Valg i Tyskland

Tyske elbiler er i voldsom vækst – og det mærker danske virksomheder

Virksomheden Danfoss Silicon Power, som producerer små dele til elbiler, har udvidet til døgnproduktion for at kunne følge med efterspørgselen.

På søndag er der valg i Tyskland, og et af valgets helt store fokuspunkter er klima og grøn omstilling.

Det stigende klimafokus og det tyske salg af mere miljøvenlige biler er noget, der kan mærkes hos danske virksomheder.

Blandt andet hos Danfoss Silicon Power, som producerer såkaldte powermoduler, der er små dele til elbiler. De har det seneste halvandet år ansat mellem 180 og 200 nye medarbejdere.

- Samtidig har vi udvidet til makskapacitet, så vi nu kører 24/7-skiftehold for simpelthen at kunne følge med den store efterspørgsel, fortæller Mette Nordstrøm, senior director hos Danfoss Silicon Power.

Danfoss er normalt kendt for at producere termostater til radiatorer, men Mette Nordstrøm fortæller, at virksomheden satser på at blive store på dele til elbilmarkedet, og at de således vil sidde på mellem 10 og 15 procent af markedet i 2026.

Også den fynske virksomhed AM Tooling er i fuld sving med at producere karosseri-dele til bilmærker som BMW, Volkswagen og Porsche.

- Vi har rigtig travlt. Vi har gang i en masse eksport til Tyskland, plus vi også har travlt på hjemmemarkedet, fortæller direktør Torben Viby.

Hjertet i Europas bilindustri

Kigger man på tallene for el- og hybridbiler på de tyske veje, er det især inden for de seneste fem år, der er sket en voldsom stigning.

Således kørte der i 2016 25.000 el- og hybridbiler rundt. Sidste år var tallet steget til knap 400.000, hvoraf halvdelen var rene elbiler, og i juli nåede Tyskland en milepæl, da tallet for første gang oversteg en million.

I det store billede er der potentielt rigtig mange penge for danske virksomheder at hente på elbilsmarkedet, fortæller Jørn Fredsgaard Sørensen, som er afdelingschef hos Danmarks Eksportkredit, EKF.

Tyskland er ifølge ham det land i Europa, som har flest bilfabrikker, og samlet står bilindustrien for fem procent af Tysklands bruttonationalprodukt.

- Det er en kæmpe industri, vi snakker om. Den tyske bilindustri er jo hjertet i Europas bilindustri.

Jørn Fredsgaard Sørensen mener, at de danske virksomheder er gode eksempel på den omstilling, der sker i industrien, hvor man i højere grad end tidligere satser på elektriske biler.

- Det er et godt eksempel på, hvad vi i Danmark skal blive gode til at producere til den tyske bilindustri fremover, siger han.

Danske virksomheder er klar

Ifølge Jørn Fredsgaard Sørensen skaber den tyske bilindustri omkring 7000 arbejdspladser herhjemme, hvoraf 4000 leverer til elbiler. I 2030 hvor man ifølge afdelingschefen mener, at halvdelen af bilsalget vil være elbiler, kan det skabe op til 35.000 danske arbejdspladser.

Men det kræver, at danske virksomheder er rustet til fremtiden. Og det mener Jørn Fredsgaard Sørensen generelt, at de er.

Derfor er det også vigtigt for Danmark, er Tyskland er stærkt med på den grønne dagsorden indenfor biler.

- Det er meget vigtigt både i bilindustrien, men såmænd også i andre industrier, og meget tyder jo på, at De Grønne (tysk miljøparti, red.) kommer med i en regering.

Nogenlunde samme toner lyder fra Mette Nordstrøm og Torben Viby.

Mens Torben Viby regner med, at hans virksomhed fortsat skal vækste på det tyske marked, melder Mette Nordstrøm, at Danfoss er "klar på alle fronter i forhold til den grønne omstilling".

- Hele transformationen af bilindustrien går mod elbiler, så det at politikken følger med, er kun rigtig godt, siger hun og påpeger, at tyske bilproducenter i højere grad end tidligere bygger batteri- og elbilsfabrikker.