Franskmændenes vrede stiger – trækker sig fra topmøde efter dannelsen af ny forsvarsalliance

Franskmændene føler sig fortsat "til grin" efter dannelsen af ny forsvarsalliance. Nu forsøger Boris Johnson at glatte ud.

En diplomatisk krise, der lige nu udspiller sig mellem Frankrig og USA, Storbritannien og Australien, efter de tre sidstnævnte lande har dannet en ny forsvarsalliance, spidser nu til.

Måske er vi bare ikke venner

Jean-Pierre Thebault, fransk ambassadør i Australien

Frankrig har allerede beordret deres ambassadører i både USA og Australien hjem, og nu trækker franskmændene sig desuden fra et sikkerhedstopmøde i Storbritannien i denne uge.

Ifølge den nu hjemkaldte franske ambassadør i Australien, Jean-Pierre Thebault, har franskmændene "følt sig til grin" og "ført bag lyset":

- Det her er ikke australiernes normale måde at være på over for os. Så måske er vi bare ikke venner, har han udtalt.

Opdagede det kun via pressen

Militæralliancen, som den franske ambassadør kalder for "et plot, der var undervejs i 18 måneder", har skabt en krise mellem lande, der ellers under normale omstændigheder er tætte allierede.

Det kommende AUKUS-samarbejde mellem USA, Australien og Storbritannien betyder, at Frankrig mister deres del af en gammel aftale om at levere ubåde til Australien. En aftale, der ifølge nyhedsbureauet AFP havde en værdi på 230 milliarder kroner, da den blev underskrevet for fem år siden.

- Mens vi var i gang med at forbedre det ubådsprogram, hvori Frankrig har bidraget med sine mest velbevarede militærhemmeligheder, så var der et helt andet projekt i gang, som vi kun opdagede en time før lanceringen, takket være pressen, siger ambassadør Jean-Pierre Thebault.

- Så I kan nok forstå vores vrede. Vi følte os til grin.

Vores kærlighed til Frankrig er uudslettelig

Boris Johnson, britisk premierminister

"Aftalen levede ikke op til vores interesser"

Men Australien fortryder ikke deres beslutning, selvom den har fået konsekvenser længere vestpå.

- De havde alle grunde til at vide, at vi havde dybe og alvorlige bekymringer om det, Attack Class Submarine (aftalen med franskmændene, red.) kunne levere i forhold til vores strategiske interesser, har den australske premierminister, Scott Morrison, udtalt ifølge Politico.

- Jeg fortryder ikke at have sat australske interesser først. Det vil jeg aldrig fortryde.

Scott Morrison understreger samtidig, at han forstår franskmændenes skuffelse.

Hvad er AUKUS?

AUKUS er en ny forsvarsalliance mellem Australien, Storbritannien og USA – deraf navnet AUKUS. 

Alliancen skal sikre den australske tilstedeværelse i Indo-Pacific – området omkring Stillehavet og Det Indiske Ocean i nærheden af Det Sydkinesiske Hav.

Med den nye alliance er det meningen, at USA og Storbritannien skal hjælpe Australien med atomdrevne ubåde til den australske flåde.

- Vores kærlighed til Frankrig er uudslettelig

Selvom Frankrig altså ikke på nuværende tidspunkt har hjemkaldt den franske ambassadør i Storbritannien, så ender krisen med at koste på forholdet mellem de to lande.

Den franske forsvarsminister, Florence Parly, dukker i hvert fald ikke op i Storbritannien denne uge, hvor hun skulle være mødtes med den britiske forsvarsminister, Ben Wallace. Mødet er i stedet udskudt på ubestemt tid.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, der i disse dage besøger FN's 76. generaltopmøde i New York, forsøger da også at glatte ud over for franskmændene – et folk, som briterne ifølge Johnson har "et venskabeligt og helt afgørende forhold til":

- Vores kærlighed til Frankrig er uudslettelig, udtaler Boris Johnson ifølge Bloomberg News.

- Vi er meget stolte af vores forhold til Frankrig, og det har en enorm stor betydning for dette land.

AUKUS-alliancen blev præsenteret for resten af verden for knap en uge siden, og det er meningen, at den skal styrke især den australske tilstedeværelse i Indo-Pacific-området, som omfatter Det Indiske Ocean og Stillehavet.