesker nåede at blive slået ihjel i løbet af de første 4 dage, jeg var i San Pedro Sula.

Under ti procent af drabene i Honduras bliver opklaret. Mens jeg var i grænsebyen, skete der så mange drab, at vi til sidst holdt op med at tage ud til dem. Ellers kunne vi ikke bestille andet.

Det var blevet tydeligere for mig, hvorfor det, der for mig kan ligne et sølle liv til en elendig løn i USA, stadig er så meget bedre end det, deres eget land kan tilbyde.

Hvad er det for et samfund, hvor man ikke ved, om ens nærmeste kommer hjem, når dagen er omme? Det skaber ikke bare en angst, men også en forråelse af folks liv.

Som landet var de dage, tænkte jeg hver eneste gang, jeg mødte en honduraner: Ja, no wonder, at du emigrerer. Du har jo intet at blive for i dit eget land.

For første gang tror jeg, at jeg forstår det pres, der er på den amerikanske grænse.

Inden vi nåede at forlade showet på politistationen, kom der endnu en Whatsapp-besked:

- Der er et ægtepar, der er blevet fundet skudt og dræbt. Er det noget for jer?

Reportageturen og artiklen er udarbejdet i samarbejde med Celina Liv Danielsen.