Udland

14.000 migranter under bro får USA til at reagere

Mandag sendte USA de første migranter hjem til Haiti. Tirsdag afgår yderligere seks fly.

USA oplever i disse måneder en tilstrømning af migranter og asylsøgere, der slår alle rekorder.

Og intet sted mærker man tilstrømningen så massivt som i den lille by Del Rio i Texas.

Alene i august har 200.000 krydset grænsen fra Mexico til USA.

Og alene i løbet af et par uger er tusindvis af disse asylsøgere endt under en bro i Del Rio.

De har krydset grænsefloden Rio Grande og slået sig ned i skyggen under broen. Fredag kunne man tælle næsten 14.000 mennesker, der bor under kummerlige vilkår i improviserede telte, uden rindende vand og med 22 transportable toiletter til deling.

- Vi kan ikke hjælpe så mange mennesker. Byen under broen kan blive større end byen Del Rio selv, siger Tiffany Burrow fra en af de humanitære organisationer, der har fundet vej til Del Rio for at hjælpe de mange tusinde, strandede asylsøgere, til avisen New York Times. Del Rio har til sammenligning omkring 35.000 indbyggere.

I broens skygge

Netop ved Del Rio er vandet i grænsefloden Rio Grande så lavt, at en voksen kan vade over floden uden problemer.

Byen er forbundet med en bro til søsterbyen Ciudad Acunã på den mexicanske side af Rio Grande, men for asylsøgerne er broen ikke en måde at krydse floden på.

Det er i stedet den bedste måde at finde lidt skygge for den brændende Texas-sol, mens de venter i op mod 14 dage på, at de amerikanske grænsemyndigheder skal registrere deres sag og sende dem videre i systemet.

På den måde kan de bedst ”undgå skader fra sygdomme forårsaget af heden”, som en repræsentant for det amerikanske grænsepoliti udtalte til de forsamlede medier på stedet, deriblandt CNN.

Flyves direkte hjem

De fleste af den seneste bølge af asylsøgere kommer fra Haiti, hvor befolkningen er ramt af en række katastrofer - senest et jordskælv og en omfattende politisk krise efter mordet på landets præsident i juli.

Den amerikanske regering har reageret på tilstrømningen af asylsøgere og migranter ved at gøre kort proces og sende nogle af dem hjem uden sagsbehandling.

Mandag afgik de første tre fly med haitianere fra USA direkte til Haiti, og tirsdag følger yderligere seks fly. Det er muligt i henhold til en særlovgivning, der blev indført under præsident Donald Trump. Den gør det det muligt at deportere folk, hvis de kommer fra et land med en smitsom sygdom.

Ifølge New York Times var det egentlig en lovgivning, som den nuværende præsident Joe Biden havde lovet at ophæve. Men under indtryk af den massive tilstrømning af asylsøgere og migranter har hans regering i stedet besluttet sig for at bruge lovgivningen meget aktivt.

En dommer har dog nedlagt forbud mod, at særlovgivningen bliver brugt overfor familier, der søger asyl. Derfor er det udelukkende enlige mænd, der i første omgang bliver fløjet tilbage til Haiti.

Andre af dem, der bor under broen, bliver fordelt til andre – mindre pressede – grænseposter langs den mexicansk-amerikanske grænse.

- Vores forventning er, at vi kan flytte op til 3000 migranter væk fra broen. Enten til andre opsamlingsposter eller til fly indenfor de næste 24 timer, siger Raul L Ortiz, der er chef for den amerikanske grænsevagt.

Kan ikke købe mad

De amerikanske myndighederne har også lagt yderligere pres på migranterne under broen ved at lukke grænsen til Mexico.

Indtil for få dage siden vadede de mennesker, der boede under broen, dagligt frem og tilbage til Mexico for at købe mad. Men det forhindrer grænsemyndighederne dem nu i – med det resultat, at de ikke har noget sted at købe mad.

- Derovre er der mexicanske grænsevagter. Så jeg kan ikke komme igennem den vej, og jeg kan heller ikke komme tilbage. Hvad skal jeg dog gøre, siger en af migranterne, Jean Agernord fra Haiti.