Coronavirus

USA vil donere flere coronavacciner end alle andre tilsammen

Joe Biden lover, at USA vil donere 500 millioner ekstra coronavacciner. Dermed donerer USA cirka 1,1 milliard.

USA vil donere yderligere 500 millioner coronavacciner til udsatte lande, der kæmper med fortsat coronakrise og mangel på vacciner.

Det siger USA's præsident, Joe Biden, på et covid-19-topmøde onsdag.

Dermed har amerikanerne forpligtet sig til at donere cirka 1,1 milliard coronavacciner til verdens lav- og mellemindkomstlande. Det er flere, end hvad resten af verdens lande har forpligtet sig til tilsammen.

- Det her er en krise, hvor vi har brug for alle mand på dæk, siger Biden.

- Vi har allerede sendt 160 millioner doser til 100 forskellige lande. For hver vaccine, vi indtil videre har givet i USA, har vi nu forpligtet os til at donere tre vacciner til resten af verden, siger Biden på det virtuelle topmøde.

De 500 millioner vacciner, Biden onsdag har lovet, er fra Pfizer/BioNTech.

Meget få vaccinerede i Afrika

Biden har også opfordret andre højindkomstlande til at sørge for, at 70 procent af deres befolkning er vaccineret senest i september 2022.

- Vi har brug for, at andre højindkomstlande opfylder deres egne ambitioner. Vi kommer ikke igennem den her krise med en halvhjertet indsats, lyder det.

I USA er cirka 54 procent af befolkningen færdigvaccineret. 63 procent har fået mindst ét vaccinestik. Det viser tal fra statistikbanken Our World in Data.

Mens den vestlige verden er godt i gang med vaccinationerne mod coronavirus, så ser det anderledes ud andre steder.

Eksempelvis har kun 3,6 procent af befolkningen i Afrika påbegyndt vaccination mod coronavirus. I Vesteuropa lyder tallet på omkring 60 procent.