Udland

ANALYSE: Kina klar til opgør med usund vækst

Den kinesiske ejendomsudvikler Evergrande er blot et af mange selskaber, som finansierer sin vækst med gæld, og det skal være slut.

Metroen er stadig ikke bygget færdig, og der ligger byggeaffald rundt om de nye tomme skyskrabere, der rejser sig midt i et nedslidt boligkvarter tæt på Huangpu-floden i Shanghai.

Riverside Mansion er blot et af Evergrandes mere end 800 projekter i Kina og er på mange måder et symbol på den spekulation på ejendomsmarkedet, som den kinesiske regering nu forsøger at sætte en stopper for.

Luksuslejlighederne koster 30-50 millioner kroner og er for længst udsolgt. Men det er langt fra sikkert, at ejerne nogensinde kommer til at bruge lejlighederne. De investerer kort sagt i fremtiden, og den har indtil for ganske nyligt set meget lys ud.

Men Kinas leder Xi Jinping har en anden plan.

Han vil sætte en stopper for ejendomsprisernes himmelflugt og gøre det billigere for almindelige kinesere at købe en bolig. Økonomer har i årevis advaret om bobler på det kinesiske ejendomsmarked, fordi væksten har været drevet af risikable lån.

Xi Jinping foretrækker en kontrolleret krise

Evergrande er en af Kinas absolut største og mest forgældede virksomheder, og den har været fast deltager i boligfesten i mere end to årtier.

Nu er musikken pludselig holdt op med at spille, og der er lukket for forsyningen af penge fra kinesiske banker, som har fået besked på at holde igen.

Det er en svær balancegang for Kinas magtfulde leder Xi Jinping, som under parolen ”fælles velstand” for nylig har indledt en klapjagt på nogle af landets rigeste personer og største tech-virksomheder.

På den ene side ønsker den kinesiske regering at nedkøle ejendomsmarkedet og nedbringe den enorme gæld, som kinesiske virksomheder har opbygget. På den anden side er evnen til at skabe økonomisk vækst og nye arbejdspladser stadig kommunistpartiets vigtigste legitimitet i 2021.

Forklaringen på, hvorfor den kinesiske regering puster til ilden netop nu, hvor corona har taget toppen af priserne, er måske, at det overophedede ejendomsmarked i sig selv er en kæmpe trussel mod Kinas økonomi.

Derfor foretrækker den kinesiske regering tilsyneladende en kontrolleret krise fremfor en boble, der pludselig brister.

Risiko for sociale oprør

Det store spørgsmål er, om den kinesiske regering vil redde Evergrande? Og det er der intet, der tyder på lige nu.

Tværtimod synes det at være konsensus i Kina, at den gældsplagede virksomhed må lide og endda risikere et totalt kollaps.

Det ville sende et meget stærkt signal til andre ejendomsudviklere med den samme forretningsmodel og sikre, at der en gang for alle bliver ryddet op i de usunde lån.

Til gengæld er det meget sandsynligt, at regeringen vil træde til og hjælpe med en form for rekonstruktion, hvor andre selskaber kan overtage og færdiggøre de mange projekter.

Den største bekymring er naturligvis de mere end 1,2 millioner kinesiske familier, som har betalt forud og risikerer at miste deres penge.

Risikoen for sociale oprør er overhængende, og derfor vil den kinesiske regering sandsynligvis komme den almindelige kineser til undsætning.

Men det vil unægtelig komme til at gøre ondt på hele ejendomsbranchen og byggeindustrien, som i årtier har været en vigtig del af det kinesiske vækstmirakel.

Det vil også ramme de udenlandske investorer, som har investeret i Evergrandes gæld i form af obligationer. De kommer helt sikkert til at stå bagest i køen af kreditorer.

Staten har meget kontrol

Kina er verdens næststørste økonomi og har i de seneste år stået for cirka 30 procent af væksten i verden.

Derfor frygter mange økonomer, at en økonomisk opbremsning i Kina kan udløse en finanskrise, som kan sprede sig til resten af verden. Men man skal passe på med at undervurdere, hvor meget kontrol den kinesiske stat har over Kinas økonomi.

Det betyder i praksis, at der er flere værktøjer i kassen, som regeringen kan skrue på for at holde gang i økonomien.

For eksempel er der stadig mange restriktioner for investeringer inden for sundhed, energi og finans, som regeringen kan vælge at lempe for at sætte gang i hjulene igen.