Udfaldet syntes givet på forhånd, men få måneder har vendt op og ned på alt
Forud for det tyske valg har kandidaterne spillet deres kort vidt forskelligt. Måske manden med den dårligste hånd i sidste ende tager stikket hjem.
Det hele var kørt i stilling, da Armin Laschet i april blev valgt som de kristenkonservatives kanslerkandidat.
Her var manden, som skulle afløse partifællen Angela Merkel på posten som Tysklands næste kansler.
For selvom partiet i årets første måneder havde oplevet et dyk i meningsmålingerne, lå de stadig til at blive landets klart største parti ved valget i september.
Faktisk var unionen mellem kristendemokraterne fra CDU og det bayerske søsterparti CSU omtrent dobbelt så stor i målingerne som det andet traditionelle kanslerparti, socialdemokratiske SPD.
Kun De Grønne med frontkvinden Annalena Baerbock så ud til teoretisk set at kunne udgøre en trussel mod Laschets kanslerdrømme, hvis miljøpartiet kunne ride videre på sin grønne bølge.
- Det var en sort-grøn duel. Alle var enige om, at SPD's Olaf Scholz ikke havde en chance, siger TV 2s Tysklands-analytiker Mirco Reimer-Elster.
I dag er situationen vendt på hovedet.
Når tyskerne søndag 26. september stemmer til Forbundsdagen, ligger SPD ifølge målingerne til at blive Tysklands største parti, og Scholz sidder dermed potentielt med esset, når der skal udpeges en ny kansler.
Hvordan gik det lige til?
Den slagne kandidat
At vi overhovedet taler om Olaf Scholz i dag er i sig selv lidt af en præstation.
Det er kun små to år siden, at Scholz måtte se sig slået i kampvalget om at blive SPD's leder. Partifællerne vragede ham og foretrak de næsten ukendte delstatspolitikere Walter Norbert-Borjans og Saskia Esken.
Den slagne Scholz overvejede ifølge forlydender fra dengang endda helt at forlade politik.
Overraskende var det derfor også, at SPD allerede for et år siden satte navn på sin kandidat til kanslerposten, og at valget faldt på den vragede formandskandidat Scholz.
I mangel på bedre syntes han som finansminister og vicekansler i Angela Merkels regering dog at være det bedste bud på at få vendt skuden.
Opgaven, der ventede ham, var enorm.
I målingerne lå SPD til omkring 17 procent af stemmerne. CDU/CSU lå til 36.
Arven efter Merkel
I den kristendemokratiske lejr var alt heller ikke fryd og gammen.
Efter 16 år på kanslerposten ville Angela Merkel ikke mere, og både Tyskland og CDU skulle derfor finde sig en ny 'Mutti'.
Forhåbningen var, at Merkels afløser som partiformand, Annegret Kramp-Karrenbauer, kunne løfte arven. Men 'Mini-Merkel', som hun blev kaldt, valgte i 2020 overraskende at trække sig som både kanslerkandidat og formand.
Det kastede partiet ud i et det andet formandsvalg på lidt over to år, hvor ministerpræsidenten i delstaten Nordrhein-Westfalen, Armin Laschet, i januar i år trak sig ud som vinder.
Men trængslerne var ikke ovre.
Kristendemokraterne døjede i årets begyndelse også med en korruptionsskandale og en tiltagende frustration i befolkningen over den tyske håndtering af coronakrisen.
Hertil kom, at CDU og søsterpartiet CSU ikke kunne enes om en fælles kanslerkandidat.
CSU – og mange i CDU's bagland – ønskede ikke Laschet, men foretrak at gå med Bayerns karismatiske ministerpræsident, Markus Söder.
En ny magtkamp blev udkæmpet, inden partiledelserne i april besluttede, at Laschet var manden, man ville satse på.
Og så var det som nævnt, at det herfra lignede cruisekontrol frem mod valget nogle måneder senere.
Laschet skulle bare undgå at formøble forspringet.
Den grønne joker
Mens konkurrenterne havde sit at tumle med, så det anderledes positivt ud hos De Grønne, der lignede valgkampens store joker.
Miljøpartiet gik i foråret markant frem og øjnede for første gang nogensinde kanslerposten.
Kvinden, der skulle få det til at ske, blev den ene af partiets to formænd, 40-årige Annalena Baerbock.
Det er selvom, at partiets anden formand, 51-årige Robert Habeck, ifølge TV 2s Tyskland-analytiker formentlig havde haft en bredere appel i befolkningen.
- Både De Grønne og CDU valgte kandidater ud fra intern partilogik, som du ikke kan forklare store dele af befolkningen. De valgte ikke den mest populære kandidat, og det giver dig potentielt et forklaringsproblem og et legitimeringsproblem, siger Mirco Reimer-Elster.
Laschet og Baerbock blev udpeget med én dags mellemrum i april.
Herfra ændrede valgkampen sig, og kortene blev blandet mere end én gang.
Møgsager fik korthuset til at vælte
Den efterfølgende tid bulrede De Grønne frem og overhalede CDU/CSU, der omvendt tog et alvorligt dyk i målingerne.
Men lykken varede kort for Baerbock.
I maj og juni dukkede en række møgsager op, som fik momentum til at vende.
Først gjaldt det hendes personlige økonomi, hvor hun over tre år ikke havde opgivet løn for 25.000 euro til myndighederne.
Så blev hun taget i at have pyntet på sit cv.
Og for at gøre skaden værre blev hun i forbindelse med sin nye bog beskyldt for plagiat.
- Da Baerbock blev ramt af sine møgsager, ramte det hende dobbelt så hårdt, fordi der i forvejen netop var et indtryk af, at partiet havde valgt den forkerte kandidat, siger Mirco Reimer-Elster.
Med den grønne kandidat på vej ud på et sidespor, så det hele igen lyst ud for Armin Laschet, da Tyskland gik ind i sommeren.
Hans eget parti var tilbage med en sikker føring i målingerne, De Grønnes korthus var kollapset, mens Olaf Scholz og SPD fortsat lå og rodede rundt med lav opbakning.
Som tv-stationen ARD bemærkede i en analyse af situationen var det ikke utænkeligt, at Laschet trods en dårlig start kunne blive tysk kansler.
Det ville dog kræve – lød analysen – at han fik samlet parti og søsterparti bag sig, at partiledelsen bakkede tydeligt op om ham og vigtigst af alt: Han skulle for alt i verden undgå at lave nogen alvorlige fejl.
Det skulle vise sig lettere sagt end gjort.
Katastrofen i katastrofen
I midten af juli blev store områder i det østlige Tyskland ramt af historiske oversvømmelser.
Særligt delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen blev hårdt ramt med omfattende ødelæggelser og over 150 dødsfald.
Situationen var alvorlig, og som ministerpræsident i den ene af de to delstater havde Laschet alle muligheder for at køre sig selv i spil som en samlende 'landesvater'.
Under forbundsvalget i 2002 udnyttede den siddende kansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, en lignende katastrofe til at trække i gummistøvlerne og udvise handlekraft.
Men for Armin Laschet blev oversvømmelserne i Tyskland hans egen personlige katastrofe.
Han kom skidt fra start med et interview, hvor han udtalte, at man altså ikke ændrede politik, "bare fordi der skete noget en enkelt dag".
Værre blev det, da Laschet og hans delstat 17. juli fik besøg af den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier.
Dagen bliver i dag husket for et afsluttende pressemøde, hvor Steinmeier efter at have besigtiget ødelæggelserne udtrykte sin medlidenhed med dem, der havde mistet og lidt store tab.
- Vi sørger sammen med dem, der har mistet venner, bekendte eller familiemedlemmer. Jeres skæbner skærer i vores hjerter, sagde han.
Ordene stod nemlig i skarp kontrast til en situation, der udspillede sig i baggrunden.
Her stod Armin Laschet og grinte.
Bør han lede landet?
Historien og billederne af den skraldgrinende CDU-formand spredte sig hurtigt på både sociale medier og i nærmest samtlige tyske medier.
Allerede efter få timer var Armin Laschet selv ude og undskylde for situationen.
- Det var upassende, og jeg er ked af det, skrev han på Twitter.
Men det skulle vise sig, at skaden allerede var sket.
Kritikken var nådesløs fra både politiske modstandere og i befolkningen. Avisen Die Welts politiske kommentator, Torsten Krauel, lagde ikke fingre imellem i sin analyse af sagen:
- Når Laschet griner og smiler bag forbundspræsidenten i et katastrofeområde - og noget, der kan ligne et drenget smil, bliver sendt hjem i alle tv-stuerne - så bliver mange vælgere og især mange kvindelige vælgere bekymrede.
- Kender vi ham rent faktisk? Ved vi, hvordan han tænker, og hvad der får ham til at reagere? Er det en person, som bør lede Tysklands regering?
Det mindste af tre onder
Oversvømmelserne i Tyskland burde logisk set have været en politisk gave for De Grønne, der mere end nogen sidder på klimadagsordenen.
Med en vingeskudt formand, der havde nok at se til med sine egne møgsager, blev naturkatastrofen dog aldrig den vindersag for miljøpartiet, som det kunne have været.
At Armin Laschet samtidig dummede sig, fik afgørende betydning for valget.
- Da det skete, blev klimavalget til et personvalg, fordi personerne kom i fokus. Reaktionen på Laschets grin viste, at han nok aldrig havde et særlig solidt fundament. Og det blev samtidig Olaf Scholzs åbning, siger Mirco Reimer-Elster.
Resultatet var ikke til at tage fejl af:
Faktisk viste alle tre partiers kanslerkandidater sig at være historisk upopulære blandt den tyske befolkning.
Undersøgelser af tyskernes foretrukne kandidat viste, at næsten halvdelen slet ikke ønskede nogen af de tre som kansler.
Men som sommeren skred frem, fremstod Olaf Scholz pludselig som det mindste af tre onder. Knap to uger efter Laschets famøse grin blev CDU-lederen overhalet af Scholz som den foretrukne kansler.
- Man ville ikke have 'løgnhalsen' Baerbock eller ham 'gøgleren' Laschet. Der var brug for en sikker hånd på rattet, når Tyskland skulle styres videre efter Merkel, og der var Scholz ham, der på papiret var den mest erfarne, forklarer Mirco Reimer-Elster.
Som vicekansler under Merkel repræsenterede SPD-kandidaten Olaf Scholz både forandring og kontinuitet i én og samme person.
På vej ind i valgkampens slutspurt sad han nu med gode kort på hånden.
Skandale eller ej
Ved valget i 2017 var situationen lige omvendt.
Dengang stormede den daværende SPD-kandidat, Martin Schulz, tidligt frem i målingerne, men som valgdagen nærmede sig, tabte han momentum, og Merkel blev sikkert genvalgt.
Olaf Scholz greb det helt anderledes an.
Selvom han haltede efter i målingerne, hørte vælgerne ikke rigtig fra ham. Der var ingen opgivende udmeldinger eller storsatsende valgløfter for at vende udviklingen. Selv da hans parti blev spået uden chancer, gjorde Scholz intet andet end at vente og lade tiden arbejde for sig.
Han lod sine modkandidater begå fejl, mens han selv gled af på potentielle skandalesager.
For eksempel en opsigtsvækkende sag om hvidvask i millionklassen, som trods advarsler til Scholzs finansministerium ikke blev stoppet i tide.
Sagen har fået stor omtale i Tyskland, og Scholz har under valgkampen måttet afgive forklaring til myndighederne. Men sagen har tilsyneladende ikke haft betydning for vælgerne. Måske fordi Scholzs rolle er meget uklar. Måske fordi sagen simpelthen er for kompleks.
- Hvis du ikke kan forklare det i én sætning, er det ikke en skandale, har den tyske kommentator Jan Fleischhauer sagt til Politico.
Skandale eller ej, i meningsmålingerne fortsatte fremgangen for SPD, og ved udgangen af august overhalede de CDU/CSU som største parti.
Vendepunktet, der udeblev
Med den overraskende udvikling i valgkampen var presset derfor på Armin Laschet, da de tre kanslerkandidater på den sidste søndag i august stod over for hinanden i den første af i alt tre tv-debatter.
Men da CDU-lederen efter debatten mødtes med en lille gruppe partifæller, virkede han ifølge Der Spiegel i glimrende humør - en blanding af lettelse, glæde og troen på succes.
- Fornemmelsen var, at hans præstation kunne blive vendepunktet. At det kunne være øjeblikket, hvor hans valgkamp endelig fik luft under vingerne, skriver Spiegel.
Kort efter kom de første meningsmålinger på baggrund af debatten.
Bedst: Scholz
Næstbedst: Baerbock
Dårligst: Laschet.
Ved den næste debat et par uger senere var billedet det samme, selvom Laschet gik mere i offensiven og forsøgte at ryste sin modstander.
Efter den tredje debat kårede seerne igen Scholz som vinder.
Med en uge til valgdagen lignede SPD-kandidaten stadig mere en mulig sejrherre.
Et sidste trumfkort
Den store ubekendte forud for søndagens valg er, at mange tyske helt op til valgdagen endnu ikke har taget stilling til, hvem de vil stemme på.
Derfor har kandidaterne også kæmpet til det sidste, og de seneste dage har CDU og Armin Laschet spillet deres sidste trumfkort.
Efter at have været fraværende i store dele af valgkampen, er Angela Merkel gået aktivt ind i kampen for at få tyskerne til igen at sætte kryds ud for CDU/CSU.
Hun har været på gaderne med Laschet, blandt andet i hans hjemby, Aachen, og spørgsmålet er så, om 'Mutti' kan nå at gøre en forskel.
- Faren er, at det lidt kommer til at fremstå som en støttepædagog. Når hun først kommer her til sidst, forstærker det indtrykket af, at det mere er en redningsaktion end en støtteaktion, siger Mirco Reimer-Elster.
I sidste ende bliver det op til tyskerne at stemme på det parti, som de synes, har spillet deres kort bedst.
Først derefter ved vi, hvem der tager det sidste stik efter en valgkamp, hvor alt på få måneder er blevet vendt op og ned.
- Hvis CDU beholder kanslerposten, er det på trods af Armin Laschet, ikke på grund af ham, siger TV 2s Tyskland-analytiker.
- Men hvis SPD vinder, er det på grund af Scholz. Han var manden, der var der i det rigtige moment, og som var skabt til lige netop det øjeblik, hvor der blev brug for ham.