I dag skal tyskerne til stemmeurnerne – og det bliver neglebidende tæt
Alle tre kanslerkandidater er historisk upopulære, siger TV 2s Tysklands-analytiker.
Søndag klokken 8 åbner valgstederne i Tyskland, og så skal det afgøres, hvem der bliver Angela Merkels arvtager til kanslerposten.
Selvom der kun er få timer til, er det svært at spå om, hvad udfaldet bliver.
I meningsmålingerne ligger de tre kanslerkandidater, den socialdemokratiske Olaf Scholz (SPD), den konservative Armin Laschet (CDU) og De Grønnes Annalena Baerbock, nemlig meget tæt. Samtidig er cirka 40 procent af vælgerne stadig i tvivl om, hvor de vil sætte deres kryds.
- Det bliver et historisk valg på så mange måder, siger TV 2s Tysklands-analytiker Mirco Reimer-Elster.
Ifølge ham er de tætte meningsmålinger et udtryk for, at vælgerne simpelthen ikke ved, hvem de vil stemme på. Og det er der en helt særlig grund til.
Alle kandidater er upopulære
Det er første gang i 16 år, at Angela Merkel ikke står på stemmesedlerne, og ifølge Mirco Reimer-Elster har det bragt tyskerne i historisk tvivl, fordi ingen af de andre partiledere når hende til sokkeholderne.
- Man kan næsten tale om snehvide og de syv små dværge. Merkel er snehvide, og de syv partiledere er dværgene, siger han.
I en måling fra Politico, et amerikansk politisk medieselskab, har hele 43 procent svaret, at de ikke ser nogen af de tre kandidater som den bedste arvtager for Angela Merkel.
Hvis de skulle vælge en, er socialdemokraten Olaf Scholz dog klart den mest poplære.
Ifølge Mirco Reimer-Elster er det "meget usædvanligt", at alle kandidater er så upopulære.
Den store tvivl og utilfredshed blandt vælgerne har også været medvirkende til, at meningsmålingerne har ændret sig så meget i løbet af valgkampen, påpeger han.
- Det er aldrig set før, at føreren af meningsmålingerne har skiftet så mange gange.
Læs med her for at få et nærmere indblik i de tre kandidater.
Et mudret resultat
Uanset hvem der ender med at vinde, vil det blive en historisk svag kansler, fordi personen formentlig ikke når over 30 procent af stemmerne, vurderer Tyskland-analytikeren.
Det kommer også til at få konsekvenser for processen, når der skal dannes regering.
- Alt tyder på, at valgresultatet bliver ekstremt mudret, så der skal indgås nogle alliancer på kryds og tværs, siger Mirco Reimer-Elster.
Ingen af partierne står til at kunne danne en regering alene eller sammen med kun ét andet parti. Dermed bliver det formentlig et samarbejde mellem tre partier, og det er ikke set i mange år.
For CDU, som har siddet på magten i 50 af de sidste 70 år, vil det være en enorm skuffelse, hvis partiet ikke vinder valget, mener Mirco Reimer-Elster.
Lige nu er CDU dog bagefter socialdemokratiet SPD i meningsmålingerne.
Det holder vi øje med på valdagen
Hvordan det hele ender, bliver vi klogere på i løbet af valgdagen søndag.
Valgstederne er åbne fra klokken 8-18, og allerede klokken 18 er den såkaldte 'hochrechnung' - en foreløbig optælling - klar.
Ifølge Mirco Reimer-Elster giver den et "historisk meget præcist" billede af, hvordan stemmerne fordeler sig.
Derefter er der partilederdebat klokken 20.15.
- Her vil der formentlig allerede blive snakket om, hvem der skal danne regering, siger Tysklands-analytikeren, der dog understreger, at der kan gå ugevis, inden en kansler er endeligt udpeget og en regering dannet.
Følg valgdækningen på TV2.DK og TV2 NEWS søndag.