Udland

USA vil genåbne flygtningelejr på Guantanamo

Nyheden kommer midt i flygtningekrise, hvor tusindvis af asylsøgere fra Haiti strømmer til USA - og bliver fløjet direkte hjem.

USA er på vej til at genåbne deres flygtningelejr i Guantanamo på Cuba, der har været lukket siden 2017. Det oplyser tv-stationen NBC.

Nyheden får nu kritikere til at frygte, at nogle af de haitianske migranter, der i øjeblikket er samlet i grænseområdet mellem Mexico og USA , skal flyves til Guantanamo.

Vagterne skal kunne tale kreolsk

Mistanken om, at nogle af haitianerne nu skal interneres på Guantanamo, næres af et afsnit i det officielle udbudsmateriale for det private firma, der skal stå for driften af lejren.

Her kræves blandt andet, at en del af personalet skal tale det særlige kreolske sprog, der tales på Haiti, skriver bladet Business Insider.

- Det er absolut skamfuldt, kommenterer for eksempel det venstreorienterede kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez.

Den ansvarlige amerikanske myndighed, Department of Homeland Security (DHS), forsikrer dog, at Guantanamo ikke skal rumme asylsøgere, der allerede er nået frem til den amerikanske sydgrænse.

- Vi sender ikke haitianske statsborgere, som vi støder på ved grænsen, til Guantanamo. Og det vil vi heller ikke gøre i fremtiden, skriver DHS i en kommentar til tv-stationen NBC.

Ifølge Homeland Security skal flygtningelejren på Guantanamo have en kapacitet på 400 mennesker, og huse flygtninge, som den amerikanske flåde eller andre amerikanske skibe samler op på havet.

Tusindvis søger fra Haiti til USA

Flygtningestrømmen fra Haiti er nu stærkere end nogensinde.

Landet, der i forvejen var det fattigste på den vestlige halvkugle, er tvunget yderligere i knæ af et stort jordskælv i august og mordet på landets præsident i juli.

Nu er der tusindvis af haitianere, der venter i interimistiske lejre ved USA’s sydgrænse.

De amerikanske myndigheder er begyndt at flyve nogle af dem direkte tilbage til Haiti, noget der har vakt en storm af kritik i USA. Torsdag valgte USA’s særlige udsending til Haiti, ambassadør Daniel Foote, at træde tilbage i protest mod flyvningerne.

Guantanamo

Den amerikanske flådebase Guantanamo Bay udgør et 116 kvadratkilometer stort stykke USA i det østlige hjørne af Cuba.

Basen er mest kendt for at rumme et topsikret fængsel med fanger fra den amerikansk-ledede ”krig mod terror”, først og fremmest i Afghanistan.

På et tidspunkt har fængslet rummet helt op til 780 af disse fanger, der sad fængslet på ubestemt tid uden rettergang, men nu er antallet nede på 39.

Den amerikanske Guantanamo-base er mest kendt for at huse fangerne fra "krigen mod terror" i deres karakteristiske orange fangedragter

Det topsikrede fængsel blev oprettet i 2001, men allerede i 1991 blev der oprettet en flygtningelejr på flådebasens territorium.

Lejren har en lang historie som opsamlingssted for haitianere, der forsøger at komme til USA. Under præsident George H.W. Bush blev op mod 12.000 haitianere fløjet fra USA til Guantanamo-basen og indkvarteret der.

Præsident Barack Obama valgte at lukke den med virkning fra 2017.

Den tidligere topembedsmand Bob Carey, der havde ansvaret for behandlingen af asylsøgere under præsident Barack Obama, kalder muligheden for at sende haitianere til Guantanamo for den mindst ringe af de muligheder, som den amerikanske regering har at vælge imellem.

- At benytte Guantanamo er en beklagelig løsning, men det er langt bedre end at tvinge folk tilbage til Haiti, når man tager den aktuelle situation der i betragtning, siger han til NBC News.