Valg i Tyskland

Tvivlere kan afgøre tysk valg - frygter en fremtid uden Merkel ved roret

- For mig er afskeden med hende forbundet med angst for, hvad der kommer, lyder det fra en af de tyske vælgere.

Tre dage før valget i Tyskland er op imod 40 procent af vælgerne fortsat i tvivl om, hvor de vil sætte deres kryds.

Det viser den seneste rundspørge blandt de tyske vælgere.

Dermed er antallet af tvivlere denne gang markant højere end ved de seneste valg.

For første gang i 16 år er den siddende kansler Angela Merkel ikke på stemmesedlen, og de tre kanslerkandidater, Armin Laschet fra CDU, Olaf Scholz fra SPD og De Grønnes Annalena Baerbock nyder ikke samme popularitet blandt tyskerne som Merkel.

Frygter fremtiden

Manfred Haas fra Nürnberg er en af de vælgere, som frygter en fremtid uden Merkel ved roret i Tyskland.

- For mig er afskeden med hende forbundet med angst for, hvad der kommer. Hvad håber jeg på? Måske lidt stabilitet i fremtiden. Men jeg frygter, at det går i den anden retning, siger Manfred Hass til TV 2.

Samme melding lyder fra Hartmut Wohlgezogen i Wuppertal:

- Man ved, hvad man har, men ikke hvad der kommer, siger han.

Populære Merkel

Årsagen til den udbredte tvivl blandt de tyske vælgere skyldes helt klart Merkels popularitet.

Det siger Lykke Friis, der er direktør for Tænketanken Europa.

- Der er ikke meget, der kan vokse under så stor en plante, som Angela Merkel har været. Der er tre partier, der skiftevis har haft føringen i den her valgkamp, og det er et udtryk for den store usikkerhed blandt de tyske vælgere, siger Lykke Friis til TV 2.

Kan føre til mange sofavælgere

Det er ikke unormalt, at mange tyskere tvivler på, hvem de vil stemme på få dage før valget, men tallet er ekstraordinært højt i år.

Det fortæller TV 2s korrespondent, Uffe Dreesen, som følger valgkampen i Tyskland.

- Der er altså en stor del af vælgerflokken, som stadig går og overvejer, hvad de skal stemme. Derfor må man også regne med, at der er en del, som vælger at blive derhjemme på søndag, siger Uffe Dreesen.

Ved valget i 2017 var andelen af uafklarede vælgere på samme tidspunkt 35 procent, og ved valget i 2013 havde kun 24 procent af vælgerne ikke besluttet sig to uger før valget.

De seneste meningsmålinger på de tre største partier viser, at hovedudfordreren Olaf Scholz fra SPD står til 25,5 procent

CDU's Armin Laschet står til 21,2 procent af stemmerne, mens De Grønne, med Annalena Baerbock i spidsen, står til 15,6 procent.