Udland

Brasiliansk minister til FN-generalforsamling er coronasmittet

Smittet minister vakte opsigt i New York, da han gav "fingeren" til demonstranter.

Tirsdag vakte den brasilianske præsident Jair Bolsonero opsigt, da han besteg talerstolen i FN-hovedkvarteret i New York uden at være vaccineret mod corona.

For den vaccineskeptiske præsident var det en helt bevidst overtrædelse af coronareglerne for FN’s generalforsamling, hvor der kun er adgang for fuldt vaccinerede personer.

Kort efter blev det afsløret, at et af medlemmerne af den brasilianske delegation faktisk er coronasmittet. Den smittede er den brasilianske sundhedsminister Marcelo Queiroga, der overværede præsidentens tale i salen.

Han har det godt, men er gået i 14 dages frivillig karantæne i New York, meddeler den brasilianske delegation ifølge tv-stationen CNN.

Demonstrationer i New York

De brasilianske regeringsrepræsentanters tilstedeværelse i New York og i FN-hovedkvarteret på Manhattan har skabt stærke følelser.

Brasilien har været hårdt ramt af corona med næsten 600.000 døde, men den højreorienterede præsident Bolsonero har fastholdt sin skepsis overfor vacciner, sin modstand mod nedlukning af samfundet og sin tro på alternative behandlinger.

Det har ført til store demonstrationer mod regeringen hjemme i Brasilien og en indædt magtkamp i landet mellem forskellige brasilianske myndigheder.

På den ene side står Bolsonaros centralregering og på den anden side guvernører og borgmestre, der har indført lokale restriktioner for at begrænse smittespredningen.

Den strid er fulgt med til New York, hvor brasilianere, bosat i USA, har demonstreret mod Bolsonaro og resten af regeringsdelegationen.

Demonstrationerne bragte tirsdag sundhedsminister Marcelo Queiroga i mediernes fokus, da han reagerede vredt på protesterne og gav demonstranterne ”fingeren”.

Den fjerde sundhedsminister

Bolsonaros kontroversielle håndtering af coronakrisen i Brasilien har ført til flere udskiftninger i hans regering.

Marcelo Queiroga er således den fjerde sundhedsminister på posten og har kun siddet der siden foråret. I modsætning til sin chef er han vaccineret og har også offentligt opfordret Bolsonaro til at lade sig vaccinere.

Kort før han blev konstateret coronasmittet tirsdag var han del af Bolsonaros delegation, der blandt andet hilste på FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, og den britiske premierminister, Boris Johnson.

På besøg hos Trump

Det er endnu uvist, om smitten er bragt videre til andre, men de brasilianske toppolitikere har tidligere været mistænkt for at bringe smitten med sig, når de rejser udenlands, skriver magasinet Daily Beast.

I marts 2020 besøgte en brasiliansk regeringsdelegation med præsidenten i spidsen den amerikanske præsident Donald Trump. Kort efter en fælles middag blev Bolsonaros pressesekretær, en diplomat fra den brasilianske ambassade i USA og en brasiliansk senator testet positive.

En uge efter blev også Donald Trump testet positiv, skriver magasinet.

Præsident Bolsonaro og hans følge har på forhånd fået at vide, at mens man ikke kan forhindre dem i at deltage i FN’s generalforsamling, så er de ikke velkomne i New York.

De må for eksempel ikke komme ind på New Yorks restauranter uden at være vaccineret.

Så både præsidenten, sundhedsministeren og de andre i delegationen har været henvist til at spise pizzastykker på gaden.

- Det viser bare, hvordan venstreorienterede er. De vil kontrollere alting, beklagede præsidentens søn, Eduardo Bolsonaro, sig tirsdag over for den amerikanske tv-station Fox News.