Udland

Briterne mødes af tomme hylder i supermarkederne – nu er julen truet

Akut mangel på lastbilchauffører og kuldioxid skaber massive problemer for den britiske forsyningskæde.

De seneste måneder er mange briter blevet mødt af halvtomme hylder i forretninger og supermarkeder.

Det handler om at holde hjulene i gang, så vi kan nå frem til jul

Richard Walker, direktør for supermarkedskæden Iceland

Brexit og coronapandemien har allerede gjort, at Storbritannien har store problemer med forsyninger. Nu advarer flere medier - herunder The Guardian - om, at briterne kan blive tvunget til at skyde en hvid pil efter julegåsen.

Storbritanniens slagterier lider nemlig under akut mangel på kuldioxid (CO2), der blandt andet bruges til at bedøve fjerkræ, inden de slagtes.

Den CO2, slagterierne bruger, stammer blandt andet fra fremstilling af gødning, men rekordhøje priser på naturgas til den daglige drift har tvunget flere store gødningsfabrikker i Storbritannien til at reducere eller helt indstille produktionen.

De generelt høje priser på naturgas og energi skyldes, at efterspørgslen på det globale marked har været større under coronapandemien.

Et spørgsmål om dage

Richard Walker, direktør for Iceland - en af Storbritanniens største supermarkedskæder - siger, at det blot er et spørgsmål om dage, før CO2-manglen vil kunne ses på de i forvejen halvtomme butikshylder.

- Det her er ikke længere et spørgsmål, om julen vil blive okay. Det handler om at holde hjulene i gang, så vi kan nå frem til jul, siger Richard Walker ifølge The Guardian til BBC 4.

Walker tilføjer, at hans supermarkedskæde lige nu er i gang med at opbygge lagre af kød og andre essentielle varer for at væbne sig mod ”uforudsete hændelser”, som direktøren kalder det.

CO2 er også en vigtig ingrediens i kulsyreholdige drikke som sodavand og øl – og bruges også til at fremstille tøris, der holder fødevarer nedkølet under transport.

Johnson indrømmer problem

Storbritanniens premierminister Boris Johnson indrømmede mandag, at problemet med halvtomme supermarkedshylder kan strække sig over de næste måneder.

Johnson siger, at hans regering arbejder på højtryk for at løse problemet med landets pressede forsyningskæde. Det skriver The Independent.

Premierministeren insisterer på, at forsyningskrisen er midlertidig, men vil ikke garantere, at problemet er løst i løbet af de kommende måneder.

- Jeg er ikke i tvivl om, at problemet med forsyninger vil blive løst hurtigst muligt. Vi har stor tiltro til vores forsyningskæder. Men i mellemtiden vil vi samarbejde med gasselskaberne om at holde forsyningerne kørende, siger Boris Johnson til avisen.

Brexit og corona gør ondt

Problemet med manglende CO2 kommer på et tidspunkt, hvor Storbritannien stadig kæmper med efterdønningerne af coronapandemien og Brexit.

Så sent som i sidste måned gik mange briter forgæves, når de slog et smut forbi McDonalds for at få en milkshake eller en sodavand. Flere end 1250 britiske McDonalds-restauranter måtte melde udsolgt på grund mangel på lastbilchauffører. Det skriver The Mirror.

Strammere regler for udenlandske chauffører efter Brexit og isolationsregler i forbindelse med coronapandemien har betydet, at Storbritannien står i en akut mangel på lastbilchauffører.

I august måtte den populære fastfoodrestaurant Nando lukke 50 restauranter i Storbritannien på grund af mangel på kyllinger. Også kæden Kentucky Fried Chicken meldte udsolgt af flere produkter på grund af forsyningsproblemer.

For at løse problemet med den knirkende forsyningskæde besluttede den britiske regering i sidste uge at udskyde en udbygget toldkontol på varer fra EU-landene til 2022. Det skriver mediet Euro News.